Krigslive VII…

Krigslive VII har taget lidt tid at fordøje. For mig var det en lidt blandet oplevelse med ting der trak i både den ene og den anden retning, og derfor er det svært for mig sådan lige at sige sådan entydigt at det var en god eller en dårlig oplevelse.

Som ved sidste års Krigslive anmeldelse vil jeg starte med et oprids af handlingen (så godt som jeg husker den, det har en tendens til at flyde lidt sammen) og derefter tage de enkelte “områder” hvor jeg føler jeg har noget at sige, i den rækkefølge det nu falder mig ind.

Kort oprids af scenariet

Jeg spillede Menig Günther Grün fra Niende Stirland på Reikland siden.

Første dag startede med morgenmad og vi marcherede ud i terrænnet. Her blev vi placeret på et åbent område (hestefolden) og skulle dække angrebet på fæstningen. Her blev vi mødt af en fjendtlig kampgruppe som vi nedkæmpede.

Jeg har lidt svært ved at huske rækkefølgen af de øvrige ting den dag fordi tingene lidt flyder sammen, men jeg ved at vi senere havde en god træfning ved guldminen hvor vi (for første gang) gik ind i “dødsfælden” med stager fra flere sider og med de sort/hvide pikenerer som modstandere og – modsat senere – havde held til at vinde. Derefter marcherede vi mod fæstningen for at indtage den og den overgav sig lige som vi skulle til at marchere gennem porten i kampformation – nok primært takket være ostlands indsats over muren.

Jeg tror samme dag vi havde en træfning mere næsten ude ved Marienburgs lejr efter en meget, meget lang travetur – en træfning hvor vi fik stryg, delvist fordi vi var presset på plads.

Efter aftensmad foregik der ikke mere kamp, og der opstod en blanding af offgame og ingame lejrspil. Jeg gik til Zirania hvor jeg blev en smule skuffet over den lidt efterfest-agtige stemning der var. Heldigvis blev vi “lokket” ud i et baghold af nogle lejesoldater hvor vi fik tæsk og det kunne have været starten på noget skægt spil – bortset fra at da jeg kom retur til bordet var vores overfaldsmænd inviteret til bords af de øvrige medlemmer af regimentet og de forstod ikke rigtig da jeg fortalte dem hvad der var sket. Det vidste sig senere at være en misforståelse, men det ødelagde scenen for mig og de andre der havde været med derude (når nogen har hugget dig ned med skarpe våben og derefter bliver inviteret til bords af dine soldaterkammerater mangler sammenhængen i historien).

Næste dag startede med en træfning hvor vi blev (næsten) nedkæmpet efter at have ventet meget længe. Vi var også ude for noget af de mest uansvarlige jeg har set i Krigslives historie hidtil (og jeg har deltaget i samtlige 7), og vi var som regiment klar til ikke at gå i felten igen, hvis der ikke skete en forbedring. Det skal dog siges, at senere kom også den mest gennemførte undskyldning jeg har set til Krigslive til dato, så det vejer det til dels op.

I samme træfning mistede vi den sort-gule averland baret der sad på kraniet på vores flag til nogle averlændinge, og det blev starten på noget fedt lejrspil med Averlændingene. Først voldbold der naturligvis endte med trukne knive og overfald, og derefter en generelt morderisk stemning i lejren resten af dagen der indtil flere gange udviklede sig til trukne knive og kampe mellem de menige i regimenterne.

De resterende træfninger den dag var gennemført kedelige. Vi kæmpede ved guldminen og ved hestefolden, men begge træfninger var “ens” – vi gik ind i en situation hvor vi var omringet fra tre sider af stager og – naturligvis – blev vi hugget ned. Det er okay at gøre noget så håbløst dumt, det er bare kedeligt at gøre det flere gange.

Derefter var dagens kampe ovre, og lejrspillet var lidt som dagen før bortset fra at folk var endnu mere trætte end før og der var lidt mere offgame. Vi fik dog kickstartet lejrspillet og det kørte fantastisk – omend måske i lidt for højt tempo og lidt for overdrevent – men hellere det end at det gik helt i stå. Det endte med at en flok af os gik til Zirania som også i høj grad var ramt af efterfeststemning, men vi formåede at have sjov den tid vi var der, og vi gik tilbage i seng.

Søndag var en sløv dag, og det eneste der rigtig skete (og folk orkede) var den sidste træfning. Kløften var et flot sted at kæmpe, men kampen var kort og ikke særligt spændende – og at Hochland sluttede sig til Marienburg virkede både lidt fjollet og var helt sikkert medvirkende til at kampen blev kort.

Det var – så godt som jeg husker det – scenariet opridset i korte træk med et par enkelte kommentarer. Herefter vil jeg forsøge at tage fat i de enkelt områder bl.a. med udgangspunkt i mine forventninger.

Narrativ fortælling

Hold nu op med at buzzworde jeres livescenarier… please? For 5 år siden var det højeste mode hvis man kunne få lov at spille så hverdagsagtigt og kedeligt rollespil som muligt med stor fokus på de historiske detaljer. Nu er fokus så på fortællinger og de skal være så spændende og interessante som muligt.

Problemet er bare, at sådanne buzzwords ofte ikke bliver fulgt op af handlinger til at understøtte det. Det samme med den “narrative fortælling” og “fokus på den enkelte person” til Krigslive VII. Jeg havde absolut ingen fornemmelse for den historie der blev fortalt og arrangørerne havde intet gjort for at sætte fokus på den enkelte rolle.

Jeg havde heller ikke forventet andet men jeg synes alligevel det bør nævnes – den overordnede historie var usynlig og alt fokus på den enkelte rolle måtte komme fra den enkelte spiller selv. Det sidste tror jeg ikke kan gøres anderledes til Krigslive, hvorimod det første godt kan lade sig gøre – det kræver bare ekstremt fokus fra arrangørerne at sikre, at det kommer ud til alle spillere hele tiden.

Fæstningen

Var rockerfed at se på. Jeg kom aldrig til at kæmpe omkring den så jeg har ikke nogen god ide om hvordan reglerne fungerede så det vil jeg undlade at tage stilling til.

Men jeg ved, at den ret hurtig blev ligegyldig i spillet. Der var ingen fordele i at holde den. Hvis man ville overnatte der, skal man slæbe hele sin lejr derind. Der sker intet når man sidder i den.

At lave en fæstning skulle afprøves på et tidspunkt og ingen tvivl om, at det blev gjort gennemført. Min konklusion er, at arbejdet det har kostet ikke står mål med den ekstra værdi det har tilført scenariet, når det ikke som sådan tjente en speciel funktion i spillet. Og alle de sikkerhedsregler der var omkring fæstningen gjorde, at det – i al fald for en der ikke har prøvet det – virkede lidt handicappet.

Hvis der skal være en fæstning til et Krigslive en anden gang skal den have en vigtig spilmæssig betydning. Ellers kan det være ligemeget.

Logistik

Logistikken gik overordnet godt, med et par mindre glitches. Jeg synes det var ekstremt upraktisk at man ikke måtte køre ned til lejren i bil til nedpilningen – det kostede os nok en time vi var senere hjemme. Der var også mad der kom for sent og mad der var for kedelig. Men det var småting – vi var ikke sultne eller tørstige.

Toiletterne var til gengæld en fornøjelse. De lugtede ikke og de var ikke overfyldte. Jeg tror aldrig jeg har skidt så meget til et scenarie.

Alt i alt viste arrangørerne at logistik var deres klare force, og de håndterede alting uden større problemer.

Grejscenarie

Krigslive VI var et grejscenarie. Krigslive VII var som sådan ikke bedre. Forskellen var dog, at det var let at bygge videre på “gammelt” udstyr. Gode eksempler var Niende Stirland, en god del af averlændingene, pionererne, ostlændingene og sikkert også en del af talabeclændingene – og måske endnu flere. Personligt har scenariet kostet mig – inkl. transport, nyt grej, osv. – under 2000 DKK modsat omtrent 13.000 sidste år. En klar forbedring. En stor del af dette skyldes, at jeg har haft alt påkrævet grej i forvejen.

Et ønske til arrangørerne for KLVIII – sørg for, at mindst den ene side genbruger et allerede brugt Krigslive hær-koncept. Det gør det lettere at lave noget visuelt flot uden at skulle slide sig halvt eller helt i stykker.

Koordinering mellem siderne

For første gang nogensinde var jeg ikke officer til et Krigslive, så mit indblik her er måske præget af, at jeg de øvrige gange har været bedre informeret. Men det virkede for mig som om koordineringen var dårligere end til alle de øvrige Krigslives jeg har deltaget i.

Vi gik ofte i felten for at vente lang tid på vores modstander. Eller uden at vide hvornår – eller hvor – vi skulle møde vores modstander næste gang. Der var også gange hvor vi gik i felten kæmpede et slag og gik hjem. Ratio mellem gåtur plus ventetid (som ikke kunne bruges konstruktivt) og kamp var simpelthen for ringe, og ud fra hvad jeg ved skyldes det i høj grad manglende koordinering.

Som jeg ser det skal vi tilbage til modellen fra Krigslive I. Der skal ligge en fast plan – helt ned på klokkeslet – om hvornår der kæmpes hvor og den skal gives til alle (i al fald alle officerer og befalingsmænd). På den måde kan man maksimere sit lejrspil og planlægge præcis hvornår man gør hvad. Man bliver fri for at vente et ukendt tidsrum i terrænnet, skulle gøre klar med 2 minutters varsel eller marchere ned i lejren uden at vide om man er der 10 minutter eller 4 timer. Man ved hvornår man har tid til at rollespille og hvornår man bare skal have fokus på at være klar til at slås.

Hvad er argumenterne imod? Det strategiske element ryger ud af spillernes kontrol? Selv hvis vi leger at det nogensinde har været der (hvilket det mig bekendt aldrig rigtig har), så er det en leg for under 10% af scenariet. For de menige er det strategiske element alligevel ikke-synligt, så for dem er det lige fedt om det er planlagt 5 måneder i forvejen eller 5 minutter.

Historien bliver for forudsigelig? So what? Som det er nu, er der alligevel i praksis ingen historie der binder slagene sammen som giver mening og som alle kender. Resultatet af kampene er ligegyldige og vi går hjem efter kampene uden noget har ændret sig. Jeg vil hellere have en mere forudsigelig historie som jeg bliver fortalt og som giver mening end jeg vil have en uforudsigelig en der ikke hænger sammen eller som jeg ikke kender.

Hvis man vil lave lidt variation kan man lave en træstruktur – så afhængig af udfaldet af de enkelte slag kan det have indflydelse på de kommende slag. Men hele planen skal være lavet på forhånd.

Kampene

Var nok desværre ikke højdepunktet for mig. De var meget ensformige og vi kæmpede mange gange mod de samme regimenter (de sort/hvide pikenerer tror jeg vi kæmpede over halvdelen af vores træfninger mod). Jeg savnede større træfninger hær mod hær eller – i det mindste – mod forskellige kampgrupper.

Hvis vi kun kæmper kampgruppe mod kampgruppe så var der jo ingen grund til at samles 450 mennesker, vel? Så kunne vi vel nøjes med at samles 150 mennesker… eller mindre!

Rollespil / lejrspil

Vi havde en masse planer i Niende Stirland – og havde lavet en masse arbejde – for noget fedt lejrspil til Krigslive. For en del folk lykkedes det, men for mig personligt gik det ikke som planlagt. Jeg havde det skægt, men det planlagte spil bar ikke særligt meget af det.

Efter at have tænkt lidt over det er er jeg kommet frem til, at rollespil til Krigslive ikke kan være så krævende og nuanceret som til så mange andre scenarier, fordi man ganske simpelt er mere udmattet og bruger en masse krudt på kamp og march.

Til næste krigslive er mine egne pointere til rollespil derfor:

• Simple roller – ikke for mange nuancer, bare en håndfuld stikord der definerer personen. Jo mere ekstreme og karikerede jo bedre.
• Sort/hvid problemstillinger. Ikke for mange mellemting og komplicerede situationer, men banaliteter og simple relationer man kan (skal!) handle på.
• At lave noget på tværs af regimenter er meget svært og kræver, at man enten kender folk på forhånd eller har det aftalt. Det er svært at finde en “undskyldning” for at interagere med andre regimenter i lejren, fordi folk har en tendens til at holde sig for sig selv, og folk hurtigt bliver lidt semi-offgame i deres egen lejr.
• Konfliktspil med folk man ikke kender er også meget svært. Næsten uanset hvor provokerende man er, har folk en tendens til at ignorere en – endnu mere end normalt hvor det i forvejen kan være svært nok. At have nogle på forhånd aftalte konflikter og gerne forudbestemte tidspunkter man vil spille dem på hjælper en del.
• Hvis man rent faktisk slår en rolle ihjel i lejrspil – hvilket skete mange gange hos os – skal man have en god og let måde at introducere spilleren i en ny rolle overfor alle. F.eks. ved næste samling bliver vedkommende præsenteret som en ny rekrut. Så ved alle at den gamle rolle døde.

Fysik

Måske er dette mere fokuseret på vores egen enhed, men Krigslive er en sport. I al fald sammenlignet med hvad vi plejer at lave.

Et stort antal folk i vores regiment endte med ødelagte fødder, ankler og knæ – altsammen udenfor kamp. Det skyldes delvist at man ikke er vant til at røre sig men også at man ikke tager ordentligt vare på sig selv. Der er mange folk som – for deres egen fornøjelses skyld – til en anden gang bør overveje hvilke fysiske problemer de har og hvad de kan gøre for at sikre sig, at de ikke bliver et stort problem. Det er da træls kun at deltage i et halvt scenarie.

… og det helt uden at det blev Marchlive II…

En ekstra dags spil har også lidt at skulle have sagt her. Og det var jeg faktisk ikke stor fan af; for min skyld må vi gerne gå tilbage til 1½ dag i stedet for 2½ – søndag var alligevel spildt og vi var så trætte hen ad lørdag, at jeg kunne mærke entusiasmen for de sidste kampe var manglende.

Karakteristika for Marienburg

Marienburgsiden virkede som om den manglede en samlet vision. Det var lidt et sammenskrab af hvad folk havde lyst til. Det er måske fint planlægningsmæssigt, men var ikke så spændende at se til og det kunne være svært at se hvad der var venner og fjender, fordi mange regimenter stilmæssigt lænede sig op af Kejserriget (hvilket jo gav god mening som sådan, men gjorde billedet lidt mudret).

En samlet vision og et forsøg på at samle regimenter under den kunne være fint – i stedet for hvad der virkede som en blanding mellem Kejserriget og lejesoldater.

Sigmars Søstre

De skal have deres helt eget afsnit. Først og fremmest vil jeg sige at de leverede et gennemarbejdet koncept der var visuelt imponerende og deres spil var grundlag for en del underholdning – blandt andet al snakken om kætteriet (som for mit vedkommende blev udløst da jeg hørte de sang “Kranier til Tronen” og “Døden for Sigmar” hvilket begge ledte tankerne hen på Khorne hvorefter jeg advarede min sergeant og 3. linie blev vendt mod dem). Men en fed indsats giver ikke alene et afsnit i denne anmeldelse.

Nej, det jeg har oppe her er den ældgamle kønsdebat. For vi fik meget strenge ordrer inden spil på, at vi ikke måtte spille på deres køn… say what? Hed de ikke netop “Sigmar Søstre“? Og så skal vi ignorere deres køn?

Jeg mener… jeg forstår udemærket detaljerne i kønsdebatten, og vil gerne støtte at vi arbejder hen mod et mere ligestillet rollespilsmiljø. Men der er noget her der ikke hænger sammen. Når man vælger et spille en gruppe som netop defineres ud fra køn så kan man ikke i samme omgang bede om at der ikke må spilles på det! Det er lidt ligesom at spille “Negerregimentet fra Araby” og så sige, at man ikke må spille på hudfarven. Så spil da noget andet!

Jeg spurgte kort ind til det efter scenariet men der var ikke tid til en ordentlig snak. Jeg håber at høre at der ligger nogle fede tanker bag for lige nu synes jeg ærlig talt det var en misforstået tilgang til kønsproblematikken. Hvis de gerne ville spille sigmaritter, kunne de jo have gjort det uden de skulle kalde sig Sigmars Søstre. Hvis de nu havde lavet “Sigmars Hellige Krigere” men med en ren kvindegruppe havde vi været samme sted som til KLV hvor der var et rent kvinderegiment af bueskytter – nemlig at deres køn ikke var en definerede karakteristika for hvem de var, men de var stadig en flok udelukkende bestående af kvinder. Og det fungerede rockerfedt!

Jeg har stor respekt for ligestillingskampen netop fordi den er så kompleks og man så let kommer til at begå en fodfejl selvom man har holdningerne det rette sted. Og indtil jeg hører en god forklaring antager jeg at lige præcis det her var en sådan fodfejl…

Sikkerhed

Som jeg var nervøs for har den manglende fokus på sikkerhed gjort, at der er flere der opfører sig uansvarligt. Det er som om der er nogen enheder der kan huske de ting de har lært fra foregående år og nogle, der enten glemmer eller mener, at siden de ikke er blevet mindet om det, behøver de nok ikke opføre sig forsvarligt længere.

Vi havde særligt en episode hvor et regiment opførte sig ekstremt uforsvarlig i en grad der gav flashbacks til Krigslive IV (hvor vi havde 10% af regimentet på skadestuen!). Det blev også gengældt med en yderst gennemført undskyldning, men det viser i al fald alvoren i, at sikkerhed er noget der skal prædikes til hvert Krigslive.

Arrangører af Krigslive VIII – I skal have fokus på sikkerhed. Også selvom det er rene gentagelser.

Fantasy

Savnede jeg. Højelverne var rockerfede, men desværre var de det eneste (jeg så). Jeg havde ikke troet jeg skulle sige det, men jeg synes vi så til KLVI at det kan virke rigtig godt (hvis man tænker sig om), og jeg savnede det.

Jeg vil gerne have mere Fantasy til KLVIII, tak!

“Efterkamp”-spil

Efter-kampen er altid lidt akavet. Fra det øjeblik man er nedkæmpet og indtil den ene side er væk fra slagmarken er alting en smule mudret. Folk står op, snakker, går lidt tilfældigt omkring og det kan være svært at se hvem der er nedkæmpet, flygtet eller stadig kampdygtige og det hænder at nogle “kampivrige” individer benytter lejligheden til at tage “en tur til”.

Jeg har to tanker her. Den ene er, at det med at spille såret simpelthen ikke virker for mig. Når jeg er nedkæmpet skal jeg nærmest løbe væk fra kampområdet af sikkerhedshensyn og så virker det ekstremt fjollet på mig at ligge mig til at dø 50 meter væk fra kampen. Og når halvdelen af dem der er nedkæmpet står og hyggesnakker mens kampen stadig står på giver det at spille såret endnu mindre mening. Jeg vil helst droppe det. Men samtidig føler jeg lidt dårlig samvittighed når jeg bare står og glor på kampen. Til KLII husker jeg de fine billeder hvor Niende Stirland i praksis ligger i en stor klump. Men det var inden fokus var på at komme væk af sikkerhensyn, og det kan vi nok ikke gå tilbage til. Jeg ved ikke hvad den gode løsning er, men lige nu virker det i al fald ikke særlig godt.

Den anden tanke er, at jeg synes der skal gøres noget ved hvad folk gør når de er nedkæmpet, så kamppladsen ikke bliver “mudret til” med folk der er ude af kampen og står og hyggesnakker. En løsning kunne være at have to klart markede områder i hver ende af kamppladsen og når man var nedkæmpet skulle man gå i god ro og orden ned til sit “hjemområde” og opholde sig der, til ens enhedsleder kaldte en tilbage (typisk når kampen var slut). Det ville skabe en “ren” og overskuelig kampplads, ville modarbejde snyd, ville modarbejde skader og gøre det let at samle folk sammen, når kampen var slut.

Skyderegler

Jeg synes de nye skyderegler er spændende, og de fungerede ganske udmærket. Jeg synes også folk spillede fint på når de blev ramt, så det var tydeligt at de havde registreret det.

Jeg tror fremtiden for skyderi til Krigslive er i stil med det vi så til KLVII.

Zirania

Det virkede bedre end jeg troede. Det var fedt at kunne mødes på tværs af siderne og spille rollespil. Det var også et godt forum til at mødes med folk fra andre enheder på samme side. Jeg havde et par fine rollespilsoplevelser der.

Jeg synes dog også det var ærgeligt, at der var en offgame regel om at man ikke måtte slås i byen. En kniv- eller køllekamp havde været fed der. Man kunne trække lidt udenfor byen, men det krævede at begge ville spille bold. Jeg forstår dog godt sikkerhedshensyn… men jeg tror det må være til at finde en løsning.

Og dernæst… i kombination med den manglende efterfest blev Zirania lidt efterfesten. Der var for mange folk der også gik offgame deroppe og bare drak og slappede af (jeg tror dem der holdt mere druk-efterfesten fandt andre steder at gøre det). Det synes jeg var ærgeligt – men det startede jo med, at efterfesten var blevet sløjfet, og for mange er det jo halvdelen af årsagen til at deltage.

Alt i alt så tror jeg godt konceptet kunne bruges igen, men der skulle nok være lidt strengere kontrol med udskænkning så det ikke bliver en ingame efterfest.

Ros

Udover alle mine punkter ovenover, er der en masse folk der fortjener ros af en masse forskellige årsager. Så i vilkårlig orden kommer de her;

David Boëtius – for at være desertør vi havde en masse skægt spil med. Hvorfor flyttede du til Odense din skælm?

Nogle marienburgske hellebardister (hvis navn jeg aldrig helt fik fat i) – med en Siska (sp?) som fanebærer som lagde op til noget fedt spil på kroen fredag aften og fik os lokket i et superfedt baghold udenfor byen. Det var lige præcis det jeg gerne ville have mere af i byspillet! Ked af vi ikke fik fulgt bedre op på det – vi ledte efter jer ved enhver given lejlighed derefter, men vi havde ikke så meget at gå efter…

Tolderne – for at have lavet totalt überfede lækre kostumer og tænkt nogle fine tanker omkring fungerende lejrspil (well, jeg går ud fra I havde tænkt, for I virkede velforberedte)! I er superfede!

Averland (særligt Jonatan Faber) – for at have nogle rigtigt fede lejrkonflikter startende med voldbold og sluttende i åben knivkamp i lejren. Konflikten fungerede supergodt uden at kamme så meget over, at det ikke var til at spille!

Sigmars Søstre – for at lave et gennemført koncept og være tilpas “forkerte” til, at jeg fik på fornemmelsen at der var noget galt – og jeg var ikke den eneste.

Niende Stirland – jeg behøver vist ikke at sige hvorfor. Jeg elsker at være afsted med jer.

Femte Stirland – for at have lavet et gennemført skytteregiment. Fuck I var fede. Det var også rart med andre stirlændinge på vores side, for vi løb hastigt tør for venner i vores lejr hen ad lørdag aften…

Et regiment hvis navn jeg skal være usagt – for at levere den mest gennemførte undskyldning til liverollespil jeg har set. Da vi diskuterede episoden i Niende spurgte jeg hvad vi ville forvente I gjorde førend vi var sikker på, at episoden ikke ville gentage sig. Jeg må indrømme, at mine forventninger lå langt under hvad der skete!

Arrangørerne – for at have knoklet røven ud af bukserne for at realisere det her. Lars – det er fandme godt gået!

Alle jer andre – I har sikkert også været fede på hver jeres måde, jeg har bare ikke set det.

Afslutningsvis

Jeg har flere tanker på hjerte, men jeg må indse, at hvis jeg skriver alt jeg har at sige, bliver det så langt så ingen læser det (det løb er nok allerede kørt). Jeg ville gerne have brugt den her måde at anmelde på, men jeg har for meget at sige og for lidt tid til at strukturere det, så det må stå som det står.

Jeg vil afslutningsvis sige, at selvom Krigslive VII ikke var mit bedste Krigslive til dato, var det heller ikke det værste. Der blev afprøvet en masse nye ting så Krigslive stadig udvikler sig, og de fleste folk havde en god oplevelse, hvilket jo er et succeskriterie. Scenariet blev afviklet på en fed location og det trak en masse folk til vestjylland, som ellers ikke er så tydeligt markeret på liverollespilskortet. Jeg havde en hyggelig weekend med gode venner og nogle gode rollespilsoplevelser, og det var relativt i den billige ende.