Syv gode og syv dårlige…

De syv gode og de syv dårlige år – som beskrevet i det gamle testamente – mener jeg faktisk har en del paralleller i virkeligheden. Ikke nødvendigvis som i syv, men som i, at tingene skifter mellem godt og dårligt; der er gode og der er dårlige perioder og der er en form for rytme i skiftet mellem dem. Verdensøkonomi virker som et fint emne her; alting gik supergodt op til efteråret 2001, der blev vi ramt af krise (vist nok primært anført af 11. september og sekundært af IT-boblen der bristede) som kan aflæses i stort set alle firmaregnskaber. Syv år senere (lidt pudsigt egentlig) er det galt igen, og efterår 2008 rammes vi af det ene bankkrak efter det andet der kaster os ud i “finanskrisen”.

Også indenfor liverollespil synes jeg vi har fået en rytme. Når jeg kigger tilbage på de seneste par år synes jeg nemlig vi skifter mellem “gode år” (eller snarere; somre) og “dårlige år” – her målt i antallet og kvaliteten af de sommerscenarier, der udbydes.

Som jeg husker 2008 var det et godt år. Jeg deltog i 2 sommmerscenarier, og der var flere der appelerede til mig. 2009 var derimod knapt så godt i sommerperioden hvor der dog var Den Fortabte Stad selvom de var meget, meget sløve i at få deres hjemmeside online. 2010 var igen et forrygende år – Udskud, Todwald, City of Cities og Mellem Kansler og Krone, var alle rigtig spændende scenarier, og der var mange flere derudover – generelt var der så mange scenarier i udbud, at to ellers solide scenarier – Udskud og Todwald – ikke blev til noget. 2011 var så – igen – rigtig tyndt. Noget om Helte var det eneste sommerscenarie der egentlig appelerede til mig, og selv det havde jeg mine forbehold overfor.

Allerede tilbage i 2010 var jeg – og folk i min omgangskreds – opmærksom på denne trend for vi snakkede om et genoplive Udskud i 2011 fordi hvis vi ventede til 2012 ville det igen være tæt proppet med plausible konkurrenter.

Og nu lader det minsandten til, at det er tilfældet. I skrivende stund kender jeg til 4 scenarier som seriøst er på tegnebrættet som jeg alle tror vil have bred appel; en fornuftig arrangørgruppe bag som formår at lave et fornuftigt produkt, og mulighed for at appelere til rigtig mange spillere. Hvis alle fire scenarier bliver til noget i sommeren 2012, forventer jeg at have en opgave med at vælge hvad jeg vil med til – og jeg vil forsøge at presse to scenarier ind, hvis overhovedet muligt.

Det jeg egentlig gerne vil her er to ting; skabe opmærksomhed omkring den skiftende natur i gode og dårlige sommerscenarie-år i håb om så teorien kan blive testet lidt – måske har folk en anden opfattelse af gode og dårlige scenarier end jeg, og derfor ser de ikke den samme trend som jeg gør. Derudover prøver jeg også at rokke lidt ved det – jeg vil gerne se, om jeg ikke kan få folk til at overveje hvor de lægger deres scenarier, så der er et mere “jævnt” aftræk af de gode scenarier, så man ikke det ene år skal overveje hvordan man får tid til alting og det næste år overvejer hvad man skal gå på kompromis med, hvis man vil have sit fix over sommeren.

Eller mere præcist; hvis du løst overvejer at lave noget i sommeren 2012 så vil jeg råde dig til at vente lidt – jeg tror konkurrencen bliver hård. Du vil helt sikkert have bedre succeschance hvis du venter til 2013 eller lægger det udenfor sommeren.

Leave a Reply

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier