Persona…

Rollespil som subkultur kommer meget let i berøring med andre subkulturer. Flere liverollespillere er f.eks. også cosplay’ere. Eller reenactorer. Fra cosplay er der f.eks. heller ikke så langt til Furries, som jo groft sagt kan betragtes som en underart cosplay (her er det min manglende viden der taler – det er sikkert lige så meget en underart som reenactment er en underart rollespil). Selv har jeg i de seneste år fået en interesse i Steampunk som genre (dog til rollespilsbrug), og når man leder efter information på nettet (f.eks. inspirationsmusik) finder man ud af, at det også er en stor subkultur som i sig selv f.eks. også binder sig tæt op af cosplay med udklædning, smykker og sågar møbler!

Min pointe med alt det er at jeg i mange af disse subkulturer er stødt på begrebet “Persona” – altså en alternativ personlighed som hører hjemme i denne kultur. Og hver gang jeg har stødt på det har det har jeg modtaget det  med en blanding af undren og afsky uden jeg helt kunne sætte fingeren på hvorfor det generede mig. Men det tror jeg måske jeg kan nu.

Normalvis ville jeg måske sige, at vi havde overvældende meget til fælles med disse subkulturer. Vi er bundet sammen af en fælles interesse (rollespil/steampunk/udklædning/historie/at være klædt ud som bamser) og danner tætte relationer på kryds og tværs med folk med denne interesse, fordi det er en interesse der kan være lidt svær at forklare dem der ikke har den. Vi bruger meget af vores fritid og vores penge på det og man kan for manges vedkommende sige, at det er “en livsstil” – at det gennemsyrer deres hverdag på godt og ondt. Jeg tror sågar at en overvældende stor del af de Miljø-betragtninger jeg gør mig omkring rollespil også gør sig gældende for de andre subkulturer i en eller anden grad.

Men Persona brillierer i rollespil ved sit fravær – og hvorfor gør det det?

Forklaringen er jo egentlig ret ligetil – rollespil drejer sig om at spille en rolle, en Persona. Og de fleste rollespil er så forskellige, at det er uhensigtmæssigt at have den samme Persona med til alle scenarier. Selvom noget genbrug er muligt og ligefrem kan give mening (hvis man nu engang er god til at spille sur præst så er det ærgeligt kun at gøre det en eneste gang) så vil man generelt set forvente at en spiller lave roller der i al fald i noget omfang er forskellige fra scenarier til scenarie. At have en fast Persona til rollespil er jo omtrent ligesom kunne at ville formidle et bestemt historisk fakta som reenactor.

Faktisk går vi så vidt at vi godt kan se lidt ned på de folk, der altid spiller “den samme rolle”. Særligt hvis de mere eller mindre nægter at tilpasse sig scenariets rammer, men prøver at klemme en rolle eller gruppe ind, som basalt set ikke passer til oplægget. For Den Gode Rollespiller skal frem for alt være i stand til at spille mange slags roller. Vi bliver i Niende Stirland indimellem drillet lidt med, at vi “altid” (Krigslive III og VI undtaget) kommer med det samme regiment til Krigslive. Netop af denne årsag gør vi internt en indsats for at spille forskellige roller fra gang til gang og prøver også at trække regimentet i lidt forskellige retninger med fokus på forskellige elementer fra gang til gang – for at undgå at gå i stå.

Jeg tror også at de rollespillere som tiltrækkes af Persona tanken – som godt kan lide at fordybe sig i præcis en rolle, eller som ikke bryder sig om / formår at spille mange forskellige slags roller – søger mod andre subkulturer, typisk Reenactment (og dermed ikke sagt at alle der søger mod reenactment gør det af disse årsager).

Jeg kan komme i tanke om to undtagelser i liverollespilsmiljøet. Det er mit indtryk af Personaer er udbredte i tysk rollespil, hvor det ikke er unormalt at man spiller mere eller mindre den samme rolle i alle rollespil man spiller i, og det er alment accepteret. Tilsvarende kan man også ofte komme godt fra at have en Persona til kampagnespil, særligt hvis den er så generisk, at den passer ind mange steder, og således kan bruges til flere kampagner. Orken Humbug der elsker gris kan sikkert være ork til 80% af alle fantasykampagner uden det ødelægger noget for nogen – og måske sågar endda uden det bliver opdaget.

Så nu ved jeg hvorfor jeg altid er lidt frastødt af de der Personaer. Det er jo fordi min subkultur har det særegne kendetegn, at vi ikke har Personaer – ja der bliver sågar set ned på det. Og det kan jeg ikke lade være med at tage med over i min vurdering af beslægtede subkulturer – hvilket egentlig er noget rod.

Det vil jeg så prøve at holde op med nu hvor jeg er blevet klogere. Jeg forventer minimal succes, men i det mindste er jeg bevidst om hvorfor jeg gør det.