Nu må piveriet holde op…
I de sidste mange år har der i liverollespilsmiljøet løbende været en debat omkring brugen af plastic, skum og andre letvægtsmaterialer til at simulere rigtige rustninger.
Nu føler jeg, at det er på tide jeg får sat en stopper for den her forfærdelige hensynskultur det er udtryk for – for slet ikke at tale om, den fuldstændig misforståede tilgang til hvad rollespil er.
Lad mig starte med at slå fast; metalrustninger er det absolut eneste man burde kunne anvende til liverollespil. Punktum. Al snak om skum og plastic er fuldstændig tåbeligt. Det drejer sig helt basalt om, at det vil være en alt for stor fordel i kamp, hvis folk bare kunne bære lettere materialer men stadig få det samme antal HP.
Det kommer af to ting; det ene er, at dengang de gamle rollespillere startede, da var den smule rustning man kunne købe altid tungt og autentisk. Derfor har de købt sig rigtig meget af den slags rustning. Hvis det pludselig bliver forældet, så vil det være at pisse på de gamle rollespillere, og de vil sandsynligvis holde op med at spille.
Det andet er, at det er vigtigt for strukturen i rollespilsmiljøet, at det at opnå mange HP på rustning ikke er noget man skal kunne som helt ny rollespiller. Man er nødt til at gradvist at arbejde sig op igennem hierarkiet spilmæssigt samtidig med man økonomisk gradvist får råd til at købe rustning der giver flere HP. Ellers falder de sociale strukturer omkring rollespilsforeningerne sammen.
Mit andet problem med den her argumentation er hensynskulturen. Det er som om, at der skal være plads til alle i rollespil, og det er jeg pissetræt af.
Rollespilsmiljøet – som så mange andre miljøer – tiltrækker en vis portion idioter. Ikke så mange dumme mennesker, men en del der både er socialt og fysisk udfordret som det så fint hedder. De er uønskede, og derfor er det vigtigt vi kommer af med dem for gradvist at kunne raffinere rollespilsmiljøet.
De socialt uønskede elementer har vi heldigvis en effektiv løsning på – social udstødelse virker i liverollespilsmiljøet såvel som alle mulige andre steder. Kun nogle meget få idioter hænger ved og det er ikke noget der ikke kan ordnes ved at afvise deres tilmelding til et scenarie eller to.
Men de fysisk udfordrede er markant sværere at slippe af med og her er rustning et helt centralt element. Ved at sikre, at de bedste roller altid har noget med krig at gøre, og ved at sikre, at det kræver en tung rustning – som man jo f.eks. har gjort gennem Krigslive – så bliver de tykke og svage gradvist sorteret fra. Det tager lidt lang tid, men efterhånden forstår de, at de er uønskede og de forsvinder. Gik vi over til plastic og skum ville de hænge ved ligesom alle andre.
Så drop nu den snak om plastic og skumrustninger. Det er på alle måder skadeligt for rollespilsmiljøet uanset hvor lækre de ser ud.
En kommentar til Nu må piveriet holde op…
You must log in to post a comment.