Anmeldelse: En Gave til Zarinaen

I mange år har jeg gerne villet noget med Steampunk, men det har ikke været let at komme igang med – kostume-inertien er stærk. Da jeg så at der var nogle folk der kastede sig ud i at lave noget – og i overkommelig kørselsafstand – tænkte jeg at jeg måtte hoppe på og sådan tog vi afsted til En Gave til Zarinaen.

Kort opsummeret var EGTZ en oplevelse over forventning men der var enkelte områder der kunne have været bedre – særligt i kommunikation og i den overordnede filosofi bag spildesignet. Den endelig oplevelse var dog rigtig god og spillerskaren eminent.

Min oplevelse

Jeg foretrækker altid at starte en anmeldelse med at beskrive min oplevelse for at sætte anmeldelsen i relief. Jeg skal prøve at gøre det kortfattet, men jeg anerkender det altid er en udfordring.

Opstart og forberedelse

Kort fortalt er det nok det meste rodede scenarie i nyere tid hvad angår forberedelsen. Da vi startede ud og søgte efter interesserede så var der rigtig mange. Vi besluttede at lave en dag til at brainstorme over ideer og hånden på hjertet blev det en lidt kaotisk proces hvor der ikke rigtig var nogen der egentlig tog ansvar for turen.

Det gav en smule forvirring fremadrettet og kostede måske også et par folk.

Der var også en del forvirring omkring hvad scenariet egentlig gik ud på. Det vil jeg komme nærmere ind på senere, men det faktum at folk ikke helt kunne gennemskue hvad de gik ind til kostede også mere end en håndfuld folk.

I sidste ende endte vi med en gruppe på 7 personer blandt det sædvanlige slæng og en enkelt ny spiller som vi først fik mødt dernede.

Vi holdt et par workshops undervejs for at få lavet grej og fik også købt lidt. Det blev også en – i min optik – smule rodet oplevelsen men alle fik lavet eller købt det de havde brug for og vores kostumer og udstyr fungerede fint til formålet.

Selve spillet

Vores gruppe var Lord Westminsters opfinderhold. Lord Westminster (Søren Parbæk) var en rigmand som var kommet lidt i modvind og forsøgte at satse på opfindelser til at skabe sin formue igen. Til dette formål havde han rekrutteret Bobby Brown (undertegnede) som skulle finde nogle egnede opfindelser. Det var blevet til søsterne Brackston (Eva Antonsen og Nadia Schyberg) med deres øjeblikkelige ikonograf, barndomsvennen Mark Fony (Niels Christian Christensen) som havde lavet Brass Boy, Frøken Ferrier (Michael Nielsen) og hendes assistant Frøken Bouwmeester (Rhiannon Ursell-Smith) med deres kønsskifte-eliksir samt Hr. Vague (ingen spiller) som havde medbragt en fantastisk og ikke nærmere defineret opfindelse, og som desværre var “lidt forsinket”. Slutteligt havde vi selskab af den amerikanske General Mckee (Thomas Aagaard) som var Lord Westminsters gamle ven som var til kongressen for at finde opfindelser der kunne have relevans for borgerkrigen.

Fredag aften startede med ankomst og reception hvor jeg brugte det meste af min tid på at sætte vores opfindere i forbindelse med udvælgelseskomiteen således at vi hurtigst muligt fik gjort et indtryk. Senere på aften blev der løbende budt gæster ind i vores fremvisningslokale og opfinderne havde travlt med at fremvise opfindelserne for vigtige personer – heriblandt Storhertugen. Min tid gik med at præsentere Hr. Vagues opfindelse siden han uheldigvis ikke var kommet frem endnu og derefter løbende at få flere folk til.

Om aftenen var der lidt druk i jægerstuen ført an af de meget udadvendte preusere.

Lørdag startede begivenhedsrigt. For det første var tegninger til ikonografen forsvundet – og Hr. Vagues opfindelse ligeså! Eftersom Hr. Vague ikke fandtes og hans opfindelse var fup og bedrag lavet af mig skyndte jeg mig at sprede den tanke at nogen måske ville lave en attrap der ville dukke op i stedet for at miskreditere os – hvilket jo så skete, da det eneste der fandtes var attrappen! Jeg fik dog betalt jøderne for at modtage et falsk telegram fra Hr. Vague med en beskrivelse af den endelige genstand, at han havde fået et ildebefindende og var blevet yderligere forsinket og en beskrivelse af funktionaliteten. Derefter forlangte vi erstatning hvis man ikke fandt den rigtige opfindelse!

Der skete derefter flere parallelle ting, men en af de rigtigt nyttige var, at ikonografen blev brugt hos en “seance” hos preusserne og de mente der på billederne var silhoutter af ånder og derefter ville Prinsen købe ikke bare opfindelsen men også søstrenes kontrakt. Det blev til en hård forhandling med prinsen om prisen men det sværeste var stadig i vente. Hvor Prudence gerne ville sælges så havde Evelyn et lidt mere anstrengt forhold til det hele, og det blev til dels mit problem at overtale hende.

Det startede med flere snakke om fordele som hun også tog med hendes søster. Derefter en snak med Prinsen, uden det rigtig hjalp på sagen heller. Derefter havde jeg held til at snige mig til at læse i hendes dagbog og fandt de helt rigtige knapper at trykke på – hun var dybt paranoid og mente at “De” var efter hende. Derefter begyndte en gradvis beskrivelse af alternativerne til at tage imod Prinsens forslag og over flere omgange hentydninger om at hun var i stor fare og kunne komme meget til, hvis hun ikke sagde ja – og et par meget direkte trusler.

Da det alene ikke virkede aftalte jeg med Prinsen af Dr. Reil skulle hypnotisere hende til at skrive under. Ved hjælp af en (lidt for) diskret pistol blev hun elegant ført op til deres lokale hvor hun blev hypnotiseret og var nu meget mere medgørlig. Kontrakten blev skrevet under af hende og alle andre parter og efter en længere jødejagt fik jeg endelig fundet en, til at få forskuddet på titusinde overført – i første omgang til min konto. Det var bare lettest sådan, der var ingen grund til at genere Lord Westminster med den slags detaljer lige nu.

I mellemtiden var der dog også sket flere andre ting. Det har været lidt småt med andre forhandlinger, men der er både blevet spillet petanque, spist frokost, været officiel fremvisning af opfindelserne (Torben Ussing tager prisen for den allersjoveste scene da han tager lidt af kønsskifte-eliksiren og til perfektion spiller rollen som en smule kvindelig – perfekt underspillet men ingen var i tvivl om hvad der skete) og ikke mindre end to af vores opfindelser er blevet udvalgt blandt de tre finalister – Kønsskifte-eliksiren og Ikonografen.

Herefter kom ballet. For mit vedkommende gik det primært med at sikre, at Frøken Evelyn Brackston ikke dummede sig for efter hypnosen var hun blevet lidt for medgørlig og lidt for fraværende, og det var vigtigt at preusserne ikke blev bevidst omkring, hvis hun pludselig viste sig at være… beskadiget. Det ledte til en flok rygter om en forlovelse – så nogen lagde da i al fald mærke til hvad der skete selvom konklusionen at der var tale om forlovelse overraskede mig noget.

Derefter kom offentliggørelsen af vinderne hvor vi – heldigvis – ikke vandt. jeg skriver heldigvis fordi hvis vi vandt, så skulle vi have afgivet opfindelsen gratis – og det havde ikke tjent os meget formål. Vi var i det for pengene.

Herefter var der lejlighed til yderligere forhandlinger og Mark havde fået opmærksomhed fra kontra-admiralen som gerne ville købe nogle modeller tilrettet hans brug. Mark og jeg havde aftalt at om muligt ville vi gerne indgå aftaler udenom Lord Westminster og en kontrakt på en halv million var godt undervejs til at blive udformet. Inden vi bliver færdige dukker Lord Westminster dog op og så er det svært at holde ham udenfor. Oven i det har han opdaget at han ikke havde modtaget hans del af de titusinde i forskud fra preusserne og jeg var tvunget til at få dem flyttet samt at afstå helt fra en del af forskuddet på Brass Boy – fra 35.000 til 6.000 på få minutter.

Det var alt i alt ved at tegne til at blive en succesfuld kongres da Evelyn pludselig brød sammen i balsalen. Ikke nok med det – hun havde erhvervet sig en pistol og beskyldte mig for alt muligt – desværre altsammen ting som var sandt. Vi fik dog beroliget hende og våbnet blev taget fra hende. Det forårsagede en del furore og beskyldninger mod min person – primært fra Frøken Ferrier men jeg formåede at snakke mig ud af problemerne og få Evelyn til Dr. Reil og hun blev igen mere… omgængelig.

Herefter tog vi de to søstre ovenpå til preussernes lokale hvor de gennemgik en psykoanalyse ved Dr. Reil som afdækkede deres underliggende problemer – som i følge Dr. Reil var så banale, at han udvandrede i protest. Med dette problem løst gik vi til køjs.

Hvad der ellers skete den aften valgte vi at ignorere – det passede ikke i vores historie.

Som altid tager jeg herfra nogle punkter i den rækkefølge det giver mening for mig.

Kommunikation – “hvad drejer det sig om”

Jeg har to primære anker ved En Gave til Zarinaen, og den største af de to er omkring kommunikation.

Det er min opfattelse af arrangørerne ikke var gode til at kommunikere hvad man helt lavpraktisk kom til at bruge scenariet på. Og fordi scenariet var tilpas anderledes i forhold til hvad folk ellers har spillet, var det ekstra påkrævet. Det har jeg tidligere skrevet noget om.

Jeg havde en dialog med arrangørerne omkring dette, og de gjorde nogle tiltag for at imødekomme problemet, men det var i min optik et problem der til stadighed var omkring scenariet.

Rent konkret så jeg gerne følgende ting gjort meget tydeligt på siden helt fra start:

• Program for scenariet med grundige beskrivelse af hvad man forestiller sig folk kan give sig til undervejs på de enkelte punkter, og eventuel forberedelse (f.eks. at bede folk forberede bestemte danse havde nok gjort, at der var blevet danset i al fald noget til ballet).
• Forslag til aktiviteter som ville passe til scenariet hvis man ikke havde andet at tage sig til.
• Hvordan finalisterne bliver udvalgt og hvor centralt det var for ens oplevelse om man var “med i det spil” eller ej.

Derudover så jeg gerne at man under scenariet:

• Gjorde at programmet var let tilgængeligt, tidspunkter blev overholdet eller som minimum sikret, at eventuelle ændringer blev meddelt alle.
• At udvælgelseskomiteen var klart markeret så man vidste hvem man skulle fedte for – f.eks. med en beklædningsgenstand man kunne genkende dem på. En forhastet præsentation til briefing er bare ikke nok.
• En liste over alle opfindere og hvor de “hørte hjemme” så man kunne opsøge dem.
• Et overblik over politiske fraktioner og noget om hvordan man kunne komme i kontakt med dem.
• At man fra arrangørside satte ting som f.eks. zarens mulige død i spil løbende (i stedet for til sidst).

Generelt betragtet var der meget hemmelighedskræmmeri i spildesignet. Effekten af dette var at der var en del spilmuligheder der gik tabt.

Havde man håndteret ovenstående havde det medført flere deltagere (vi havde rigtig mange der gerne ville spille steampunk som meldte fra fordi de ikke helt kunne sige hvad spiltiden skulle gå med) og havde gjort at der havde været markant færre døde perioder lørdag (personligt brugte jeg nok ca. 3-4 timer lørdag fordelt ud over dagen hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle – dem jeg havde meningsfuld interaktion med kunne jeg ikke finde, og jeg havde ikke andet at give mig til).

Det bringer mig også til mit primære ændringsforslag som også er min anden anke – længden.

Scenarielængde

Med både Stortinget og Konklavet mener jeg der er bevist et solidt grundlag for en scenariemodel der bygger på at man ankommer fredag, workshopper og relationsbygger, spiller hele lørdag og bruger søndag på oprydning og hjemrejse. Det er min opfattelse af EGTZ med fordel kunne have været afviklet efter samme model. Det var måske blevet en smule mere hektisk om lørdagen men det mener jeg heller ikke havde skadet noget – for der var lidt for mange døde perioder.

Havde der været 30-40 spillere mere, havde man gjort nogle af ovenstående forslag omkring kommunikation og åbenhed havde længden måske været passende men som det var nu, var det i min optik for langt til at holde et tilstrækkeligt højt tempo.

Semi-historisk

Når man laver et scenarie i en historisk inspireret setting har man både en gave og en forbandelse.

Gaven er at rigtig mange ting er defineret hvilket betyder, at opgaven omkring at beskrive verden og setting bliver markant mindre og det er let for spillerne at sætte sig ind i den. Forbandelsen består i, at folks historiske viden er kraftigt varierende og divergens i denne – særligt mellem arrangører og spillere – kan give rigtig mange misforståelser.

Forbandelsen bliver yderligt forstærket – og gaven yderligere svækket – jo mere man vælger at ændre i forhold til det historiske. Derfor er det min holdning at alle afvigelser skal gøres med et klart spildesign formål. Til EGTZ var der en del ændringer som virkede meningsløse – både i den forstand at de ikke var fulgt til dørs historisk og også i den forstand at det ikke lod til at de bidrog med noget centralt.

Jeg ville anbefale at man til et lignende steampunk scenarie sørger for med stor omhu at udvælge de historiske ændringer man laver og alene gør det når det tjener et spildesignformål. Så det er f.eks. vigtigt at definere teknologiske ændringer (det er trods alt teknologisk funderet) men politiske ændringer bør kun foretages hvis det absolut har relevans for de primære historier og virker styrkende på disse.

For mit eget vedkommende undlod jeg stort set at sætte mig ind i disse ændringer hvilket tjente mig fint for jeg fandt ikke jeg havde brug for dem.

Steampunk

Steampunk er fedt. Det indeholder et fedt mix af muligheder; det er relativt let at lave et acceptabelt kostume (mit havde kostet mig 250 DKK alt i alt – 320 hvis man regner brylcreme med), men man kan også gå helt amok og lave noget vildt fedt (som rigtig mange havde gjort!). Man kan let opløse kønsroller eller man kan vælge lade dem være der. Kulissekravene er mere medgørlige end middelalder. Man har mulighed for at lege med teknologi.

Særligt det sidste synes jeg er relevant at uddybe lidt. For steampunk er i høj grad defineret ved teknologi. En opfinderkongres er derfor oplagt men det leder mig til en overvejelse. Jeg tror nemlig, at vi stadig er der med steampunk, hvor vi skal “lege” så meget med teknologien over de næste scenarier – måske endda dem allesammen – at de alle i en eller anden grad er drejer omkring teknologibegrebet. Det er ikke ulig rigtig meget tidligt fantasy drejede sig omkring magi og overnaturlige elementer. Vi er simpelthen nødt til at etablere en eller flere normer omkring dette førend det kan indgå som andet end det bærende element, fordi det er et definerende element. Det er ikke et problem, men en observation – og en jeg gerne vil diskutere.

Jeg synes teknologien til EGTZ fungerede utroligt godt. Der var mange utroligt fede opfindelser (både i praktisk udformning og ide) og det var i det hele taget integreret på en rigtig god måde. Stor ros til alle spillere her – jeg så intet der ikke var fedt!

Ja-scenarie

En anden stor ros til spillere og arrangører er “Ja-scenarie”. Ikke fordi det som sådan var et nyt koncept, men fordi arrangørerne her var eksemplariske i deres kommunikation og fremhævede det igen og igen og alle spillerne havde forstået det. Det kunne ikke have fungeret uden og alle var med på ideen og fulgte det helt til dørs – og alle var ansvarlig i deres brug af det.

Lyttende arrangører

Nu jeg er igang med at uddele ros så skal vi omkring arrangørernes villighed til at lytte. Hver gang jeg oplevede nogen kommunikerede et problem, ønske eller forslag til arrangørerne blev der lyttet og taget begavet stilling. Det er der rigtig mange arrangører der er dårlige til, og derfor fortjener det både at blive påtalt og rost når arrangører er gode til det.

Mad

Maden har jeg hørt mange blandede holdninger om. Selv synes jeg den var god og russisk hvilket var fedt, men frokosten var måske lidt sparsommelig.

Personligt havde jeg gerne betalt 100 DKK for lidt flere mellemmåltider og mere overdådig mad – måske cateret. Og jeg tror at de fleste deltagere var i en økonomisk situation hvor 100 DKK mere ikke var det der havde medført, at de ikke var taget afsted.

Jeg har dog ingen utilfredshed med det der blev serveret.

Location

Skolen fungerede fint. De værste elementer var dækket og skjult, den praktiske udformning var god, det var fantastisk at der var mulighed for at tage bad og der var rigeligt med plads.

Tak til

Selvom jeg synes det her var et scenarie hvor stort set alle har bidraget positivt og fortjener tak, vil jeg alligevel udvælge dem, som har betydet mest for min oplevelse og underholdning og rette en særlig tak til dem. Det betyder ikke I andre ikke var fede – det betyder bare, at jeg ikke havde så meget med jer at gøre.

Tak til arrangørerne for at lave det store og hårde arbejde med at være arrangører. Der er altid meget mere at lave end spillerne ser. Tak.

Tak til preusserne for at komme med en enorm energi og sætte gang i så utroligt meget – og som altid være fornøjelige at spille med og mod.

Tak til Torben Ussing for at spille så fantastisk på kønseliksiren.

Tak til Jens Brun Pedersen for at gemme/”stjæle” Hr. Vagues opfindelse. Vi håbede nogen ville gribe den bold og det var lige præcis det du gjorde.

Tak til alle dem, jeg havde fornøjelsen af at forhandle med eller fedte for.

Sidst men absolut ikke mindst – tak til resten af vores gruppe. Migal for at lave noget af det fedeste og passende gender-bender jeg har oplevet, Rhiannon for at være en superdygtig og engageret spiller der bare blender ind med en masse hun ikke kender, Parbæk for at være den rette blanding af naiv og “meddling” til at min rolle fungerede, Aagaard for at spille en klassisk og velfungerende rolle der fungerede til at etablere en normal, Niels Christian for at være det tætteste jeg havde på en ven og holde mig til ilden, Eva for at spille en fantastisk blanding af ambitiøs, uduelig og fotogen og Nadia for være helt fantastisk at være creepy og ubehagelig overfor – jeg ville ønske, det havde lykkedes dig at slå mig ihjel. Jeg glæder mig til at spille med jer allesammen igen!

Opsummering

EGTZ var et godt scenarie. Havde man skåret lidt i længden og havde spildesignet været gennemsyret af synliggørelse kunne det have været utroligt intenst, men det var en god oplevelse som det var og velsignet af en utroligt dygtig og engageret spillerskare. Jeg var godt underholdt med undtagelse af de perioder hvor der ikke skete så meget, det praktiske fejlede intet og arrangørerne var engagerede, modtagelige og hårdtarbejdende.

Jeg har helt klart blod på tanden for mere steampunk og skulle det komme fra herning-ikast egnen så er jeg bestemt interesseret.