Nu må piveriet holde op…
I de sidste mange år har der i liverollespilsmiljøet løbende været en debat omkring brugen af plastic, skum og andre letvægtsmaterialer til at simulere rigtige rustninger.
Nu føler jeg, at det er på tide jeg får sat en stopper for den her forfærdelige hensynskultur det er udtryk for – for slet ikke at tale om, den fuldstændig misforståede tilgang til hvad rollespil er.
Eksterne arrangementer…
I TRoA får vi rigtig, rigtig mange henvendelser fra folk der gerne vil have os til at lave “noget med liverollespil” til deres arrangementer. Det værende fødselsdage, skole-temauger, markeder, polterabend, fester – alt muligt. De vil gerne have “et eller andet med rollespil” og skriver til os fordi de tænker, at vi gerne vil hjælpe.
Det vil vi som udgangspunkt også godt. Men der er noget jeg ikke helt forstår.
Persona…
Rollespil som subkultur kommer meget let i berøring med andre subkulturer. Flere liverollespillere er f.eks. også cosplay’ere. Eller reenactorer. Fra cosplay er der f.eks. heller ikke så langt til Furries, som jo groft sagt kan betragtes som en underart cosplay (her er det min manglende viden der taler – det er sikkert lige så meget en underart som reenactment er en underart rollespil). Selv har jeg i de seneste år fået en interesse i Steampunk som genre (dog til rollespilsbrug), og når man leder efter information på nettet (f.eks. inspirationsmusik) finder man ud af, at det også er en stor subkultur som i sig selv f.eks. også binder sig tæt op af cosplay med udklædning, smykker og sågar møbler!
Min pointe med alt det er at jeg i mange af disse subkulturer er stødt på begrebet “Persona” – altså en alternativ personlighed som hører hjemme i denne kultur. Og hver gang jeg har stødt på det har det har jeg modtaget det med en blanding af undren og afsky uden jeg helt kunne sætte fingeren på hvorfor det generede mig. Men det tror jeg måske jeg kan nu.
Du stjal min ide og så ødelagde du den…
For noget tid siden skrev jeg et indlæg omkring problematikken med, at folk er tøvende overfor at dele deres ideer. Endnu en vigtig brik faldt på plads for mig for nylig om hvorfor jeg selv er det. Det drejer sig ikke i så høj grad om, at jeg er bange for at mine ideer bliver brugt af andre, men mere at jeg er bange for de bliver dårligt udført.
Syv gode og syv dårlige…
De syv gode og de syv dårlige år – som beskrevet i det gamle testamente – mener jeg faktisk har en del paralleller i virkeligheden. Ikke nødvendigvis som i syv, men som i, at tingene skifter mellem godt og dårligt; der er gode og der er dårlige perioder og der er en form for rytme i skiftet mellem dem. Verdensøkonomi virker som et fint emne her; alting gik supergodt op til efteråret 2001, der blev vi ramt af krise (vist nok primært anført af 11. september og sekundært af IT-boblen der bristede) som kan aflæses i stort set alle firmaregnskaber. Syv år senere (lidt pudsigt egentlig) er det galt igen, og efterår 2008 rammes vi af det ene bankkrak efter det andet der kaster os ud i “finanskrisen”.
Også indenfor liverollespil synes jeg vi har fået en rytme. Når jeg kigger tilbage på de seneste par år synes jeg nemlig vi skifter mellem “gode år” (eller snarere; somre) og “dårlige år” – her målt i antallet og kvaliteten af de sommerscenarier, der udbydes.
Kommentarer