Fælles rollebygning…

Så, nu har jeg sagt lidt om hvorfor jeg tror det er så svært for folk at lave roller og de i stedet vælger at bruge tid på grej. Så jeg tænker jeg vil fortælle lidt om hvordan vi har gjort til Krigslive VI og VII krydret med erfaringer fra tidligere scenarier, og forhåbentligt kan det hjælpe dem der er interesserede i at bruge flere kræfter på roller, i at gøre lidt mere ud af det.

Det jeg synes vi har haft stor succes med er, at lave den slags rollebygning hvor man – under nogle bestemte rammer – er med til at lave hinandens roller. Grunden til at vi har valgt at gøre det på denne måde er delvist fordi andre folk altid er en god kilde til inspiration men også fordi de kan være med til at skubbe en udenfor hvad man normalt ville vælge, og dermed udfordre en som rollespiller.

Jeg vil herunder prøve at beskrive nogle af de værktøjer vi bruger. Når du har læst dem igennem vil du både være i stand til at bruge dem men sikkert også til at bygge dine egne værktøjer i stil med dem, der står herunder.

Nedenstående metoder bygger på, at man allerede har en ide om folks funktioner i gruppen. Så hvis vi er en gruppe eventyrere ved vi hvem der er troldmanden, hvem der er krigeren, hvem der er bueskytten, hvem der er tyven, osv. Det er typisk den del der er let at definere alligevel, så det vil jeg ikke bruge en masse tid på her.

Navn

Alle roller skal have et navn. Rollespillere har en tendens til at vente til det “perfekte” navn kommer op, og så er det så sent, at ingen kan huske det (ofte heller ikke dem selv).

Derfor skal et navn være det allerførste man lægger sig fast på. Man kan selv komme med et, men alle dem der ikke har, skal have et inden vi går videre.

Derefter er det en god ide at gennemføre, at resten af rollebygningsperioden bruger man folks rollenavn, for at lære dem at kende. Jo tidligere man kommer i gang, jo bedre.

En simpel model kunne være følgende:

Alle spillere sidder i en rundkreds (eller rundt om et bord). Alle der har en spiller til venstre eller til højre for sig som ikke allerede har et navn, finder på både et efternavn og et fornavn til hver af dem. Derefter kigger de på to fornavne og de to efternavne de har fået ind og vælger et af hver.

Fælles baggrund

Hvis man er en fælles gruppe, har men brug for en fælles baggrund. Det vil være en fordel, hvis alle har været involveret i at bygge den.

Det er endnu noget hvor jeg mangler at finpudse værktøjerne lidt, men det redskab jeg har haft brugt indtil videre, er en fællesfortælling, som er beskrevet herunder.

Man tager udgangspunkt i en scene i fortiden, måske før gruppen var helt dannet. Så for eventyrgruppen starter historien måske med at gruppens leder sidder på en kro og historien slutter, når alle gruppens medlemmer er introduceret og gruppen “sat sammen”.

Historien starter med, at en af spillerne tager teten og begynder at fortælle hvad der skete. Når vedkommende ikke har mere at bygge på historien, ellr rføler historien er klar til at gå på andre hænder, siger han noget i stil med “Men Johannes, det var jo dig der skød vagten – hvorfor var det nu lige du gjorde det?” og så fortsætter Johannes historien. Sørg for at alle kommer med mindst en gang, og gerne flere.

Der skal helst være en forudbestemt slutning, så man ved hvornår historien er slut. Huske improvisationsregel nummer et; man må ikke modsige hvad en anden spiller har sagt – men man må gerne bygge på det, uddybe eller dreje historien i en anden retning.

Relationsnetværk

Relationer er det allervigtigste i rollespil. Ingen relation, ingen rollespil. Med begrænset tid er det dog utopisk at forsøge at bygge en speciel relation op til alle de andre deltagere, men man skal i stedet forsøge at bygge en 3-4 centrale relationer op, som man så kan fokusere sit spil omkring.

Den metode jeg bruger, er noget jeg har tyvstjålet og jeg tror den “oprindelige” kilde er Workshophåndbogen, selvom det ikke var der jeg lærte den og kende og efterfølgende har pillet en del ved den.

Ideen bag den er, at man skal sikre at alle får en flok relationer og får nogle relationer, de kan spille på. Siden negative relationer er dem vi har sværest ved at definere af os selv, er fokus her på at skabe negative relationer.

Hver spiller tager 4 post-it sedler og skriver sit (rolle)navn på. På hver af dem skriver han desuden en relation til en anden rolle og skriver dennes rollenavn på – maksimalt en af relationerne må være positiv. Derefter tager han post-it sedlen og sætter den fast på den spiller, der spiller rollen. Det skal gøres med henblik på at ingen får mindre end 2 og mere end 4 post-its.

Eksempler på relationer kan være; “Jeg er hemmeligt forelsket i din rolle, men du vil ikke kendes ved mig”, “Beundrer din rolle og tror på alt hvad hun siger”, “Hader din rolle, fordi han mistænker ham for, at have snydt ham for en masse penge”, “Der går rygter om, at vores roller har et forhold, selvom jeg er gift”, “Min rolle skylder dig 500 sølvskilling, og du vil brække mine fingre, hvis jeg ikke betaler”. De må gerne være lidt åbne med rum til at definere lidt flere detaljer.

Derefter går man gennem alle spillere efter tur og de går igennem samtlige post-its de har på sig. De må vælge en af dem, som de ikke vil have, de øvrige skal de vælge. Når man går igennem sine post-its siger man hvordan man vil spille på dem og eventuelle forslag til ændringer eller tilføjelser, som så skal godkendes af den, relationen forholder sig til.

Når alle spillere har gjort det skriver man sine relationer ned og, når man har skrevet dem alle ned, returnerer man post-itsene til dem der gav dem til en så de selv kan skrive dem ned (og man kan selv skrive de relationer ned, man får retur). Hvis alt går vel har alle spillere mellem 4 og 8 relationer, hvilket burde være mere end rigeligt.

Scener

Jeg har ikke rigtig prøvet dette værktøj endnu, men jeg har hørt om andre der har, og det er ret ligetil i sin form. Ideen er, at man spiller en lille-bitte smule rollespil i form af bestemte scener. Der er to pointer med den; det ene er at finde lidt fodfæste med sin rolle og måske finde ud af om den virker og om man kan spille den, og den anden pointe er, at man kan få nogle historier i sin fortid som man kan huske ret klart.

Hver spiller vælger en – eller hvis man har god tid flere – scener, som de godt kunne tænke sig at spille. Scenen indeholder dem selv, måske en eller flere af de andre roller og derudover nogle NPCer. De skal beskrive scenen for de andre spillere, og vælge hvem der skal spille de forskellige NPCer. Det er en god ide at vælge vigtige begivenheder i ens liv eller begivenheder, der på en eller anden måde kan være aktuelle under spillet. Scenerne skal som udgangspunkt ikke være længere end 10 minutter, og de skal ikke sætte specielle krav til omgivelserne (man må gerne være lidt kreativ her).

Derefter spiller man scenen og de andre spillere spiller de NPC roller, som de er blevet udpeget så godt de kan. Husk igen improvisationsreglerne som beskrevet ovenfor.

Eksempler på interessante scener kan være; Da den gamle leder af eventyrgruppen døde, dengang den onde heksemester flåede ens øje ud i en duel, hvad man gjorde da men blev smidt ud af hæren, første gang man slog en mand ihjel. Hvis det er en scene der ikke har stor indflydelse på det der sker i scenariet og som man ikke kunne finde på at genfortælle, er det som udgangspunkt et dårligt valg.

Første dag / første time

For mange spillere, kan det være lidt svært at komme igang med spillet – de første timer kan være lidt træge. Ens roller hænger måske ikke ordentligt ved, man er lidt forsigtig eller man forsøger sig for meget frem for at finde ud af hvordan gruppedynamikken nu skal være.

For at hjælpe det lidt på vej kan man sætte sig et mål på noget spilskabende man vil gøre tidligt i spillet. Siden konflikter er brændstoffet i rollespil, så gælder det om at få dem igang tidligt og holde dem igang længe. Hvad tidsrammen til at udføre handlingen skal være afhænger af scenariets længde. Det vigtige er, at tidsrammen er sat således, at man helt fra start arbejder aktivt med ens mål.

Metoden minder en del om de øvrige metoder idet man henter inspiration fra de andre spillere man spiller med.

Hver spiller kigger på rollen på den person der sidder til venste og til højre for dem. For hver af dem skriver de et forslag til noget de kan gøre med deres nuværende rolle tidligt i scenariet på et lille stykke papir, som de giver til personen. Det skal være opnåeligt indenfor den første dag, skal passe med hvad rollen kan finde på at gøre og man skal klart kunne sige om det lykkes eller ej. Hver spiller har således to forslag, og på tur skiftes man til at læse sine forslag op og vælge det af dem, man har lyst til at udføre. Husk at skrive det ned, man kommer let til at glemme det.

Er man en lille gruppe kan man eventuelt skrive et forslag til hver af de andre spillere og eventuelt vælge mere end et.

Eksempler på gode ting kan være: “Start en slåskamp med en af dem fra Hochland”, “Indgiv dig på en snak omkring religion med en præst for en anden gud”, “Overfald en mand og stjæl hans penge, men lad ham leve” eller “Kom til at prale om dine affære med din fætters kone, mens han tilfældigvis kan høre det”.

Inden slut

Dette er meget lig ovenstående, men tidsrammen er inden scenarieslut. Her er pointen ikke så meget at kickstarte spillet som at have noget at falde tilbage på, hvis man ikke har noget at foretage sig. Man skal helst ikke kunne opnå målet i løbet af spillet – eller i al fald ikke vide, at man har opnået det.

Metoden til at få forslag er ligesom ovenstående, men de må gerne være mere løse og mindre opnåelige.

Eksempler på gode mål kan være: “At overbevise alle andre om, at konvertere til din religion”, “Få drukket dig fuld så tit som muligt og herefter genere alle omkring dig”, “Være den der har været mest slesk overfor generalen” eller “Spred mistillid til den siddende borgmester, uanset hvem det måtte være.”

Udfordringen

Dette er i høj grad for at få folk til at udvikle sig som rollespillere, og det er ikke altid en god ide at gøre dette, da det er mere krævende. Tanken er, at man sætter sig en udfordring for noget man vil gøre bedre/mere/hurtigere/anderledes end man plejer at gøre, for at blive en bedre rollespiller.

For at gøre det kræver det naturligvis at man er bevidst omkring sine egne begrænsninger og svagheder og at man har lyst til at udfordre dem. Selvom denne metode står som en af de sidste kan det være en fordel at gøre den som en af de første netop for at man kan bygge resten af rollen op omkring den.

Metoden til at vælge en udfordring afhænger af hvor godt folk kender hinanden. hvis man kender hinanden godt kan man godt give forslag til hinanden, men det kan også være en god ide selv at vælge den og så blot præsentere den for hinanden. På den måde er man også sikker på man vælger en udfordring man selv føler man kan overkomme.

Det kan være en god ide, særligt hvis man er en lille gruppe, at vælge en medspiller som er udpeget til at holde styr på at man jagter sin udfordring. Denne kan skubbe lidt på når han/hun mener, at der er en god lejlighed til at jagte sin udfordring.

Eksempler på udfordringer kan være: “Blive bedre til at opsøge konflikter”, “Spille en rolle, der har bestemte svagheder”, “Spille en rolle der viser følelser”, “Være mere udadvendt i sit spil” eller “Spille en leder-rolle / ikke-leder rolle (afhængig af hvad man plejer”. Det er bare vigtigt at gå i en retning man normalt ikke opsøger eller hvor man gerne vil blive bedre.

En dag i skoven…

Denne metode skal typisk først bruges når man er færdig med at lave roller og relationer og gerne vil fieldteste. Det er lidt ligesom ved en scene, bortset fra at man vælger en scene som alle deltager i og er lidt “hverdagsagtig”, og gerne en hvor det giver mening, at der ikke er andre til stede. Pointen med dette er, at man får en fornemmelse af sin egen og de andres roller og hvordan de fungerer sammen, noget man typisk ellers godt kan bruge den første time – eller mere – af scenariet på.

Der må gerne være en forudbestemt afslutning på scenen. Til fantasyrollespil er klassikeren at man er på rejse fra punkt A til punkt B og man vælger et stykke skov i nærheden, man kan gå ud i.

Hvis man spiller scenen i grej kan man også få en fornemmelse af om ens grej er iorden eller man skal rette/ændre noget inden scenariet.

Man finder et sted man kan spille scenen og om muligt, tager man kostume på. Herefter forsøger man – typisk lidt fumlende i starten – at finde fodfæste i sine roller og relationer til hverandre. Det gør ikke noget det er meget kliche i starten, og man skal hellere snakke for meget end for lidt.

Andre værktøjer

Der er rig mulighed for at lave flere værktøjer end dem ovenfor. Andre ting vi har brugt er tilfældigt at give hinanden karakteristika vi skal bygge vores rolle op omkring, “ticks” (handlinger man gør ofte) eller bruge tid på at tage stilling til ting, som er centrale for rollens funktion i scenariet – f.eks. hvordan man har det med at være helt, hvordan ens holdning er til hæren man er soldat i eller hvorfor man er havnet her i ødemarken. Man bør tilpasse de ting man bygger til scenariet og de spillere man skal spille det med.

Afslutning

Disse værktøjer er naturligvis meget mekaniske. De kan hjælpe til at få nogle ideer frem og skubbe en ud til at lave noget andet end man plejer, men man skal også være opmærksom på at man laver en rolle der giver mening, og som man kan (og har lyst til) at spille.

Så selvom værktøjerne er gode så skal man ikke følge dem mere mekanisk end man synes man har en rolle man føler sig tilpas med… selvom der ikke i noget vejen med, at man er lidt ude på dybt vand indimellem…