Den Fortabte Stad

Dette er, tillige med et par øvrige artikler, en del af mit løbende projekt med at få alle mine gamle anmeldelser af scenarier jeg har deltaget i ind i bloggen. Det bliver langt fra alle da mange af dem har ligget på fora der ikke længere findes, men de af dem jeg har kunnet finde kommer her.

Først og fremmest vil jeg sige, at det var en af de allerbedste spiloplevelser jeg har haft længe. Jeg har oprigtigt nydt det her scenarie og det har bestemt været værd at bruge hele min ferie på (som desværre har været alt for kort).

Jeg har opdelt evalueringen i lidt forskellige underafsnit afhængig af hvordan jeg synes det gav mest mening at organisere mine tanker, som følger herunder.

Spiloplevelse

Jeg spillede sigmarpræst i templet. Rollen var for mig meget et eksperiment; det er den rolle jeg nogensinde har spillet, som har været sværest for mig, fordi rollen lå så langt fra min egen personlighed. Det er uden tvivl den mest ubehagelige person jeg nogensinde har spillet, og det var rigtig svært. Takket være utroligt dygtige medspillere og en god forberedelse mener jeg det lykkedes, og det var i høj grad det, der bar mit scenarie oppe (altså forberedelsen og medspillerne). Jeg synes det var en interessant rolle at spille og specielt til dette scenarie.

Selve spillet mindede dog meget om at spille til et traditionelt Einherjer scenarie. Jeg følte ikke horror på noget tidspunkt, med undtagelse til allersidst (et døgn før spilstop cirka) hvor de få sigmartro blev løbet over ende af ligædere, zombier og en vampyrherre udenfor byen.

Derfor forsøgte vores gruppe (folkene relateret til templet) i høj grad at blive en del af uhyggen ved den måde vi opførte os på – for om ikke andet at bidrage med en uhyggelig stemning til andre. Det var dog som at slå i en dyne mange gange – det virkede som om at en stor del af deltagerne havde besluttet sig på ikke at reagere på urimelighed, ubehagelighed eller uhygge, og vi måtte hele tiden stramme skruen mere og mere – meget mere end forventet. Der var enkelte folk som tog maddingen, men mange virkede som om de hellere bare ville spille Nemefrego XIII eller sådan noget.

Dertil kom, at der var alt for mange eksempler på socialist-rollespil. Det har jeg ellers ikke set meget af til Einherjernes scenarier generelt, men jeg synes f.eks. scenen med mutanten blev lidt fjollet – argumenter som “den var jo også et menneske” og folk der stillede sig imellem heksejægeren og mutanten virkede fuldstændig forrykte på mig!

Det sidste element der virkede lidt skuffende på mig var, at de “hemmelige kulter” der var i byen, gik så stille med dørene. Jo, det gælder naturligvis om at være hemmelige og havde succes med foretagenet, men det er ikke specielt spilskabende udenfor gruppen, hvis man holder mund med alting. Hvad nytter det at være manden med de vildeste hemmeligheder, hvis ingen andre kender dem? Skyggernes hånd, som vist nok var en gruppe pak, skabte derimod vanvittigt meget spil ved at hænge propaganda plakater op rundt omkring i byen. Vi havde aldrig nogen ide om hvem de i virkeligheden var eller i nærheden af at fange dem, men vi fik vildt meget spil ud af at jage dem (mere eller mindre effektivt). Hemmeligheder i sig selv er ligegyldige, kun i det omfang de sættes i spil får de værdi for spillet!

Men bemærk at selvom listen af kritikpunkter ovenover er lang så var mit overordnede indtryk af spillet godt. Foruden min egen gruppe, som jeg underholdt mig enormt meget med, havde jeg meget godt spil med pakket, som udholdt min urimelighed, et par vildt gode timer på Den Sidste Skanse med de andre sigmartro, et par rigtig gode scener med borgmesteren og lauget som helhed, meget underholdende spil med den stakkels grøntsagshandler og med Ridder Edelhart, omend han nægtede at tage imod det militærdiktatur vi opfordrede ham til at indføre 🙂 . Og der er sikkert en række scener og folk jeg har glemt i ovenstående liste.

Så selve spiloplevelsen var god, men der manglede uhygge og modspil, og der var for meget socialist-rollespil og spilskadende hemmelighedskræmmeri.

Spildesign

At lave warhammer-horror er i sig selv et meget tiltalende koncept. Og jeg synes det virkede som om at der på forhånd var gjort nogle gode tanker om hvordan det skulle gøres.

Men det virkede desværre også som om, at disse tanker ikke rigtigt gennemsyrede projektet eller alle arrangørers arbejde og engagement. Jeg oplevede kun et enkelt horror element (se ovenfor). Årsagen til dette mener jeg er tofold omend de hænger lidt sammen;

  1. Arrangørerne havde ikke gjort sig tilstrækkeligt med tanker om og arbejde for, at alle spillerne forstod hvad horror vil sige. Hvorfor blev det ikke understreget mere i spilmaterialet? Hvorfor blev det ikke nævnt til briefing? Hvorfor startede vi ikke spillet med en “Sådan gør du dig selv bange på 30 sekunder” workshop? Det virkede som om arrangørerne regnede med, at hvis man sagde “horror” og smed 30 zombier ind og slog et par spillere ihjel, så kom resten af sig selv. Det virker altså ikke – der var ikke mange horror elementer om dagen. Det der var forberedt fra arrangørernes side krævede vanvittigt dedikere spillere eller bare 100 færre af dem.
  2. Spillerne ville ikke spille horror. Selvom jeg har relativt begrænset erfaring med horror rollespil har jeg gjort mig en vigtig erfaring – det virker kun, hvis spillerne vil spille det. Og det var der helt sikkert alt for mange af spillerne i år, der ikke ville. Hvorfor kan jeg kun gisne om – jeg er tilbøjelig til at tro, at mange folk regnede med at de kunne undgå det eller ikke behøvede at forholde sig til det. Jeg tror den eneste måde det kunne være løst på var, hvis arrangørerne havde gjort mere ud af at kommunikere det ud til spillerne; både at det var horror og at de selv var ansvarlige overfor at realisere det.

Selve hovedplottet fungerede nu ganske fint – selvom jeg først blev ordentligt bekendt med det de sidste døgn efter jeg var død. Det lod til at virke udemærket og var grundlag for en masse interessant spil – men ikke horror for 130 byboere (eller hvor mange der nu var) i 2½ døgn. Desværre. Der kræves altså mere og spillere er nødt til at kunne skabe horror for hinanden.

Logistik og praktisk

Det gled fortrinligt. Da vi ankom onsdag aften var der ikke nogen opsætningsopgaver til os, så opsætningen fungerede åbenbart som planlagt. Det vi havde aftalt med arrangørerne der skulle bygges til os var ikke blevet bygget (vi havde fået noget andet) – hvilket jeg ikke var bekendt forinden med (måske nogle andre i gruppen var). Men i sidste ende betød det egentlig ingenting, det vi havde var perfekt til det vi skulle spille.

Maden var tip-top i orden – og også lidt bedre end det. Stor ros.

Forlev var Forlev på godt og ondt – og indenfor de senere år mere godt end ondt. Selvom vandet stadig ligner æblecider, så er der træk-og-slip toiletter og varmt vand at bade i. Lækkert.

Jeg forstår dog ikke spillere der kommer i aller-allersidste øjeblik og lige skal indrette deres bolig. Det er frustrerende at komme senere igang fordi folk ikke kan snøvle sig færdig til at dukke op. Jeg må indrømme at særligt efter Krigslive V (hvor over 100 deltagere meddelte at de ville komme for sent den sidste uge inden scenariet – og langt flere rent faktisk kom for sent!) har jeg fået en vis allergi overfor dette, og jeg synes det er respektløst. Jeg ved godt det endelig mødetidspunkt var sent ude, men jeg mener det var til at overholde hvis man havde planlagt lidt i god tid.

Nedpilningen fungerede også rigtig godt og en regnskylle forstyrrede ikke meget. Igen i år var der det sædvanlige problem med at den sidste del af oprydningen varetages af 20 mand, men på den anden side er det min påstand, at man ganske simpelt ikke kan aktivere 100+ mennesker hele tiden, og folk der blev bedt om at lave noget var aldrig på tværs.

Information forud

Dette er scenariets største kritikpunkt, og jeg mener det virkelig var et reelt problem. Spillerbrevene kom alt, alt, alt for sent ud. Der gik alt for længe inden der var en hjemmeside med information – og selvom der var en række tekster tilgængelig inden, virkede informationen sporadisk og uorganiseret.

Dette betød flere ting. For det første kom der ikke så mange folk – det var nok ikke nogen skade til, da flere folk ikke havde været gavnligt vil jeg mene.
For det andet betød det, at de folk der kom ikke virkede særlig godt forberedt – det virkede virkelig som om at de fleste troede det her bare var endnu et Einherjerne sommerscenarie som det plejer, og de havde ikke sat sig ind i hvad det egentlig var de gik ind til, hvilket var meget skadeligt for at opnå en horror stemning.
Slutteligt fik man lidt indtrykket af, at det hele var venstrehåndsarbejde fra arrangørernes side – ikke særligt motiverende for ens egen indsats til at gøre noget ud af scenariet.

Alt omkring hjemmeside og forum var ganske pinligt. Havde det været alle andre end folk jeg kendte og vidste kunne levere et solidt stykke arbejde, så havde jeg aldrig turde melde mig til. Jeg ser frem til at det bliver gjort bedre de kommende scenarier.

Konklusion

Jeg havde en god spiloplevelse. Kulisser og mad var i top. Forlev var forlev – og det er en god ting (særligt nu hvor der er træk-og-slip og, til min overraskelse, konstant varmt vand i brusebadet!). Efterfesten var en af de bedre jeg har deltaget i.

Men scenariet kunne være blevet så meget vildere hvis der var blevet gjort et ordentligt arbejde for at forankre horrorstemningen. Spillet kunne have været vildere hvis folk havde opsøgt konflikt, havde handlet og ønsket at spille horror. Det havde potentiale til at blive det bedste scenarie for mig nogensinde – i stedet sniger det sig ind som en af de bedre, men et solidt stykke fra toppen.

Så tak til arrangørerne – endnu engang – og jeg håber at erfaringerne fra i år kan medvirke til at gøre næste år bedre!

En kommentar til Den Fortabte Stad

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier