Dungeonlive

Dette er, tillige med et par øvrige artikler, en del af mit løbende projekt med at få alle mine gamle anmeldelser af scenarier jeg har deltaget i ind i bloggen. Det bliver langt fra alle da mange af dem har ligget på fora der ikke længere findes, men de af dem jeg har kunnet finde kommer her.

Før jeg går i gang med evalueringen vil jeg lige beskrive udgangspunktet: Egentlig ville jeg ikke have deltaget, da scenariet faldt på et, for mig, uheldigt tidspunkt. Jeg lod mig dog overtale til at være med til at organisere en gruppe i slutningen af oktober, og fik mig tilmeldt i starten af november. Derefter var vores gruppe ellers ramt af det ene uheld efter det andet og ikke mindre end 3 personer der først havde meldt helt klart ud at de ville deltage, måtte efterfølgende melde fra, hvilket gjorde, at vi i sidste ende kun var fire der drog afsted. Dette har gjort at min entusiasme i perioder har kunnet ligge på den smalle side af et frimærke, og har sikkert præget min opfattelse af arrangementet. Så er I advaret.

Jeg har overvejet hvilken måde der var bedst til at evaluere det, og jeg har besluttet, at jeg kort vil beskrive forløbet overordnet og derefter vil fremhæve gode og dårlige ting.

Forløbet

Forberedelse

Som allerede beskrevet havde vi en del problemer op til arrangementet med i det hele taget at samle en gruppe. Vi har vel haft fat i 7-8 forskellige personer udover de fire der endte med at tage afsted, og det har taget mange ressourcer, som kunne have været brugte bedre (f.eks. på at lave udstyr). Derudover kunne vi først lave vores karakterer endeligt få dage før arrangementet, idet vi ikke helt var klar over, hvornår den sidste udgave af reglerne var klar.

Fredag

Tre af os rejser fra Aalborg (og Hjørring) mod København med al vores baggage – i tog. Ret besværligt, men det eneste der var økonomisk overkommeligt. Overnatter hos den fjerde spiller i København.

Lørdag

Tager S-toget til Køge med al vores ragelse. Går til spillestedet, og ankommer lige lidt i 11 (som var mødetidspunktet). Vi bliver klar over, at vi kommer som de første spillere, og at arrangørerne ikke helt er klar til at modtage os, men vi får en snak med Claus. Vi går rundt i cirkler om os selv en time eller sådan noget. Derefter får vi lidt briefing og triller rundt og laver ingenting i lidt længere tid. Efter lidt længere tid bliver vi sendt ind i “landsbyen” (som var et telt, som iøvrigt var alt for lille). Her opdager vi at kroen har ingen mad, vand men ingen krus og pludselig er vi 20 eventyrere inden i et alt for lille telt. Og inden vi rigtigt når at falde i snak med de andre eventyrere bliver vi kaldt ud af landsbyen og ind for at spille bordrollespil.

Så spillede vi rejsen til landsbyen som et simplificeret bordrollespil. Selvom reglerne var lidt fjollede, så var det meget underholdende, og var faktisk med til at få os godt ind i karaktererne. Efter nogle timer (vil jeg gætte på) skulle vi tilbage til liverollespillet selvom vi ikke var færdig med at rollespille rejsen, for at besøge en “magic item shop” i landsbyen. Her stødte vi ind i en anden eventyrgruppe, og endte i kamp med dem (da undertegnede, som cleric of tyr, finder ud af at den anden gruppe indeholder en cleric of bane). Vi får læsterlige prygl, idet vi i praksis ender i at kæmpe 2 mod 5 (en af vores folk bliver fanget i teltet som falder sammen, den anden bliver ramt af et skjold i hovedet). Efter at vi har kommet os kommer vi, endnu engang, i konflikt med disse folk udenfor dungeonen, denne gang 2 mod 6, og vi får sjovt nok tæv igen.

Herefter kom vi retur til bordrollespillet og skulle spille resten af rejsen til dungeonen, noget af et antiklimaks . Derefter sad vi og ventede nogle timer, inden vi blev kaldt til dungeonen. Det var dog for tidligt, og vi kom i stedet ind i NPC bunkeren (som var varm, modsat det sted vi havde opholdt os den øvrige del af dagen). Efter en halv time kom vi endelig ind i dungeonen og gik igennem den (jeg antager det tog et sted mellem 2 og 3 timer, uden helt at vide det), og besejrede, som de gode helte vi nu engang var, slutbossen til sidst.
Dernæst spillede vi lidt NPC’ere for at lette den hårdt pressede NPC-gruppe indtil de to eventyrgrupper bag os var kommet igennem.

Til sidst drak vi lidt øl, blev klar over at der alligevel ikke gik nogle nat-s-tog, og en flink NPC gav os et lift efter han havde låst lokationen af (der måtte ikke overnattes der), således at vi var hjemme klokken 4 om natten.

Søndag

Tager hjem med toget om formiddagen. Kommer hjem klokken 19 og er ret træt. Har ret ondt af arrangørerne, der er i gang med at rydde op – stadigvæk.

Skidt

  • Information fra arrangører til spillere. Jeg ved dårligt nok hvor jeg skal begynde her. Informationen var for uklar, for sen, for svært tilgængelig og for mangelfuld. Jeg tror ikke jeg har deltaget i et scenarie med så lavt et informationsniveau i nyere tid… måske nogensinde. Det mest fremtrædende kritikpunkt var naturligvis at reglerne kom alt for sent i deres endelige udgave. Dernæst var der for mange ting som kun blev postet på forummet, hvilket ikke er specielt tilgængeligt, og jeg mener ikke man kan forvente, at alle spillere læser alt igennem på forummet. Der var usikkerhed om nogle meget basale ting – Er der mad? Er det indenfor eller udenfor? Hvor lang spilletid får vi? Måske stod alle oplysninger beskrevet klart et sted, men jeg mistede i al fald overblikket undervejs. Og så fik vi intet deltagerbrev – ikke engang en mail der sagde “Ja, velkommen til scenariet. Her er de vigtigste oplysninger kopieret fra hjemmesiden fordi vi godt ved du er for inkompetent til selv at læse det igennem for at finde de vigtigste ting”. Selv sådan en mail havde været værdifuld.
  • Planlægning. Mit andet store kritikpunkt går på arrangørernes planlægning. Der var rigtig mange ting der ikke blev som arrangørerne havde ønsket, og en del af dem skyldtes ting der dukkede op i sidste øjeblik. Men der var også mange af de ting der dukkede op i sidste øjeblik som man kunne have garderet sig imod ved planlægge grundigere og tidligere. Jeg ved ikke hvordan arrangørerne har arbejdet, men jeg fik indtrykket af, at en relativt stor procentdel af arbejdet er blevet udført lidt for sent og derfor både en anelse dårlige end de selv ønskede, og med større følsomhed overfor uforudsete begivenheder. Det er mit indtryk at arrangørerne i en del henseender har undervurderet arbejdsopgavernes omfang og når man så derudover bliver ramt af nogle uheld, så falder en stram tidsplan meget, meget let.
  • Mad. Jeg havde fået det klare indtryk der var mad til scenariet. Når hjemmesiden angiver et arrangement på ca. 11 timer, så tillod jeg mig at forvente, at der var en eller anden form for mad, deriblandt noget rimeligt solid kost. Fra jeg ankom og til jeg var færdig med dungeonen fik jeg 2 skiver toastbrød med hhv. kødpølse og leverpostej, noget slik og cola. Efter dungeonen fik jeg nogle skiver rugbrød, men det var noget skuffende. Jeg kunne godt acceptere at det var vores eget ansvar at sørge for mad, så skulle det bare have været meldt helt klart ud. Så havde vi sikret os, at vi havde haft noget ordentlig mad.
  • “De små ting”. Det er måske en lille ting at hive frem (pun intended), men de små ting er vigtige hvis man vil gøre et scenarie rigtig godt. Med så kort reel spilletid så skal de små ting være iorden undervejs, for spiloplevelse skal være god den korte tid man er på. Og der manglede mange af de små ting. Jeg vil ikke trætte folk med at remse dem op, men der var relativt mange gange jeg tænkte på en ting som enten var lovet som ikke blev til noget, eller som kunne have været lavet bedre. Jeg ved godt at man kun kan nå så og så meget med de ressourcer der er til rådighed, men ens ambitioner og løfter skal også stå til mål med de ressourcer man i kan forvente der er til rådighed.
  • Blanding af bordrollespil og liverollespil. Ideen er som sådan rigtig god, men der skal kun være et skift – og det skal gå fra bordrollespil til liverollespil. Det andet fungerer ikke. Vores skift hed live-bord-live-bord-live og det fungerede slet ikke. Men ideen var god, og blev det gjort rigtigt, kunne det blive enormt fedt.

Godt

  • Lydhøre og hjælpsomme arrangører. Når man snakkede med arrangørerne var de venlige og lydhøre – grænsende til det uhyggelige. Nej spøg til side, så fremstod de som de perfekte arrangører i optræden. Der blev aldrig vrisset over folk der brokkede sig, og de var altid hjælpsomme. For nogle mennesker er det måske ligemeget, men det er noget der både betyder meget for mig, og gør et godt indtryk.
  • De folk jeg spillede sammen med. Ja, det er en egentlig en lidt ussel ting at nævne når jeg nu ville evaluere scenariet, for det er som sådan ikke arrangørernes ansvar, men det interne spil vi havde planlagt kørte godt, og det bidrog meget til min oplevelse af arrangementet. Scenariet havde bare ikke været det samme hvis jeg ikke havde haft Leopold at holde på dydens smalle sti, min trofaste hawkwood som altid var parat til at ofre sig, og min højtelskede rejsekammerat, som dog hele tiden var på tværs overfor Leopold.
  • Dungeonen. Jeg kan sige lige så mange gode ting om dungeonen som jeg kan sige skidt om informationen. Ah, næsten. For den var fantastisk. Jeg følte mig fuldstændig som en rigtig eventyrer mens jeg bevægede mig gennem den. De opgaver der var undervejs, var en god blanding af alle mulige opgaver, som gav plads til alle typer af roller, og fordrede samarbejde. Der var både snak, kamp og gåder og rig lejlighed til at spille sin rolle – i langt højere grad, end jeg havde troet. Jeg havde kun to kritikpunkter, og begge er negligerbare; Det ene var at den var bygget af paviliontelte. Selv i mørke var det ikke helt kønt, men det var bestemt acceptabelt og jeg bemærkede det for det meste ikke. Det andet var, at den var for kort – fordi det var der det fede spil var. Den måtte gerne have været dobbelt så lang. Men okay, det vidste jeg jo godt var urealistisk, og den føltes også længere end jeg havde frygtet. Jeg har indtrykket af at det var lagt rigtig meget arbejde i dungeonen, og det er mit indtryk, at det var det værd.
  • Rigtigt gode koncepter. Konceptet er godt, solidt og underholdende, hvilket jo er grundstenen i et godt scenarie. Og det virkede i praksis, omend der er plads til forbedringer.
  • NPC’erne. Nogle stak af, men der var også en del der blev. Og de har knoklet, det er jeg ikke i tvivl om. Ærlig talt må det have været en lortetjans på mange områder. Jeg skulle have penge for at lave det de gjorde – for meget af det kan ikke have været særligt spændende. Så til dem der blev og gjorde det til en fed oplevelse for os andre – stor respekt. Og til dem der blev og ryddede op – jeg er imponeret.
  • Prisen. Jeg er lidt i tvivl om jeg synes at prisen var god eller ej. På en gang har det her været det dyreste scenarie jeg nogensinde har spillet når man kigger på effektiv spilletid som var på ca. 3 timer vil jeg tro (her kigger jeg kun på selve dungeonen – det andet var ikke bedre end jeg kunne have fået til vores lokale månedskampagnie eller ved en almindelig omgang bordrollespil). Prisen har, inkl. transport og ekstraudgifter til mad og lign., ligget på omkring 400 kroner per time, og jeg synes det er en del penge (selv de dyreste weekendscenarier jeg har deltaget i har kostet under 100 kroner per time). Samtidig var de ca. 3 timer enormt fede, og var nok egentlig prisen værd. Derudover er jeg som sådan tilhænger af at scenarier skal være dyrere end de er nu om dage, og hvis den her pris er normen, så er det egentlig acceptabelt.

Konklusion

Alt i alt er det her nok det scenarie som jeg har deltaget i, som jeg har haft sværest ved at vurdere (hvilket også er noget af grunden til at jeg har skrevet så meget). For selvom dungeoncrawlet var super fedt (og det var jo det som det hele drejede sig om), så var der rigtig mange af de øvrige ting, som ikke var specielt fede. Kombineret med at det var min opfattelse, at en stor del af disse problemer og kedelige oplevelser i sidste ende kunne have været modvirket hvis arrangørerne havde planlagt bedre, så gav det en lidt ærgelig oplevelse af scenariet.

Konklusionen må være, at hvis informationsniveauet havde været på niveau med et gennemsnitligt scenarie, og hvis arrangørerne havde planlagt nogle af de logistiske opgaver der ikke direkte relaterede til dungeonen noget bedre, så havde scenariet nok havnet over middel i forhold til de andre scenarier jeg har deltaget i.

I den aktuelle situation havner det dog et godt stykke under middel, af årsager som allerede er redegjort for ovenover. Jeg har ikke fortrudt jeg deltog, men jeg ville ikke sige til de folk fra Aalborg der ikke deltog, at det var synd for dem.

På trods af dette vil jeg dog stadig gerne rette en tak til arrangører og NPC’er. Til NPC’erne fordi de har haft en hård wekend og alligevel gjorde det fantastisk, og til arrangørerne fordi de gider at arrangere et scenarie, og fordi de lavede en super lækker dungeonoplevelse!

2 kommentarer til Dungeonlive

Leave a Reply

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier