Scenarieliste

Dette er mit forsøg på at skrive en komplet liste over de scenarier jeg har deltaget i, i kronologisk rækkefølge. I det omfang jeg finder og/eller skriver anmeldelser, vil jeg tilføje dem.

1996 – 1 scenarie

Survival of the Fittest (Spiller)

Tidspunkt: 16. – 18. August
Stikord: Vampire, Intrige
Arrangør: Henrik Schou

Jeg spilleder en Nosferatu som var ret ubetydelig og jeg var som en af de eneste nær blevet slået ihjel. Jeg fattede ikke meget af hvad der foregik. Spillet foregik på en TRoA con om natten hvor man så spillede almindeligt rollespil om dagen. Når jeg tænker tilbage på det forstår jeg ikke helt hvordan det hang sammen.

1999 – 1 scenarie

Mørkeskoven V – Livets ondskab (Spiller)

Tidspunkt: 10. April
Stikord: High fantasy, Intrige
Arrangør: Fraktion Rottweiler – Eidolon Holstebro

Jeg spillede rådsmedlem i en af “byerne”, og burde vel have været vigtig, men forstod ikke rigtig hvad der foregik og havde ingen reel magt i spillet.

2000 – 1 scenarie

Mafia Big Time (Spiller)

Tidspunkt: Oktober
Stikord: Mafia, Strategi
Arrangør: MBT Group

Jeg kan ikke huske familie og rolle… jeg har en tendens til at blande Mafia scenarierne lidt sammen når jeg tænker tilbage på dem.

2001 – 1 scenarie

Mafia Big Time (Spiller)

Tidspunkt: Oktober
Stikord: Mafia, Strategi
Arrangør: MBT Group

Jeg kan ikke huske familie og rolle… jeg har en tendens til at blande Mafia scenarierne lidt sammen når jeg tænker tilbage på dem.

2002 – 3 scenarier

Khypris I: En bystat i Border Princes (Arrangør)

Tidspunkt: 12. – 14. Juli
Stikord: Warhammer fantasy, By, Intrige
Arrangør: TRoA (AKLR)

Første gang som arrangør havde jeg lavet den klassiske fejl at finde en rolle jeg synes kunne være sjovt at spille, men fik aldrig tid til det – jeg var Morr præst.

I provinsens dybe, stille ro (Spiller)

Tidspunkt: 9. – 10. August
Stikord: Fusion, 700%, investigation
Arrangør: Andreas Haugstrup

In-crowd, 700% fusionslive i sæby. Jeg spillede NPC og jeg tror jeg havde ca. ½ times spiltid alt i alt… men jeg hyggede mig med munchkin og sjov i NPC-bunkeren, og nød at følge med i hvad der foregik i spillet.

Dalens Døtre (Spiller)

Tidspunkt: 15. – 18. August
Stikord: Mytisk middelalder, Stemning, Magtkamp
Arrangør: Einherjerne

Jeg spillede herold for familien Rosenskjold og sked ikke i 4 dage grundet de dengang fine faciliteter på Forlev.

2003 – 5 scenarier

Bohus Gästabud – Skuggen av en Kung (Spiller)

Tidspunkt: 25. – 27. April
Stikord: Historisk inspireret, Forhandling, Intrige
Arrangør: Mogens Lüthje

Jeg spillede vagt for den danske delegation, scenariet foregik i Bohus slotsruin i Sverige, hvilket vel var det bedste der var at sige om det (udover jeg mødte en masse interessante danske rollespillere).

Eldoriels Bane I (Spiller)

Tidspunkt: 16. – 18. Maj
Stikord: High fantasy, By, Plot
Arrangør: Hessenfeldt

Jeg spillede Kvartermester i byvagten – som jeg havde indtrykket af var den eneste gruppering der ikke hemmeligt var ond og beherskede alle magiens hemmeligheder.

Khypris II: Snigende Skygger (Arrangør)

Tidspunkt: 10. – 13. Juli
Stikord: Warhammer fantasy, By, Intrige
Arrangør: TRoA (AKLR)

Jeg havde lært af fejlene fra sidst år og havde ingen rolle af betydning og fik for alvor blod på tanden med at arrangere.

Legendernes Tid 6: Hjerteblod (Spiller)

Tidspunkt: 29. Juli – 2. August
Stikord: Fantasy, Turnering, Stemning, Intrige
Arrangør: Team LT; Claus Raasted, Jesper Heebøll, m.fl.

Jeg spillede tjener for fyrstens ridder og spillede for første gang uden briller hvilket resulterede i at jeg ikke så særligt meget af scenariet. Det var sikkert pænt.

Mafia Big Time (Spiller)

Tidspunkt: 10. – 12. Oktober
Stikord: Mafia, Strategi
Arrangør: MBT Group

Jeg tror det var det år vi spillede Museum, men jeg er ikke helt sikker.

2004 – 6 scenarier

U-359 – Projekt 613 – 2. afvikling (Spiller)

Tidspunkt: 16. – 18. Marts
Stikord: Historisk inspireret, U-båds simulation, Kold krig
Arrangør: Rexfelt; Bjarke Pedersen, Pia Wiid Jakobsen, m.fl.

Jeg spillede våbenofficer og lærte at spise russisk rødbedesuppe.

Midnatskronen (Spiller)

Tidspunkt: 23. – 25. April
Stikord: High fantasy, By, Plot
Arrangør: Legendernes Budbringere

Jeg spillede kvartermester i den lidt for dominerende byvagt. Til eksempel kan siges, at vores forsøg på at beskatte skatte endte med at alle der betalte en eller anden form for skat, kom til at betale en ekstra skat. Det var ikke helt hensigten.

Kampen i Yxenskoven (Spiller)

Tidspunkt: 19. – 20. Juni
Stikord: Fantasy, Capture-the-flag
Arrangør: Claus Gajhede, Ibsen

Jeg spillede spejder på de godes side sammen med et par venner, og vi hyggede os med at kratluske uden større effekt. Vi havde dog fornøjelsen af, i den årle morgen på anden dagen, af placere de godes fane udenfor lejren fordi vi synes den var for dårligt bevogtet. Vi har altid nægtet – nu indrømmer jeg.

Khypris III: Handel og Velstand (Spiller)

Tidspunkt: 15. – 18. Juli
Stikord: Warhammer fantasy, By, Intrige
Arrangør: TRoA

Jeg spillede lædersmed og tyvelaugsleder Otto Oscar Clegerheim – en joke over at mit navn så kunne forkortes OOC – Out Of Character. Morten Lahrmann spillede min broder ved navn Ingolf…

Heltedåd & Brudefærd (Spiller)

Tidspunkt: 5. – 8. August
Stikord: Mytisk middelalder, Stemning, Intrige
Arrangør: Einherjerne
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede hirdmester for familien Stridsland – igen uden briller og med klap for det ene øje. Jeg kunne stort set intet se. Jeg brugt ca. halvdelen af scenariet på et spille såret. Når det er sagt skal det også siges at jeg aldrig har oplevet at en storyline der, uden forhånds- eller offgame koordinering, forløb så godt – der kunne være skrevet en bog om kampen mellem de to adelsslægter præcis som den udfoldede sig til scenariet.

Mafia Big Time (Spiller)

Tidspunkt: 8. – 10. Oktober
Stikord: Mafia Strategi
Arrangør: MBT group
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede Don for familien Blood Inc., hvis dækforretning var en blodbank. Vores slogan var “lad blodet flyde” og for første gang tog vi afsted ikke med det etablerede mål at forsøge at vinde vandrepokalen men ganske simpelt med den målsætning at vi ville gøre Mafia mere blodigt. Vi havde rimelig succes.

2005 – 3 scenarier

Prinsessens Helte (Spiller)

Tidspunkt: 19. – 21. Marts
Stikord: Mytisk middelalder, Investigation, Junior
Arrangør: Einherjerne

Jeg spillede Inkvisitør som var rejst til byen i anledning af problemerne. Aldrig har jeg frosset så meget til et scenarie eller gået i så meget mudder som her.

Khypris IV: Ære og Undertrykkelse (Spiller)

Tidspunkt: 7. – 10. Juli
Stikord: Warhammer fantasy, By, Intrige, Rammescenarie
Arrangør: TRoA

Jeg havde rolle som rekrutteringsofficer fra den stirlandske hær, som var kommet til byen for at skaffe soldater – uanset kvaliteten. Vi skaffede ikke mange, men vi havde god underholdning.

Rænkespil & Troldtøj (Spiller)

Tidspunkt: 21. – 24. Juli
Stikord: Mytisk middelalder, Rammescenarie, Indlevelse, By
Arrangør: Einherjerne
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede løjtnant i vægterkorpset, og havde mange underholdende episoder til scenariet. Den bedste var nok hele miseren da vores bensætter forelskede sig i en ged grundet en uheldig mikstur han havde drukket… der skulle handles hurtigt.

2006 – 3 scenarier

Krigslive I: For Konge eller Kejser (Spiller)

Tidspunkt: 14. – 16. April
Stikord: Warhammer fantasy, Krigslive
Arrangør: TRoA

Jeg havde rolle som Kaptajn for Niende Stirland og Die Stahl Kampfgruppe på den Kejserlige side. Vi vandt – lige akkurat.

Two Cities: Ravens over Helmgart (Spiller)

Tidspunkt: 13. – 16. Juli
Stikord: Warhammer fantasy, By, Intrige, To byer
Arrangør: TRoA

Jeg spillede løjtnant for Dunkelburgs milits og medlem af tyvelauget. Havde stor underholdning af at slå fogeden ihjel efter han havde spurgt lidt for meget ind til tyvelauget og derefter råbe at vi var blevet overfaldet af rottemænd… selvom vi til sidst blev anklaget og var nødt til at flygte over hals og hoved til Parravon.

Dungeonlive: Troldmandens Prøve (Spiller)

Tidspunkt: 2. – 3. December
Stikord: High fantasy, D&D, Forgotten realms, Dungeon
Arrangør: JRK
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede præst af Tyr og leder af en lille flok triade-troende som forsøgte at trænge ind i Troldmandens Dungeon. Jeg forsøger aldrig nogensinde igen at rejse med alt mit grej til et fantasy-scenarie i et tog…

2007 – 4 scenarier

Uskyldighedens Melodi (Spiller)

Tidspunkt: 22. – 25. Februar
Stikord: Jesuit-kongres, Nutid, Intrige, Indlevelse
Arrangør: Bjørn P. Thomasen & Ulf P. Thomasen
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede den alkoholiserede, midaldrende ingeniør som med min brors tilladelse havde gjort hans kone gravid (begge var jesuitter), følte ansvaret for hans egen kones død og havde en søn med ADHD. Den familie havde sine skeletter i skabene må man sige.

Krigslive II: Liljer og Griffer (Spiller)

Tidspunkt: 30. Marts – 1. April
Stikord: Warhammer fantasy, Krigslive
Arrangør: 2MD

Som til Krigslive I havde jeg rolle som Kaptajn for Niende Stirland og Die Stahl Kampfgruppe på den Kejserlige side. Vi fik tæv.

Midsommerdysten (Spiller)

Tidspunkt: 29. Juli – 2. August
Stikord: Middelalder, By, Turnering
Arrangør: Einherjerne

Jeg spillede kok hos fyrsten – eller snarere, jeg lavede mad hele scenariet, aperiodisk afbrudt af rollespilslignende oplevelser. Nok det scenarier jeg har deltaget i som spiller hvor jeg har spillet mindst rollespil.

Krigslive III: Stål og Blod (Spiller)

Tidspunkt: 21. – 23. September
Stikord: Warhammer fantasy, Krigslive
Arrangør: JRK & GERF

Jeg spillede stabsløjtnant for XIII. Averland på “de godes” side. Vi fik gruelig tæv, men jeg havde fornøjelsen af at dø en meget episk død i det ene slag hvor det sidste jeg gjorde var at fælde en stormende Chaos Champion med min pistol hvorefter hans minions flår mig i stumper og stykker.

2008 – 3 scenarier

Krigslive IV: Guld og Disciplin (Spiller)

Tidspunkt: 9. – 11. Maj
Stikord: Warhammer fantasy, Krigslive
Arrangør: Einherjerne

Jeg spillede stabsløjtnant for Niende Stirland, men brugte halvdelen af scenariet på Århus skadestue – både med andres skader men også mit eget knæ. Vi havde 10% af vores folk fra Niende på skadestuen til det scenarie.

Pleitdorf II: Solhverv (Spiller)

Tidspunkt: 16. – 20. Juli
Stikord: Warhammer fantasy, By, Intrige, Plot, Snigmord
Arrangør: TRoA

Jeg spillede omrejsende handelsmand indenfor militært udstyr – en undskyldning for at slappe af, holde ferie og møde venner jeg ikke havde set meget længe og holde mig udenfor plottet. Jeg udmærkede mig ved at være en af de få overlevende der ikke snigmyrdede en anden spiller – scenariet blev også kendt som Fragdorf.

Dengang i Warhammer (Spiller)

Tidspunkt: 25. – 27. Juli
Stikord: Warhammer fantasy, Episk, Helte
Arrangør: Rollespilsfabrikken

Jeg var den unge, naive, wanna-be helt Johannes i en gruppe af kynikere og mistroiske mennesker. Den skønne Johannes brillierede ved at redde den unge skønjomfru fra den onde varmpyrs klør ved at klæde sig ud som kvinde og charmere sig ind på den, men desværre led hans mandighed et knæk her som han ikke helt kom sig over… og hans venner lod ham hele tiden høre for det.

2009 – 3 scenarier

Babylon (Spiller)

Tidspunkt: 20. – 22. Februar
Stikord: Post-apokalyptisk, Investigation, Action
Arrangør: Rollespilsfabrikken
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede Chef-operatør Siemens blandt de Tekniske Operatører, dem som havde til opgave at pille ved teknikken. Jeg fik da lejlighed til at læse op på mit elektronik for universitetet og rode rundt i en bunker et døgns tid.

Krigslive V: I Kejserriget blev jeg født… (Arrangør)

Tidspunkt: 7. – 10. Maj
Stikord: Warhammer fantasy, Krigslive, Borgerkrig
Arrangør: TRoA & Einherjerne

Udover at være arrangør, som tog ca. 95% af min vågne tid under scenariet, så spillede jeg Forsyningskaptajn hos De Stirlandske Loyalister – hvilket lige så meget var en offgame funktion, da jeg havde ansvaret for mad og vand i den pågældende lejr. Jeg blev mindet om hvor meget rollespillere allesammen tror at de lige præcis uden problemer kan få lov at gøre noget andet end det arrangørerne har fortalt de skal gøre.

Den Fortabte Stad (Spiller)

Tidspunkt: 7. – 9. August
Stikord: Warhammer fantasy, Horror, By
Arrangør: Einherjerne
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede fascistisk, konfliktsøgende sigmar præst som endte med at vælge at ophæve sigmars beskyttelse over byen og drage derfra for at blive slået ihjel af den ene vampyr og hans ligædere og zombier udenfor byen i en gennemført horror-scene.

2010 – 2 scenarier

Krigslive VI: Hvor Æren Venter… (Spiller)

Tidspunkt: 1. – 4. April
Stikord: Warhammer Fantasy Krigslive
Arrangører: Einherjerne
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede bretonsk baron, Gerard de Licorn-Blanche. Aldrig har jeg været så træt efter et Krigslive men det var fedt og rollespillet sneg sig så småt ind og overdøvede de gamistiske tendenser.

Erstatningsscenariet: Tusmørkeimperierne (Spiller)

Tidspunkt: 14. August
Stikord: Alle-genrer Magtkamp
Arrangører: Einherjerne
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Scenariet var en erstatning for de to aflyste sommerscenarier fra hhv. TRoA og Einherjerne. Alle var trådt igennem en dimensionsport og havnet i et mystisk rige hvor man kæmpede om magiske artefakter for at komme ud af dimensionen og hjem igen (eller hvad ens mål nu var). Derfor måtte man også komme som hvad som helst.

Vi spillede Lysets Sekt – en flok dysfunktionelle fanatikere der mente at døden var den eneste frelse men gik lidt stille med dørene omkring det – og jeg specifikt spillede den retarderede og voldelige Lasse.

2011 – 2 scenarier

Krigslive VII: For Guld og Ære kæmper vi alle… (Spiller)

Tidspunkt: 19. – 22. Maj
Stikord: Warhammer fantasy Krigslive
Arrangører: Steen Larsen, Chris Gade Pedersen og Lars Byskou
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede Gunther Grün – menig i Niende Stirland. Krigslive VII var det femte scenarie for Niende Stirland. Efter at have spillet officer til samtlige øvrige Krigslives jeg havde deltaget i skulle jeg – for første gang – spille menig. Det åbnede mine øjne en del for de meniges underholdning, og var meget lærerigt, omend det ikke var den bedste Krigslive oplevelse jeg har haft.

Noget om Helte (Spiller)

Tidspunkt: 28. – 31. Juli
Stikord: Heltescenarie, Gamistisk, Niraham
Arrangører: Stephan Melin, Troels Palm, Casper Gronemann, Rene Bokær Pedersen, Tue Kaae
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede Navigator Nord for Stolte Julianes Besætning – en gruppe piratjægere der for tiden, manglede et skib, og håbede at skaffe dette gennem scenariet.

2012 – 4 scenarier

Krigslive VIII: Ragnarok på jord… (Spiller)

Tidspunkt: 27. – 29. Maj
Stikord: Historisk, Viking, Kristendom, Krigslive
Arrangører: Anders Berner, Ann Eriksen, Claus Raasted, Flemming Jacobsen, Mads Ahola, Rene Bokær, Søren Ebbehøj, Thomas Kerff
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede Eskil Hvide, Ridder og Kvartermester, fætter til Absalon Hvide og en del af den Kristne Stab.

Vinterkroen 3: I Ulvens Skygge (Spiller)

Tidspunkt: 5. Maj
Stikord: Kro, Low-fantasy, Sandhasse
Arrangører: Jacob Sørensen
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede Marius – en gammel rotte i Salisburg klostergarde og en af kardinalens “hunde” som lavede alle mulige beskidte opgaver. Vi gav kun en tæsk og slog kun en anden ihjel til scenariet, jeg synes vi var flinke.

Khypris År 1 (Spiller)

Tidspunkt: 12. – 14. Juli
Stikord: Warhammer fantasy, Khypris, Kultur-konflikter
Arrangører: Allan Davidsen, Thomas Aagaard
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede den usympatiske ridder og beskytter af Khypris by – Julien de Licorne-Blanche. Jeg kæmpede forgæves for mine og mine brødres rettigheder i den forfærdelige styreform der blev vedtaget og i afmagt erklærede jeg mig for Hertug af Khypris og bosatte mig ude på vingården hvor byens indbyggere kom for at slå mig ihjel – i det mindste fik jeg San Le Gral med mig i graven.

Den Hvide Krig (Spiller)

Tidspunkt: 16. – 18. August
Stikord: Kultur-konflikter, Besættelse, Krig
Arrangører: Søren Lyng Ebbehøj, Jonas Trier-Knudsen, Jesper Kristiansen, Carsten Brorson Prag, Jakob Givskud og Troels Barkholt-Spangsbo
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede den tarsiske ingeniør-sergeant Kleitos. Vi forsøgte på bedste vis at skaffe civilisation til ødemarken ved at opføre en telegraf og måle ud til jernbanen – begge dele mødte en smule modvilje fra lokalbefolkningen.

2013 – 2 scenarier

Monitor Celestra (Spiller)

Tidspunkt: 8. – 10. marts
Stikord: Battlestar Galactica, science fiction, sverige, krigsskib
Arrangører: Tomas Walch, Henrik Summanen, Cecilia Dolk, Andreas Sjöberg, Sara Fritzon, Daniel Krauklis, Anna-Karin Linder, Martin Ericsson, Adriana Skarped, Moa Rönnåsen, Anna Sortti, Staffan Rosenberg, Daniel Sundström, Henrik Bäärnhielm, Tom Liljeholm, Jonny Hjorter, Onni Qvikström og Elin Gustafsson

Jeg kendte intet til Battlestar Galactica (udover almindelig nørd-viden) men det ser så gennemproduceret ud, at jeg var nødt til at prøve det. Kulisser og rumskibsspil var i top og sjovt, men mit egen spiloplevelse undervejs var præget af for meget simulation og for lidt, spændende rollespil. Jeg føler ikke vi fik det, arrangørerne have lovet os rent forberedelsesmæssigt. De havde nået mere end jeg turde håbe på, men mindre end de havde lovet. Den rolle jeg fik var – i al fald for mig – ekstremt svær at få underholdende spil ud af.

Krigslive IX: På svampetogt i Kejserland (Arrangør)

Tidspunkt: 25. – 28. april
Stikord: Krigslive, Warhammer fantasy, Kejserriget, Mørkegobliner
Arrangører: Jens Alsted, Søren Jepsen, Kåre M. Kjær

Jeg var arrangør og ansvarlig for den Kejserlige side. Jeg fik prøvet en masse planlægningsmæssige og organisatoriske ting af som jeg gerne ville prøve kræfter med, og var overordnet meget godt tilfreds med det vi fik lavet – eneste to undtagelser var problemerne med mørkegoblinernes lejr og kvaliteten af maden – sidstnævnte havde vi ingen reel mulighed for at handle på, da vi blev klar over, der var problemer.

2014 – 2 scenarier

Krigslive X – Ære Findes Kun i Døden (Spiller)

Tidspunkt: 15. – 17. maj
Stikord: Krigslive, Warhammer, Kejserriget, Stirland, Lejesoldater, 3 sider
Arrangører: Pierre Husted, Bjarke Pedersen og Kasper Sjøgren
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede senior-sergeant Hessler i det mindste Niende Stirland regiment vi endnu har stillet. Vi havde en sjov tur, men præget af den manglende tilslutning.

Nemefrego (Spiller)

Tidspunkt: 17. – 20. juli
Stikord: Mytisk middelalder, forhandling, status, konflikt
Arrangører: Kasper Sangill
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede hustrællen Hans hos familien Stridsland. Datteren i huset blev Kong Katrina Valdemar af Dalen men derudover var scenariet ikke vildt spændende for mig.

2015 – 2 scenarier

Konklavet (Arrangør)

Tidspunkt: 27. – 28. Februar
Stikord: Warhammer, Forhandling, Kloster
Arrangører: Kåre Murmann Kjær og Thomas Aagaard

Forhandlingsscenarie baseret på synlige konflikter, klare rammer og dysfunktionelt demokrati. Tænk ”Ekstraordinær generalforsamling efter bestyrelsens død” i en loge af ”elitesoldater møder hemmeligt politi” og så er du på rette spor. Scenariet blev spillet på Aalborg Kloster og kan genopsættes hvis nogen er interesserede.

En Gave til Zarinaen (Spiller)

Tidspunkt: 8. – 10. maj
Stikord: Steampunk, Opfindelser, Skolelive
Arrangører: Cecilie Nemeth, Ida Mia Thylstrup, Peter Just Jensen, Rasmus Stejner Bie, Troels Thylstrup
Jeg har en anmeldelse af scenariet her.

Jeg spillede Bobby Brown; rådgiver, sælger og promoter for Lord Westminster – og opportunist og ellers gennemført slesk person. Havde rimelig succes med at sælge de fundne opfindelser omend der ikke røg så meget i egen lomme, som tiltænkt – og der måtte tages skrappe midler i brug overfor nogle af de mere genstridige opfindere.

2016 – 1 scenarie

Magten Stad (Spiller)

Tidspunkt: 14. – 16. Juli
Stikord: Konflikt, Mytisk Middelalder
Arrangører: Sune Jensen og Allan Davidsen

Jeg spillede Lind Drachenfelt ældste søn af Katla Drachenfelt. Jeg havde fornøjelsen af at spille en forkælet møgunge som både var med til at skabe freden men også med til at skabe konflikt. Det var en rigtig god oplevelse som jeg desværre ikke kom til at anmelde.

2017 – 1 scenarie

Krigslive XIII – Med fjenden for døren (Spiller)

Tidspunkt: 25. – 28. maj
Stikord: Krigslive, Warhammer, Kejserriget, Stirland, øvelse
Arrangører: Rene Bokær

Efter at have sprunget 2 krigslives over (jeg havde ellers en ubrudt række på 10!) så var jeg endnu engang afsted med Niende Stirland. Jeg spillede Sergeant Stahlholz med ansvaret for 3. linie og vores pionerer.

2018 – 1 scenarier

Krigslive XIV – Enhver mand skal dø (Spiller)

Tidspunkt: 10. – 13. maj
Stikord: Krigslive, Game of Thrones, TRoA
Arrangører: Astrid Budolfsen, Ditte Theilgaard, m.fl.

Jeg spillede den den erfarne veteran der var hyret ind af Hus Horn – som egentlig helst ville noget andet end at være i krig, men nu var det nu engang der hvor han var havnet.

Kampagner

Fordi jeg ikke har et fuldstændigt overblik (og nogen realistisk mulighed for at få det) og fordi det aldrig har været noget jeg har gjort rigtig meget i, har jeg ikke nævnt alle kampagnespillegang men kun de kampagner jeg har besøgt gennem tiden, i kronologisk rækkefølge.

  • For Lyngholms Skyld (Fraktion Rottweiler / Eidolon Holstebro) – Ringkøbing
  • Kampen om Lavland (ALF / Quendi) – Hjørring
  • Sidste Søndag (TRoA) – Aalborg
  • Første Søndag (Einherjerne) – Århus
  • Dunkelheim (TRoA) – Aalborg. Anmeldelse af første spillegang.

Ting jeg ikke har talt med

  • Alt i con-lives, semi-lives og lignende.
  • Alle former for kongresser hvor der er blevet spillet liverollespil i forskellige afskygninger (med undtagelse af allerførste gang jeg spillede).
  • Meget små og/eller spontane arrangementer

Mangler og unøjagtigheder

Jeg har lidt usikkerhed omkring hvilke Mafia Big Times jeg har deltaget i.

3 kommentarer til Scenarieliste

Leave a Reply

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver

Kategorier