Om mig

Jeg bærer det lidet internationale navn Kåre Torndahl Kjær (tidl “Kåre Murmann Kjær” – men jeg er blevet gift i mellemtiden). Jeg har spillet bordrollespil siden 1996 og været aktiv indenfor liverollespil siden 2001 (selvom det jeg spillede mine første liverollespil tilbage i 90’erne vil jeg ikke mene det rigtige fangede mig før engang i 2001) hvor jeg gjorde noget så dumt som at starte med arrangere mit første scenarie. Jeg lider stadig under følgevirkningerne, som bl.a. er denne blog.

Jeg har begået et par scenarier igennem tiden. Der er ikke mange større scenarier hvor jeg har været decideret arrangør; Khypris I (2002), Khypris II (2003), Krigslive V (2009), Krigslive IX (2013) og Konklavet (2015). Derudover har jeg lavet et par mindre scenarier (f.eks. Levende Ludo og lignende con-størrelse arrangementer) og hjulpet til med forskellige opgaver på et antal andre scenarier – f.eks. Khypris III og Krigslive I- særligt indenfor projektledelse, økonomi, planlægning, logistik og IT.

Foreningslivet er der jeg bruger min tid. Jeg har været aktivt medlem af tre rollespilsforeninger, ASORK i Års (1997-1999), Lauget i Holstebro (1999-2001) og TRoA i Aalborg (2001-). Særligt i TRoA har jeg lavet meget, bl.a. har jeg siddet i bestyrelsen af flere omgange (og gør det i skrivende stund), er ansvarlig for hjemmesider(ne), været hovedansvarlig for AKLR (som var vores fantasy liverollespilsafdeling dengang den fandtes), arrangeret et utal af fællesture og småprojekter og været involveret lidt i de fleste liverollespilsrelaterede ting siden 2002 eller deromkring. Derudover har jeg over flere omgange været involveret i de styrende organer i vores Landsforening. Jeg kan godt lide at lave frivilligt arbejde.

Derudover kan jeg godt lide at snakke om ting jeg påstår jeg ved noget om hvilket jeg har gjort både på Knudepunkt (2007, 2008 og 2009), Hyggecon (kan ikke helt huske hvilke år), Forum (09) og senest på Orkerne Kommer sommerskole (2016 og 2017). Min emner her er meget de samme om mine interesseområder, og som regel relativt konkrete.

Selvom jeg godt kan lide at arbejde med spildesign så er min primære force de mere praktiske, styringsmæssige- og planlægningsorienterede aktiviteter. Det hænger til dels sammen med at jeg er uddannet Civilingeniør indenfor Virksomhedssystemer (det er sådan noget med hvordan virksomheder fungerer og arbejder) og har arbejdet professionelt som IT-projektleder i 10+ år – men nok også med, at jeg trives dårligt i et uorganiseret projekt.

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver

Kategorier