Anmeldelse: Erstatningsscenariet

Som du nok er bekendt med blev Erstatningsscenariet afviklet medio August. Jeg var en af de omtrentvis nogen-og-30-deltagere. Det her er min anmeldelse.

Kort fortalt om scenariet: Ideen var at man måtte komme som alting. Ingen grænser. Alle var kommet igennem en “portal” af en art til en underlige fantasiverden hvor der var alle mulige “magiske” genstande som de kunne bruge til at opfylde deres formål – typisk at komme hjem til deres eget rige igen (jeg tror alle de genstande der var rakte mod det samme formål).

Vi deltog som Lysets Sekt – en samling misfits, den ene værre end den anden – som havde til formål at bringe frelse og lys til alle. Det Store Lys – døden – var den bedste frelse, og således var det langsigtede mål at bygge en dommedagsmaskine hvor alle kunne dø, men siden folk har et lidt anstrengt forhold til den slags, gik vi lidt stille med dørene omkring det. Jeg selv spillede Lasse som var mentalt retarderet og uden social forståelse anden end blind, barnlig loyalitet overfor de andre – som stod i skarp kontrast til hans ellers meget voldelige tilgang til konflikter med udenforstående.

Da vi kom ind i spil gik vi rundt i området og ledte efter disse genstande og interagerede med de andre grupper. Diverse fantasy-grupper, pirater, cowboys, manga-personer og ninja-hitmen var alle at finde, men interaktionen gik forbløffende let, når vi alle var indstillede på, at det var der ikke noget underligt i.

Sådan gik der nogle timer hvor vi alle ledte efter disse genstande i området indtil vi til sidst alle indså at alle genstande var blevet fundet nu eller også ville de aldrig blive fundet, og man gik over til at diskutere med hinanden i stedet. Scenariet endte med at de fleste grupper stod og skændtes / truede hinanden til at forsøge at få udleveret de genstande de andre havde for at få herredømmet. Vi formåede lige inden spilstop at samle de genstande vi skulle bruge, hacke scenariet (som arrangørerne efter scenariet bekræftede var i scenariets åmd) og udløse dommedag… men jeg tror ikke de andre nåede at opdage det.

Håndværk og Kreativitet

Jeg har skrevet nogle bevingede ord engang om håndværk og kreativitet i forbindelse med anmeldelse af scenarier. Det kan findes her.

Scenariet var i udpræget grad håndværksarrangement. Håndværket var solidt, men på et absolut minimum. De har i høj grad arbejdsminimeret således de skulle lave mindst muligt men de har også meldt klart ud hvad man kan kunne forvente, og således blev alle løfter indfriet. Så håndværket var succesfuldt gennem en kombination af kommunikation, erfaring og lave forventninger.

Ved første øjekast virkede det kreative arbejde nærmest ikke-eksisterende. Det kan man diskutere for og imod, men alle der deltog kunne nok med sindsro sige, at alt de så var set før, og der var intet revolutionerende i det.

Men det er indtil man graver lidt i arrangementet og kigger bag kulisserne. For filosofien bag scenariet var nemlig meget spændende, og – i al fald set med mine briller – nyskabende.

Ja- og Nej-scenarier

Traditionelt set når vi laver scenarier laver vi det vi i kontrast til dette vil kalde “nej-scenarier”. Vi bruger en utroligt masse af vores tid som spildesignere og planlæggere med – når vi interagerer med potentielle spillere – at sige nej til deres ideer, typisk fordi de ikke passer ind i visionen. Det bygger på, at der nu om dage er en vis konsensus om, at et scenarie bliver bedst, når der er en stærk ide – eller koncept – bag scenariet som alt i scenariet styrker på den ene eller den anden måde.

Så hvis vi har et scenarie der foregår i en søvnig landsby i Warhammer, så nytter det ikke noget hvis Grand Theogenisten for Sigmar, et regiment Zweihänders, den lokale Valggreve, Vlad von Carstein, Ærkemagisteren af Lysets Orden i Altdorf, 3 steam tanks og en Ultramarine Terminator alle deltager i scenariet – og de sidste 5 deltagere er landsbyboere. Arrangørerne er nødt til – hvis de ønsker at portrættere en søvnig landsby i Warhammer – at sige nej til en masse ideer.

Erstatningsscenariet var omvendt. Det var et “ja-scenarie”. Scenariet var designet således, at uanset hvad spillerne kom og gerne ville spille, så fik de Ja. Måske fik de nogle ting hægtet på – nogle begrænsninger eller opgaver eller lignende – men grundliggende fik de lov at lave det de spurgte til.

Denne filosofi er interessant både fordi den bryder med de eksisterende måder at lave scenarier på og derfor giver stof til eftertanke men ikke mindst fordi den faktisk formåede at give et interessant scenarie. Eller snarere; det ødelagde ingenting – hvor meget det reelt bidrog med ved jeg ikke, udover at de enkelte deltagere måske var bedre tilpas, fordi de fik lov at spille lige præcis det de havde lyst til.

Det øvrige

Der var lidt uklarhed om starttidspunktet, men ellers gik det i gang som planlagt. Det blev lidt kortere end hensigten, men scenariet kulminerede fint hvor det stoppede, og jeg tror alle var trætte og klare til at stoppe.

De tre S’er var irrelevante grundet scenariets længde og design, og den øvrige logistik (den smule der var) forløb uden nogen form for problemer.

Scenariet udmærker sig her mest af alt ved at der faktisk ikke rigtig er noget at sige om det.

Overordnet

Jeg havde en underholdende dag. En stor del af dette skyldtes at vi kunne underholde os selv internt i gruppen, men interaktionen med de andre grupper forløb også fint, og vi kunne naturligvis ikke have været den foruden. Arrangørerne leverede det de lovede, og det skabte spil nok til dagen.

Selvom det måske aldrig kommer til at stå som den bedste rollespilsoplevelse i mit liv så var det sjovt, underholdende og tiden værd, og jeg var glad for at deltage.