Der er også begrænsninger…

Jeg er stor fortaler for at man udfordrer sig selv. Her tænker jeg ikke bare på rollespil, men sådan i livet generelt. Hvis man aldrig udfordrer sig selv så bliver man kun langsomt bedre og opdager ikke nye evner, sider og muligheder ved sig selv.

Når det er sagt så mener jeg også man skal tage ved lære af sine udfordringer, og acceptere de grænser man opdager man har. Og nu begynder jeg at blive meget rollespilsspecifik igen – for det synes jeg der er forbløffende mange (eller måske bare meget markante) rollespillere, der ikke er gode til.

Mere specifikt tænker jeg på de rollespillere som, gang på gang, kaster sig ud i at lave noget der er for ambitiøst eller spille en rolle som de ganske simpelt ikke magter.

Jeg vil starte med at slå fast, at jeg, om muligt, er endnu stærkere modstander er det stik modsatte – at man altid spiller den samme rolle eller samme gruppe til alting (jeg har spillet andet end Niende Stirland til Krigslive – honest! :-)). Min erfaring er at mange af den slags grupper/personer har en eller anden form for alter-ego ting kørende med den rolle de altid spiller, og, hvis jeg skal være lidt grov, virker det for nogle personers vedkommmende som om de spiller den person de ville ønske de i virkeligheden var men ikke kan være når de er flaskedreng i netto. Jeg synes dog, heldigvis, der bliver markant længere mellem den slags spillere – i al fald der hvor jeg spiller.

Det skal heller ikke forstås sådan, at jeg mener at folk ikke skal udfordre sig selv eller aldrig kaste sig ud på dybt vand – for det er jeg som sagt stor fortaler for. Ellers er det jo netop altid den samme der spiller konge / præst / kaptajn / whatever, og det bliver jo kedeligt i længden for os allesammen, og man kommer aldrig til at udvikle sig på et personligt plan.

Nej, jeg snakker om den mellemgruppe af folk som den ene gang efter den anden forsøger at samle en gruppe på 50 mand / vil spille kalif / vil lave det vildeste udstyr og som, gang på gang, ikke har succes med deres projekt. Du kender helt sikkert et par stykker af slagsen.

Jeg har stor respekt for at disse folk gang på gang, på trods af manglende succes, ufortrødent kaster sig ud i noget de tidligere har fejlet med – helt oprigtigt! Det er en kvalitet man kan komme langt med, for hvis man giver op bare fordi man har modgang, så kommer man jo ingen vegne. Det er også en kvalitet man kan brække nakken på – for nogle gange når man møder modstand er det et tegn på, at man skal stoppe. Der er jo ingen der gentagne gange går ind i en mur i håbet om at den til sidst giver efter – de fleste begynder at lede efter en dør på et tidspunkt.

Det jeg egentlig gerne vil have er at disse personer – ja alle personer – efter der er noget der er mislykket, sætter sig ned og evaluerer over hvorfor det ikke lykkedes. Måske med en 1-2 folk der har fulgt processen udefra. Og lytter. Og tænker. Og på baggrund af det sætter sig nogle mål, som er mere realistiske. Det kan være ved at lave noget der er mindre ambitiøst, men det kan også bare være ved at flytte fokus over på nogle elementer der virkede godt til næste gang.

Hvorfor er det at jeg gerne ser at folk gør det? Det er der faktisk mange årsager til…

For det første er jeg bange for, at de folk som ikke finder deres begrænsninger ender med at knække nakken, miste modet og lade helt være med at lave noget. Og det vil være ærgeligt, for folk med engagement og gå-på-mod kan man aldrig få for mange af.

For det andet kan de bidrage negativt til oplevelsen under arrangementet for de andre deltagere. Hvis en af dem f.eks. skal spille konge men spilmæssigt ikke kan bære rollen, så ødelægger det spillet for alle de folk, som er i kontakt med kongen. Første gang man spiller en rolle man ikke kan bære er der ikke så meget at gøre ved – man er jo nødt til at lære det på en eller anden måde, og så ved man det til en anden gang. Men hvis men 2-3-4 gange spiller en lignende rolle som man stadig ikke kan bære virker det for mig respektløs for de øvrige spillere. Situationen er meget den samme hvis man f.eks. har lovet at stille en bestemt gruppe og heller ikke lever op til det.

Slutteligt vil den slags folk med tiden, desværre, blive udsat for social stigmata fra de øvrige folk de omgås i miljøet. De vil blive set som dårlige rollespillere, fantaster eller folk som ikke kan få tingene til at ske. Ikke fordi det som sådan er egenskaber de besidder, men fordi de vælger deres projekter forkert.

Så, bottomline, lær dine begrænsninger at kende. Vælg roller, grupper, medspillere og scenarier efter hvad du kan og ikke kan spille. Du skal sørge for at udfordre dig selv så du ikke gror fast, men du skal også acceptere de begrænsninger du finder både for din egen og de andre spilleres skyld.

Så bliver det sjovere for os allesammen.