Flere konflikter…

Med undtagelse af de undtagelser der bekræfter reglen, kræver det vel ikke en lang diskussion at blive enige om, at konflikter er centrale i rollespil, og hvis der ikke er nogen konflikter, bliver det hurtigt ret kedeligt. Når vi designer en rolle, en gruppe eller et scenarie, arbejder vi meget omhyggeligt med at definere en umådelig mængde konflikter så vi har noget at underholde os med.

Alligevel ender det ofte med, at der er en masse konflikter der ikke bliver til noget, eller som vi vælger ikke at spille. I situationen finder vi på alle mulige og umulige forklaringer (“Jamen min karakter var nødt til at skjule, at han ikke kunne lide dig fordi…”), men forklaringer eller ej, så undgår vi konflikterne.

Hvorfor gør vi det? Er vi ikke enige om, at det er det det hele drejer sig om?

Jeg skal ikke gøre mig selv til nogen helgen – jeg har selv en tendens til at glide af på konflikter når jeg spiller, selvom jeg har arbejdet meget med at blive bedre til at tage dem. Jeg troede i lang tid egentlig bare det var mig der var en dårlig spiller der ikke turde spille sine konflikter, men i sommers gik det op for mig, at der er rigtig mange andre rollespillere der har det samme problem… og så begyndte jeg at spekulere lidt nærmere over det.

Jeg tror det bunder i, at vi som mennesker til hverdag bruger en uhyggelig masse kræfter på ikke at havne i konflikt med andre mennesker (well, de fleste almindelige mennesker gør i al fald). Konflikter i sig selv tjener ikke meget formål i hverdagen (selvom der naturligvis kan være et formål der retfærdiggører en konflikt), og derfor arbejder vi på at tilpasse os og lære at omgås vores medmennesker i fordragelighed. Og de konflikter der er, er sjældent åbenlyse – typisk er de uudtalte og diskrete og slet ikke det vi gerne vil se til et scenarie (igen, med de undtagelser der nu engang skal til for at bekræfte reglen).

Oven i det – jo vigtigere en person er for os, og jo mere vi bryder os om vedkommende, jo mindre har vi lyst til at havne i konflikt med vedkommende.

Rollespillere som helhed har en tendens til at synes godt om hinanden. Jo jo, der er da en masse mennesker der ikke kan lide hinanden, men der er endnu flere der rigtig godt kan lide hinanden i en eller anden grad, og ikke har lyst til at blive uvenner.

Du kan nok godt se hvor jeg vil hen af efterhånden. Alle de faktorer der står ovenover lagt sammen gør, at vi egentlig ikke har vildt meget lyst til åbenlys konflikt med hinanden. Både fordi vi er vant til i “hverdagen” at vi ikke gider at være uvenner med folk, men også fordi vi ikke bare er nogle tilfældige folk der mødes og spiller, men ofte venner.

Jo jo, rollespil er netop det – et spil – hvilket betyder, at vi burde kunne lægge den slags så meget bag os, at vi kan spille konflikter alligevel uden problemer. Men faktum er bare, at det kræver en aktiv indsats – en bevidst beslutning om at opsøge konflikten, forskellene og uenighederne i stedet for kompromiset, lighederne og de ting vi er enige om – som vi er vant til. Selvom rollespil er et spil, så kan man meget let glemme det, når man nu er igang.

Derfor tror jeg det er vildt svært at spille konflikter. Det kræver konstant en aktiv indsats.

Hvis det er rigtigt står spørgsmålet så tilbage… hvordan gør man det lettere for folk? Hvordan sikrer man, at de rent faktisk konstant er bevidst om at opsøge konflikten og gør det?

Hvis du har et bud på det så lytter jeg gerne… jeg har nogle udskud jeg gerne vil have til at konflikte…