Anmeldelse: Nemefrego

Kort men kontant; Nemefrego var ikke et godt scenarie for mig. Det var heller ikke et dårligt scenarie for mig, men snarere en mellemting. Jeg er dog overbevist om, at for en lang række mennesker var det en udmærket oplevelse og den overordnede historie scenariet endte med var ganske god.

Anmeldelsen her vil – som altid – fokusere på de ting der kunne gøres bedre snarere end de ting der fungerede godt. Den vil også indeholde nogle refleksioner der går lidt ud over scenariet, for jeg tror en del af mine kritikpunkter skal ses i et større perspektiv. Jeg vil også minde om, at alt jeg skriver er udtryk for mine egne holdninger og ikke nødvendigvis objektiv sandhed.

Mit Nemefrego

Jeg spillede hustrællen Hans hos stormandsslægten Stridsland. Hans fungerede som bogholder, administrator og forhandler for Stridslandsfamilien.

Den første dag startede vi med at præsentere de 4 kongedyder og få indledende dialog med flere af de andre stormandsslægter. Vi faldt hurtigt i dialog med Drachenfelt om giftermål mellem den unge frk. Stridsland og den yngste søn hos Drachenfelt – et giftermål der var acceptabelt i vore øjne, fordi vi kunne få ham gift ind i Stridslandslægten og bevare slægtsnavnet. Vi valgte dog at udsætte aftalen til dagen efter, da vi mente det var for tidligt at knytte os så tæt til en anden slægt og vi havde flere andre optioner vi ville undersøge – herunder et giftermål med et handelshus.

På andendagen forsøgte vi at få en dialog med Bakke-hviderne, som hidtil ikke havde givet meget lyd af sig. De var lidt svære at blive kloge på, og det tog noget tid. Det var også denne dag, at Edwin Drachenfelt blev stukket ned af overhovedet for Torgeir familien, og fejden var ved at bryde ud igen. I al hast blev den forhandlede ægteskabskontrakt underskrevet af Ebbe, og vi var klar til at støtte op omkring Drachenfelt, nu da de to familier skulle giftes. Fejden blev dog udsat til middag dagen efter nu da der skulle være bryllup. Brylluppet blev arrangeret uden spisning omkring klokken 8 om aftenen med 32 gæster. Det var en større affære hvor der blev givet mange fine og underholdende gaver.

Samme dag var den yngre herre Høgsholt faldet ud med hans moder, og hun følte sig truet på livet. Herren tog hende under hans beskyttelse, men hun blev stadig stukket ned af hendes søn. Denne skamplet på Stridslandsfamiliens ære endte med en duel som datteren tog og hun rensede familiens ære ved at tæve den unge herre Høgsholt.

Fruen bekendtgjorde denne dag også hendes kandidatur til posten som Konge, sammen med Toke Høgsholt, Sif Torgeir og Bjarke Bakkedal (eller var det dagen efter? Jeg er faktisk ikke helt sikker…).

Den sidste dag startede med budskabet om at Herren af Torgeir familien var blevet myrdet i hans seng og derefter af Ebbe Drachenfelt, hele hans hird og Ekild Stridsland – tidligere Drachenfelt – alle var blevet myrdet i deres senge som hævn omend det viste sig, at Drachenfelterne ikke stod bag Torgeir-mordet. Dette prægede dagen noget, og vi overvejede kraftigt at indgå i fejde med Drachenfelt som havde slået en Stridsland ihjel. Det endte dog i den anden ende i stedet; en aftale mellem Stridsland, Drachenfelt – nu med Ebbes uægte datter Saga Drachenfelt som overhoved, Torgeir og Høgsholt. Enkefru Stridsland blev gift med den unge søn af Torgeir slægten og dannede en ny slægt – Valdemar, efter den gamle kongeslægt. Enkefruen af Stridsland skulle være konge. Torgeir fik posten som Drost, Njal – ridder hos Høgsholt – som Marsk og Kansler titlen med udvidede rettigheder til Drachenfelt.

Selv da vi havde forhandlet denne aftale på plads – og Enkefru Stridsland var blevet gift igen – var det svært at få alle de involveredes endelige accept, så vi kunne bekendtgøre dette inden tinge. På tinge blev kongespørgsmålet behandlet først og efter et nederdrægtigt forsøg fra Torgeir på at snige sig udenom aftalen endte det med at Katrina Valdemar blev konge af dalen.

Herefter fulgte behandling af en masse andre punkter hvoriblandt Enkefru Drachenfelt (efter Ebbe) stak til skovs med hendes troldeunger, Toke Høgsholt blev henrettet for mordet på hans moder, hædermandslogen opløst og en enkelt derfra henrettet. I efterdynningerne af dette blev der genforhandlet fordeling af poster hos hoffet og Sif Torgeir blev drost, Bjarke Bakker blev Marsk og Saga Drachenfelt Kansler, med Nicolaus som hendes formynder (frigivet som træl og optaget i slægten). Høgsholt slægten blev opløst da der ikke var flere levende familiemedlemmer og Njal blev overhoved for en ny slægt med samme jorder.

Der blev holdt en fredelig og fin kroningsfest og sent på aftenen begav kongen sig ud i skoven – hvor hun nær var kommet af dage. Rygtet gik også, at både hun og hendes tidligere ægtemand – Ekild – hver havde lovet deres førstefødte væk og hun ventede tvillinger… men det kom der ikke mere ud af den aften.

Min rolle

Som du nok bemærker af det jeg skriver ovenover beskriver jeg egentlig mest hvad der sker til scenariet og meget lidt hvad jeg lavede. Her kommer min første læring fra scenariet; den rolle jeg have lavet, var ikke for mig. Jeg havde alt for lille mulighed for at få de spiloplevelser jeg fandt interessante og var alt for ofte egentlig bare assistance for andre. Det skyldes en kombination af hvordan vores egen gruppe spillere, hvordan de andre stormænd spillede, hvordan folk så trælle og typen af scenarie.

Det jeg lærte var, at roller jeg skal spiller skal have direkte mulighed for at handle og indgå i klare konflikter eller have tilpas mange interessante karaktertræk at spille på. Den rolle jeg havde her, havde ingen af delene til dette scenarie.

En god del af årsagen til, at jeg ikke havde en god oplevelse var helt sikkert at finde i min rolle i kombination med scenariet, og jeg kunne have haft en markant bedre oplevelse som familiemedlem eller hvis enkelte elementer i scenariet havde været anderledes. Jeg tror det var svært at vide på forhånd, men det er en lektie til mig selv til næste gang.

Statusbaseret konfliktscenarie?

Nemefregos tagline var “Statusbaseret konfliktscenarie”. Det var også et centralt element til Khypris År 1. Og ligesom til Khypris lykkedes det kun i begrænset omfang og blev i stedet for meget et intrigescenarie. Det har jeg tænkt meget over hvad årsagen er til.

Jeg kan starte med at spørge, hvem der klart kan definere forskellen? Jeg tror mange har svært ved at sætte ord på. Jeg er først selv blevet rigtig bevidst omkring forskellen efter scenariet.

Som jer ser det, er det centrale karakteristika med et statusbaseret konfliktscenarie, at man gør ting åbent og tydeligt. Man markerer sig. Man handler. Når man taler (offentligt) er det kort, og ellers forsøger man hele tiden at markere sig. Man argumenterer ikke så meget som man bare gør. Næsten sådan en “al PR er god PR” tilgang. Man forsøger ikke at løse problemer, man forsøger at skabe dem. Ved et intrigescenarie er kunsten derimod, at holde ting i det skjulte. Hemmelige aftaler, forræderi, den der er synlig risikerer at komme i klemme, den usynlige vinder hvis han spiller sine kort rigtigt. Man løser de udfordringer, der står i vejen for at vinde.

Så; synligt & konfliktsøgende kontra hemmeligt & problemløsende.

Der var alt for få ting, der foregik synligt. Vi – i Stridsland – var heller ikke perfekte og de ting der virkede var for det meste ting, vi havde forberedt og snakket igennem på forhånd. Vi holdt altid møder hos os selv i det åbne og vi bad basalt set aldrig folk om at gå. Vi forsøgte at annoncere alle større beslutninger i byen ved Råber. Vi lavede præsentationen af kongedyderne, for at markere os. Men vi havde også for mange aftaler vi var for sløve til at bekendtgøre, og vi kunne godt have handlet tydeligere med nogle af de ting vi gjorde. Og vi markerede os også for lidt “offentligt”. Jeg mener dog vi hørte til i den bedre del af stormandsslægterne og når vi ikke gjorde det godt nok, så siger det jo noget om hvordan det fungerede som helhed.

Det leder mig til min næste pointe; nemlig at det er pissesvært. Det er så langt fra vores vaner som rollespillere; når vi skal forhandle foregår ting fordækt. En del af dette er vaner fra andre typer af historier – bøger, film, mm. – en anden del er vaner fra andre scenarier. Det kræver en bevidst og målrettet indsats at gøre op mod, og det er ikke let.

Min sidste pointe omkring statusbaserede konfliktscenarier er spørgsmål om hvordan det skal fungere i praksis, hvordan “vinder” man egentlig? “Vinderkriterierne” bør være at opnå ingame status. Men det er bare en utrolig svær størrelse. For det er uhyre svært ikke at forbinde ingame status med offgame status. Eller at man metagamer og tænker at “de og de spiller sejt, og derfor skal de vinde”. Problemet her er jo også, at status er en kulturel/social ting, så afhængig af hvilke normer folk bruger til vurderingen, kan en type af handling tolkes forskelligt. Kort sagt er det svært at blive enige om hvad der er “det fede” at gøre. Eller sagt på en anden måde – vi kan ikke allesammen kører det konfliktsøgende og synlige helt ud uden det på et tidspunkt ophører med at give mening.

Jeg synes det er spændende at arbejde med statusbaserede konfliktscenarier. Men det er svært at gøre rigtigt og utroligt svært at tage derhen, hvor det er den måde alle tænker på og handler efter – i en grad hvor jeg tvivler på, om det kan lade sig gøre til større scenarier før end større mængde “uddannelse” har fundet sted.

Slutteligt kan man også altid pege på arrangørerne. Verenas plads fra Khypris I var fantastisk, fordi den synliggjorde en masse ting. Der manglende en lignende plads her. En Råber – som der kom senere i scenariet – gjorde det også meget, meget lettere at gøre handlingerne synlige, og burde have været en høj prioritet. Slutteligt burde man have lagt endnu flere kræfter i at være sikker på, at folk forstod ikke bare den overordnede handling men også  formen (statusbaseret konfliktscenarie) scenariet skulle spilles på.

Trælle

Ideen med trælle som dygtige, betroede tjenere var fin. For mit eget vedkommende synes jeg ikke rigtig det fungerede. Jeg kunne have gjort det samme – måske endda med mere frirum – som frimand ansat af familien eller som familiemedlem. Jeg tror mange ikke havde forstået hvordan det skulle fungere, og jeg tror heller ikke det fungerer godt til et statusbaseret konfliktscenarie fordi det drejer sig mindre om forhandlinger og mere om handlinger. Og hvor en træl med rette kan forhandle på vegne af sin herre, kan han ikke handle.

Hovedpersoner

Jeg deltog ikke til de gamle Nemefrego-scenarier. Mit første scenarie fra Einherjernes hånd var Dalens Døtre – altså det første efter Nemefrego-serien. Nemefrego gav mig dog en del flashbacks til elementer, jeg ikke var så glad for ved Dalens Døtre og et af dem var at scenariets overordnede tema gjorde, at en god del af spillet var centreret omkring nogle få hovedpersoner – stormændsfamiliemedlemmerne.

Netop fordi formen var (burde være) handlingsbaseret, er det svært at inddrage en masse yderligere folk som andet end hjælpere og statister. Der var for mange ting der i sidste ende drejede sig om stormændene skulle dit og dat og som ingen andre kunne gøre. Jeg havde det bedre end de fleste tror jeg, men kedede mig alligevel i lange perioder og selvom jeg offgame snakkede med familiemedlemmerne i vores familie, var det svært for os at finde en vinkel hvor jeg kunne inddrages mere i det spændende spil.

Jeg tror egentlig, at et scenarie der handler om at finde en ny kalif enten alene skal indeholde kalifkandidater og deres nærmeste betroede eller skal indeholde en eller flere parallelle historier, som alle andre direkte involveres i.

Skoven

Skoven var et af de andre elementer der for mig mindede mig meget om gamle dage. Selve mytologien og effekten af skoven var god, men for mig – og flere af dem jeg var i gruppe måde – blev det oplevet som et lukket spil for dem der i forvejen var i centrum – stormændsfamilierne. Måske var der andre der havde en anden oplevelse, men jeg havde det klare indtryk at jeg ikke havde nogen årsag til at gå derud, og jeg snakkede med flere der forsøgte at involvere sig i det derude, der blev afvist.

Jeg synes skoven er et fedt element. Men jeg synes man enten skal arbejde aktivt med, at flere kan engagere sig (eller ved hvordan de kan engagere sig) i den foruden dem, der allerede har nok at lave eller overveje hvor mange kræfter og fokus der skal lægge på den.

Et godt eksempel på noget der involverede og relaterede til mange var de troldebørn enkefru Torgeir fødte – de skabte nemlig underholdning og spil for mange. Flere af den slags elementer vil gøre skoven relevant for flere. Hemmelige quests til ridderaspiranter hvor de skal gå alene ud og lave byttehandler er også fede, men er bare mere fedt spil til dem, der allerede har nok at lave.

Soveposemord

Mit sidste flashback; soveposemord. Det lader til, at overhovedet for Torgeirfamilien skal soveposemyrdes. Det blev denne gang fulgt op af en oprydning i Drachenfeltslægten. Ingen af delene var i sidste ende spilskabende. Jeg behøver næppe at sige, at det var ugennemtænkt og jeg tror at alle involverede er klar over, at det ødelagte langt mere spil end det skabte, så nok om det.

Efter valget

Efter tinge og valget af konge gik spillet i stå. Alle konflikter blev løst, alle fik noget, alle blev glade. Der var basalt set 5-6 timer med fred og fordragelighed – alt det vi ikke var kommet for. Vi var selv uforberedt på at vi endte med kongemagten og havde derfor ikke gjort os nogle tanker om hvordan vi kunne smide grus i maskineriet derfra og var ikke gode nok til at improvisere. Jeg var nok også selv havnet lidt for meget i “intrigemode” og forsøgte at konsolidere magten i stedet for at skabe splid omkring den.

Vi skulle som spillere have tænkt nogle tanker til hvad vi kunne gøre. Arrangørerne kunne også godt have forberedt noget der kunne smide grus i maskineriet. Under alle omstændigheder var det ærgerligt, at den sidste del af scenariet var lidt for meget hygge og fest og lidt for lidt action.

Deltagerantal og “liv i byen”

Vi havde en klar plan om at frekventere kroerne om aftenen men til vores overraskelse var de ret døde. Rævegraven var det eneste sted hvor der var lidt stemning. Jeg tror det skyldes, at deltagerantallet ikke var større. Generelt kan man sige det samme om livet i byen i det hele taget; deltagerantallet var lige under den kritiske grænse for velfungerende.

Mad

Maden til scenariet var udmærket grænsende til god i perioder, men var alt for knap. Der manglede udvalg til morgenmad og de portioner man fik til aftensmad var meget sparsommelige og langt fra den sædvanlige standard fra Einherjerne. Det er mit indtryk at det skyldes at scenariet var lidt for lille i forhold til budgettet, men det hjælper jo ikke meget. Havde vi ikke selv haft mad med, tror jeg vi havde manglet ordentligt morgenmad og også haft problemer med frokost.

Kommunikation

Kommunikationen op til scenariet var mangelfuld. Spillerbreve mm. kom relativt sent, og der var radiotavshed fra scenariet i lange perioder. Jeg havde stor tillid til arrangørgruppen og det generede mig derfor ikke så meget, men jeg ved at folk der ikke havde det på samme måde, undrede sig over det.

Tilsvarende fik hjemmesiden mange steder hårde ord med på vejen. For mig personligt gjorde det ikke så meget for jeg havde af mundtlig vej en god ide om hvad scenariet skulle handle om, men jeg ved der var flere for hvem det var et centralt element i deres deltagelse (eller mangel på samme).

Tidligere deltagerbreve og en bedre hjemmeside havde noget gjort folk bedre forberedt og skaffet flere deltagere.

Erfaringsniveau blandt deltagerne

Det her drejer sig mindre om scenariet som sådan og mere en refleksion omkring forventninger og mig som rollespiller i forhold til scenariet.

Det er efterhånden snart 18 år siden jeg spillede mit første liverollespilsscenarie, og det er 12 år siden jeg første gang arrangerede. Jeg har 40+ større scenarier på bagen som spiller og arrangør. Alligevel har jeg i mange år ikke regnet mig selv som en af “de gamle” men snarere en “mellemgeneration” mellem de unge og de gamle. Til Nemefrego gik det op for mig, at jeg er en af de gamle nu. Det var faktisk lidt en overraskelse for mig da det gik op for mig for folk omkring mig spillede som havde de mange års erfaring – og for flere af dem var det først på bagkant af scenariet jeg blev klar over, at de var relativt nye i rollespilsregi. Stor ros til mange af de nye spillere som virkelig gjorde det fedt!

Men tilbage til reflektionen; jeg bør i højere grad tænke ind i hvad jeg gør, siger og forventer af mine medspillere, at jeg har mere erfaring. Selvom de virker som om de er solide spillere kan jeg ikke nødvendigvis antage, at de har samme erfaring som jeg. Jeg bør være bedre til acceptere, at det betyder at nogle ikke gør det jeg mener er det optimale i alle situationer.

Tak til

Arrangørerne for at lave et scenarie. Jeg ved det er hårdt arbejde.

Simon for vores forhandlinger, som var det bedste spil jeg havde til scenariet.

Drachenfelt gruppen for at være dem, der spillede scenariet mest som jeg mener det burde, og spille rigtig meget fedt spil med vores gruppe.

Goderne; for at lave utroligt mange spilskabende elementer folk kunne spille på og for at tage

Høgsholt familien; for at lave et fedt koncept  med “mors dreng” og spille det igennem.

Rævegraven; for at lave legene som var en aktivitet, der var god for spillet.

Opsætterne; for at sætte byen op, så vi alle kan lege.

Stridslandsgruppen; for – som altid – at være dejlige at spille med på alle mulige måder.

Afrunding

Nemefrego var ikke et godt scenarie for mig. En del af dette skyldes min egen forberedelse og præferencer, en del skyldes at flere af spillerne ikke spillede statusbaseret konfliktscenarie og en del skyldes at flere elementer ikke understøttede det på forhånd beskrevne scenarie.

Scenariet led under lidt for få deltagere og et håndværk der var over middel, men ikke imponerende. Jeg synes den overordnede historie var god, omend jeg var selv ringe underholdt. Jeg anerkender dog, at mange andre var godt underholdt.

30 kommentarer til Anmeldelse: Nemefrego

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier