Vinterkroen 3…
Som skrevet tidligere deltog jeg sammen med et par andre i Vinterkroen 3 i Herning, og her er en anmeldelse. Det her skal ses i relation til mine forventninger. Men først en beskrivelse af forløbet.
Forløbet
Det startede med et opslag på TRoAs forum hvor en af arrangørerne søgte deltagere til Vinterkroen 3. Oplægget var lidt løst defineret, men med et par spørgsmål frem og tilbage fik vi nogenlunde overblik over hvad det var. Jeg satte mig for at samle en bilfuld folk og køre derned og se hvad det var for en størrelse.
Vi fik præskrevne roller sammen med en hulens masse baggrundsmateriale relativt kort før scenariet. Det er dog ikke arrangørernes ansvar at vi havde materialet så kort tid før scenariet; vi blev rekrutteret relativt kort før scenariet, så det var svært at gøre det ret meget tidligere.
Vi skulle spille en slags tempelriddere og beskyttere af en kardinal – en af de højeste titler man kunne have i kirken (religionen tog meget inspiration fra kristendom med enkelte omskrivninger). Vi var også hans beskidte håndlangere og hjælpere. Vi havde en meget udførlig baggrund omkring os som gruppe som helhed – mere end vi realistisk ville kunne bringe med ind i spillet.
Dagen inden scenariet mødtes vi – minus en enkelt – til at snakke om settingen og vores roller. Rollefordelingen var lavet af arrangørerne og virkede fornuftig nok.
På dagen kørte jeg om morgenen rundt og samlede folk. Derefter kørte vi mod Herning så vi kunne være der til middag. Vi fandt stedet hvor vi skulle spille og fik en snak med arrangørerne, derefter med ham der skulle spille kardinalen. Vi besluttede os for at to af os skulle lade som om vi ikke hørte til gruppen med de øvrige og så ankomme lidt før – for at kunne udfritte folk lidt så vi måske kunne aflure eventuelle trusler. Derfor tog Migal og jeg vores tempelridderkofter af og satte os væk fra de andre indtil spillet gik igang for at sikre, at ingen fik den ide vi havde noget med dem at gøre.
Efter en længere ventetid – og en lettere forgæves ekspedition ud i byen omkring os efter et supermarked – kom vi endelig i spil hen ad en 5-tiden. Vi var et stort samlet følge men jævnfør vores plan gik Migal og jeg i spil lidt før i neutralt tøj. Vi snakkede lidt med folk på kroen – der var relativt få – og så ankom de andre. Vi ventede yderligere en lille times tid uden at opfange noget interessant og faldt til sidst end med resten af følget til en del folks overraskelse – så vores lille bedrageri var lykkedes.
Der ankom også en anden gruppe tempelriddere. Vi var først lidt nervøse, men de ville ikke forstyrre noget som helst i vores måde at gøre tingene på og i sidste ende brugte de majoriteten af deres tid på at drikke og hore.
Derefter gik spillet slag i slag med at mandsopdække kardinalen, holde øje med alle mistænkelige personer, sørge for at alle de folk han skulle mødes med, kom til at mødes med ham og alt sådan noget. Der var også en enkelt ulydig munk der skulle have tæsk ude i skoven og et par andre småting.
Det næste større var en adelsmand som ville hjælpe kardinalen mod at blive udnævnt til ridder. Det gav en del besvær, og i sidste ende sagde kardinalen nej. Vi var overbevist om at han ville gå på ham, men han kom med et par udtalelser der kun kunne tolkes som trusler – og så måtte vi tage ham ud – og med det sluttede spillet.
Derefter pakkede vi vores ting sammen og kørte hjem – jeg var hjemme halv fire eller sådan noget om natten efter alle var blevet sat af.
Vampire fantasy
En af mine medspillere kaldte det “Vampire Fantasy”. Der var lidt primogen-effekten; hele plottet (eller i al fald majoriteten) havde centrum i en enkelt person eller endte naturligt med at involvere ham, og meget få havde mulighed for at lave noget på egen hånd uden at det skulle forbi ham på en eller anden vis. Den person var naturligvis kardinalen.
Det giver måske meget god mening rent historiemæssigt, men rent underholdningsmæssigt er det ikke så godt. Jeg ved at det er tussesvært at være den person i centrum, for uanset hvad har han for lidt tid og for meget ansvar. Og jeg ved det er træls at være en af de personer, som hele tiden står mellem at bryde med sin rolle og normal opførsel eller “stille sig i kø” på at kunne inddrage personen i centrum. Der er ikke nogen der vinder på den model rent underholdningsmæssigt.
Jeg så gerne, at der var flere parallelle, uafhængige historier. Jeg synes rammen – en landevejskro – kan rumme næsten en vilkårlig historie. Den eneste fælde er, hvis der er nogle historier der “fylder så meget” at de drukner de andre. At en kardinal kommer til kroen og skal holde møde med gud og hver mand (pun intended) vil drukne de fleste andre historier. Selvom det er fedt at fortælle de betydningsfulde historier så skal man passe på med ikke at dele spillerne for meget ind i hoved og biroller til liverollespil, undtagen hvis man gør meget tydeligt opmærksom på det. Det synes jeg skete til Vinterkroen 3.
Til Vinterkroen 4 tror jeg det vil være fordelagtigt for spillernes underholdning hvis:
- Der var 3 eller flere parallelle historier der var “lige vigtige” eller – alternativt – at der var en historie med 3 eller flere parter, der alle havde lige meget vægt i historien.
- At flere af rollerne var involveret i flere af historierne (eller med flere af parterne).
Bilkort
Der var elementer af bilkort til Vinterkroen. Jeg synes man skal træde meget varsomt med bilkort, for det svarer til at spille skak uden regler, og det holder hurtigt op med at blive sjovt. Til Vinterkroen 3 var det dog ikke et problem.
Det skyldes flere ting. For det første var det et meget lille element; det var kun nogle ganske få folk, for hvem det var relevant (kardinalen og nogle få andre). For det andet vidste alle, at resultatet af bilkortene ikke ville komme til udtryk i spillet, men måske i settingen efterfølgende. Jeg gætter på at det vil være op til dem der skriver på settingen at beslutte hvad effekt disse beslutninger får af indvirkningen på settingen fremover. For det tredje var modstanderen ikke en spiller, men en fjende udenfor spillet. Så man diskutere hvilke brikker man havde at rykke med og hvordan man udnyttede dem, men man vidste at rammerne for spillet var således, at man aldrig komme til at teste dem ingame.
Så selvom bilkort kan være et problem, var de ikke på den måde spillet fungerede her.
Ventetid
Mit største kritikpunkt er et bestemt element ved den praktisk udførsel – en utroligt masse spildtid. Vi blev bedt om at komme klokken 12 til noget briefing og koordinering, hvilket vi gjorde. Det var vi færdige med omkring klokken 12.25 eller sådan noget. Derfra gik der over 4 timer inden vi kom i spil – 4 timer, hvor vi ikke havde noget begavet at lave majoriteten af tiden.
Det var spildtid, og det kunne have været undgået. Vi kunne være kommet senere. Eller vi kunne være gået i gang tidligere og stoppet tidligere. Eller vi kunne have spillet længere. Som det var nu tog vi fra Aalborg før klokken 10 om morgenen og kom hjem klokken 3-4 stykker om natten og ud af de 17-18 timer væk, havde vi ca. 6 timers spil og 4 timers spildtid (resten var transport, fornuftig brugt ikke-spiltid, osv.). Hvis vi skal deltage en anden gang skal det planlægges bedre fra arrangørside. Gerne noget med at komme hjem før midnat, så meget sjovere bliver det alligevel ikke af at spille om natten.
Dengang du var 5 år…
Vi fik udførligt beskrevne roller. De fyldte omkring et par sider for os hver plus en lille håndfuld siders fælles baggrund. Det kunne have været udemærket, men det meste var simpelthen irrelevant og umuligt at huske. Langt det meste af min baggrund bestod af beskrivelse af hvordan jeg var vokset op hvilket – for 6-7 timers spil – er totalt ligemeget. Derimod var der næsten intet om hvordan jeg var eller hvad der lige var sket de sidste par uger, hvilket var langt mere relevant for mit spil.
Alt i alt en lidt ærgelig disposition synes jeg, og jeg kunne godt ønske mig roller der havde fokus på det der er relevant for at spille rollen. Hvis jeg skal vide noget om min barndom skal jeg nok selv finde på det on-the-fly. Derimod er oplysninger hvorfor jeg er her nu, hvordan jeg tænker og opfører mig og hvordan jeg relatere til andre langt mere relevante. Eller sagt på en anden måde – fortiden er ligegyldig, det er nutiden jeg skal bruge for at spille min rolle.
Lækker location
Location var lidt af en overraskelse. Der lå to lækre træhytter med jordgulv og hems som vi spillede i. Den ene var færdig men nogle aflukkede dele var brugt til opbevaring af offgame ting. Den anden havde tag men manglede mure i grundplan. det var dog løst ved at sætte nogle pavilionsider op, og det virkede egentlig nogenlunde.
Vi kom ikke så langt rundt i området omkring, men det vi kunne se så lækkert ud. Der var noget skov omkring og selvom vi var tæt på bebyggelse var det på ingen vis synligt eller forstyrrende. Arrangørbunkeren lå “lige om hjørnet” med moderne køkken etc. men samtidig ude af syne. Det var helt perfekt.
Det var en uhyre spændende location som har mange muligheder. Jeg går ud fra der løbende bliver bygget på dem, og når den anden bygning får vægge bliver det virkelig interessant til mindre scenarier. Særligt hvis en større del af området omkring kan benyttes (hvilket meget vel kan være tilfældet – jeg ved det faktisk ikke)!
Fede spillere
Spillerne var generelt engagerede og dygtige. Der var nogle få der var lidt tøvende i deres spil, men jeg tror det skyldes manglende erfaring, og det gjorde bestemt ikke noget. Der var mange der gav den gas og som tydeligt spillede deres roller, og det var rart at se.
Kostumekvaliteten var lidt varierende, men da spillet først kørte var det ravende ligemeget, og de fleste kostumer virkede fint ved første øjekast. Og det er jo kun når man keder sig at man virkelig lægger mærke til folks kostumer.
Ekstremt engagerede arrangører
Hvis jeg kun måtte have et udvælgelseskriterie for hvilke scenarier jeg deltog i, ville det være hvor meget arrangørerne knoklede for deres scenarie. Her snakker vi ikke bare om at stille sig fuld op til en fest og fortælle alle om scenariet eller poste indlæg på diverse internet-fora; nej jeg tænker på dem der ringer rundt til deres spillere og hører om alt er vel, bruger tid og kræfter på at jagte de rigtige spillere til de forskellige roller og kæmper for at spillerne forstår visionen for scenariet helt til bunds.
Jeg synes at arrangørerne til det her scenarie knoklede for det. Og det virker motiverende på mig som spiller fordi jeg ved, at de har gjort en indsats for, at alle de andre spillere også er klar til scenariet.
Spændende setting – når man lærer den at kende
Vi fik utroligt meget spillermateriale. Jeg opgav at tælle (det var delt ud over mange dokumenter), men jeg gætter på 40-60 sider alt i alt. Geografi, kultur, historie, salmer, religiøse ordener, osv. osv. Det var ikke sammenskrevet men var uddrag af en wiki og sammenhængen mellem teksterne var ikke altid klar (i al fald ikke for mig).
Det var også meget mere end vi kunne forholde os til. Det er fedt at have en dyb verden man kan begrave sig i, men hvis det betyder at settingen bliver svært tilgængelig, så har man tabt mere end man har vundet, for det bliver uhyre svært for nye spillere at sætte sig ind i. Jeg kunne godt have ønsket mig en 3 siders introduktion til settingen som man kunne have nøjes med at læse. Så var min nysgerrighed sikkert også vakt og jeg havde læst mere af det andet. Men det settingmateriale jeg fik nu her var simpelthen for meget.
En anden pudsighed var, at det var en gammel setting, og den havde været brugt både til bordrollespil og liverollespil. Begge dele var tydeligt; f.eks. indeholdt enkelte af vores dokumenter udstyrslister og skadeværdier på våben som tydeligvis hørte til et bordrollespil og hele lingo og opbygningen af settingen havde en stemning som klassiske bordrollespil. Der var også flere steder i teksterne noget der mindede om spor af nogle bordrollespillere f.eks. havde jeg et par gange tanken “det her er der nogen der har spillet omkring et bord engang”. Det kunne være interessant engang at prøve at anskueliggøre hvilke karakteristika der gav denne følelse.
Denne følelse var dog ikke en hindring i spillet, men det gjorde det lidt svært at få en ide om hvordan scenariet skulle spilles på forhånd. Mere generelt satte det for mig nogle tanker igang omkring forskellene på at skrive en setting til bordrollespil og liverollespil; fordi de to typer af rollespil typisk har forskelligt fokus (mest klassisk er en historie vs mange parallelle historier) vil langt fra alle settings være velegnet til begge dele.
Praktisk udførsel
Maden var fantastisk. Der var lækre rekvisitter; kort malet på skind, masser af dejligt kro-inventar, fine metalmønter, osv. I det hele taget lod den praktiske del til at glide problemløst med undtagelse af ventetiden. Det fortjener flere ord for det var en fornøjelse, men når noget er godt, er det begrænset hvor lang tid man kan bruge på at uddybe det.
Konklusion
Vi havde det skægt. Prisen var god. Spillet var overvejende underholdende og det var let at deltage i. Generelt blev mine forventninger indfriet og lidt til.
Der var nogle enkelte ting jeg gerne så anderledes.
- Roller skrevet med fokus på hvordan de skal spilles.
- At spillet i mindre grad var centreret omkring een person, f.eks. ved flere parallelle historier eller flere ligeværdige parter i den historie der fyldte mest.
- At der ikke var så meget spildtid i deltagelsen.
Jeg vil gerne deltage i Vinterkroen 4, særligt hvis arrangørerne kan gøre noget ved ovenstående 3 punkter.
Leave a Reply