Der skal være plads til alle…
Vi er i bund og grund ikke særligt mange rollespillere.
Jojo, vi er 100.000 børn eller sådan noget – det er meget fint – men den gruppe der deltager i “de store scenarier”, er aktive rollespillere – har rollespil som en livsstil – dem er der ikke mange af.
Jeg blev for nyligt tvunget til at komme med et estimat for en udenforstående om hvor mange “voksne” rollespillere vi var. Efter lidt tid skød jeg på omkring 1000 alt i alt i hele Danmark.
Vi snakker her folk som opfylder følgende krav:
- Kalder sig selv rollespiller.
- Kender andre rollespillere.
- Er villig til at bruge tid og penge på at spille.
- Følger med i hvad der foregår i rollespilsregi, som minimum i deres egen klub / lokalområde, men måske også på landsplan.
- Har deltaget i et scenarie indenfor det sidste år udenfor deres egen klub / lokalområde, eller planlægger at gøre det snarligst.
Det kan være jeg tager fejl – at vi er mange flere (eller sågar færre). Jeg indrømmer at mit bud er konservativt. Jeg tvivler dog kraftigt på at vi snakker flere end 5.000. Men nok om gætværk.
Såfremt jeg har ret i mit estimat er det i bund og grund ikke ret mange. Det kan man tænke lidt over, men det er egentlig ikke min pointe – den drejer sig derimod om tolerance overfor erfaring og kompetencer.
Faktum er, at ingen nybegynder fra start kan beherske alle rollespillets finesser. “Den Ideelle Rollespiller” forventes at beherske en bred vifte af kompetencer såsom
- Skal kunne organisere en gruppe
- Skal kunne lave (eller som minimum købe/låne) lækkert udstyr (og have pengene til det)
- Skal kunne spille alle mulige forskellige roller
- Skal samtidig kunne tænke på at spille sin rolle og balancere det op imod de andre spilleres underholdning og hvad der giver den bedste historie
- Skal være en arbejdshest der vil knokle for at lave de arrangementer der deltages i så gode som muligt
- Skal være villig til at indrette sig efter arrangørerne og deres planlægning (god som dårlig)
Det er, ret beset, nærmest en umulig opgave at være Den Ideelle Rollespiller.
Så ud af de har ca. 1000 mennesker, hvor mange tror du opfylder alle de her krav? 100? 10? 1? Ingen? Jeg kan, hvis man gradbøjer nogle af kravene lidt, nok godt nævne en håndfuld. Jeg bilder mig ikke ind at jeg kender alle de føromtalte 1000 mennesker, men jeg tror jeg kender nogle hundrede af dem – nogle bedre end andre. Så det giver os ikke mange “ideelle” rollespillere i Danmark, hvis mit udvalg er repræsentativt.
I realiteten er der en helt masse folk som ligger et større eller mindre stykke fra Den Ideelle Rollespiller. Langt størstedelen af spillere faktisk. Så hvis man arrangerer et scenarie med f.eks. 200 deltagere vil der nok ikke være særligt mange, som opfylder kravene til Den Ideelle Rollespiller.
Så nu kommer vi til tolerancen.
For når faktum nu er, at vi er en helt masse som ikke er Den Ideelle Rollespiller, hvorfor er det så, at vi som miljø betragtet er så enormt intolerante overfor folk som vi betragter som “dårlige rollespillere”? Eller sagt på en anden måde – det er vi simpelthen for få til at vi kan tillade os at være så kræsne som vi er!
Jeg siger ikke vi ikke kan sætte krav – det er nødvendigt hvis vi vil lave de gode oplevelser for os selv og hinanden. Og krav er også med til at udvikle. Men vi skal også acceptere, og kunne håndtere på en ordentligt måde, at det er ikke altid at alle spillere kan leve op til kravene. Vi er nødt til at være lidt tolerante overfor hinanden og acceptere, at ikke alle er lige langt i deres udvikling som rollespillere. Når folk ikke lever op til de krav der stilles, på den ene eller den anden måde, skal de naturligvis have det at vide, men så skal de hjælpes til at komme videre og blive bedre rollespillere, ikke rakkes ned og lukkes ude.
Jeg tror der er folk som, f.eks. grundet bestemte karaktertræk, holdninger, valg eller personsager, aldrig vil blive kunne komme i nærheden af Den Ideelle Rollespiller. Og dem vil jeg naturligvis også gerne være foruden til de ting jeg deltager i. Men jeg tror også at det er fåtal af de 1000 mennesker der hører til den kategori – langt de fleste kan komme meget tæt på Den Ideelle Rollespiller – eller i det mindste kende deres begrænsninger i forhold dertil og handle på dem.
Derfor skal vi være mere tolerante og bedre til at hjælpe. Vi skal ikke bare rakke dem ned, der ikke gør det godt første gang – vi skal derimod hjælpe dem til at blive bedre. Vi kan ikke tillade os bare at vælge at vrage, for vi er ikke særligt mange. Vi skal derimod tage hånd om de få folk vi er og sørge for at så mange som muligt udvikler sig og blive bedre rollespillere – det er til gavn for os alle.
Pingback: Persona…