Det skal ikke altid være sjovt…

En af mine venner, Jonas, studerer noget computerspils-designs-halløj på Aalborg Universitet. Herigennem har han noget spilteori. Her i julen faldt jeg i snak med ham efter vi havde spillet noget brætspil omkring de dispositioner vi havde gjort undervejs i spillet, og det satte (vanen tro) et par tanker igang.

Spillet vi havde spillet hedder Shadows over Camelot. Det er et af de spil, hvor spillerne samarbejder mod spillet – med det twist at der kan være en af spillerne, som er forræder. En del af spillet går på at lure hvem der kan være forræder og vurderingen af hvem det er bygger i høj grad på om man synes de andre spillere spiller optimalt – altså gør deres bedste for at vinde spillet.

I det aktuelle spil havde jeg sat min ridder i en situation hvor vi var klar over, at han meget vel kunne dø. Vi kunne redde ham, men prisen ville være meget høj og kunne koste os sejren, selvom det var lidt svært at sige præcist.

Diskussionen bølgede frem og tilbage med hvad vi skulle gøre og Jonas argumenterede for at jeg skulle reddes og jeg selv argumenterede imod – jeg mente at vi ville miste Camelot (tabe spillet) hvis vi forsøgte at redde mig. I sidste ende blev beslutningen at jeg skulle reddes, og det gjorde at jeg mistænkte dem der havde argumenteret for min redning for at være forrædere – og slutteligt kostde det os sejren. Det viste sig dog at Jonas ikke var forræder, selvom jeg var ret sikker på det.

Hans tilgang var nemlig ikke, som min, at det galt om at vinde over spillet for at have det sjovt, men at det galt om at alle spillere havde det sjovt mens vi spillede, uanset om vi vandt eller ej. Så det var vigtigere at en spiller ikke røg ud halvvejs end at vi vandt.

Det kom fra noget af det her omtalte spilteori. Jeg kan ikke længere huske navnene på teoretikerne eller de præcise formuleringer, men pointen var i al fald, at spil skal være underholdende, og består af en række interessante valg. Særligt den første del var vigtig i den her sammenhæng – nemlig at det skal være underholdende for dem der deltager.

For det fik mig til at tænke på rollespil (og nu nærmer vi os pointen i mit indlæg). For det er ikke altid rollespil er underholdende.

Det meste rollespil er underholdende i perioder – men har tilsvarende mindre underholdende perioder. Det er typisk fordi det er i perioder kan være hårdt, træls, kedeligt, ubehageligt eller lignende. I mange rollespil er det ikke med vilje at disse perioder indtræffer – det er enten svagheder i spildesign, dårlig planlægning, nogle trælse opgaver man ikke kommer udenom for at få de sjove eller tilsvarende – og er vel ikke så meget anderledes end så mange andre spil. Det er svært at lave top-underholdning hele tiden.

Men der findes også mange rollespil som decideret er designet til ikke at være underholdende. Horror-rollespil er et eksempel – de har uhyggelige perioder som kan være ubehagelige for spilleren også. De er dog langt fra alene.

Der har været afviklet rigtig mange liverollespil der ikke er designet med underholdning for øje. Faktisk er det først de senere år det er blevet rigtig populært at lave rollespil hvor fokus er på spillernes underholdning.

Diverse re-enactment-rollespil (simulationsrollespil) vil næsten per definition have perioder der ikke er underholdende, da man som regel ikke skal simulere noget underholdende men ofte noget der er træls, barskt, kedeligt eller ubehageligt i lange perioder. Det er bare svært at lave en god simulation af at være bonde i middelalderen uden man enten går på kompromis med simulationen eller underholdningen. Det betyder ikke der kan være underholdende episoder, men det betyder at der med sikkerhed vil være lange perioder der ikke er underholdende undervejs.

Dertil kommer andre mere ekstreme rollespil hvor formålet delvist kan være at presse folk til grænsen, f.eks. Bolværk og Hva’ du værd. Her er de trælse perioder lagt ind med vilje.

Nu ved jeg godt at hårdt og trælst ikke er lig med ingen underholdning. Men vi er vel også enige om at skide i et hul i skoven, have gennemblødt tøj og traske igennem en mørk skov om natten mens man er skræmt fra vid og sans ikke i sig selv er underholdning – der skal noget mere til.

Så såfremt disse teorier om spil og underholdning er korrekte, så må underholdningen i disse spil bestå i noget andet – eller også er rollespil unikt blandt spil i og med, at de ikke behøver at være underholdende.

Måske er det fordi det er vigtigt med en helhedsoplevelse – at hvis man vil føle sig som helten i filmen, skal man gå igennem grusomt meget for at det er sjovt at vinde over skurken til sidst. Hvis man vil have følelsen af at stå ved Helms Kløft og forsvare sig mod orkhorderne, er man nødt til at være lidt våd, for ellers er det bare ikke rigtigt.

Måske er det fordi det er den gode historie man har bagefter der er underholdningen. At underholdningen består i at fortælle, og tænke tilbage på, den historie man var med i. Lidt ligesom at det er ret træls 5 minutter inden den første date at falde i en bananskrald for derefter at lande i en vandpyt og en hundelort samtidig – men at det er en ret god historie til børnene 20 år senere når man er gift med omtalte date.

Eller måske er rollespil i virkeligheden slet ikke et spil?

… jeg ved det ikke… gør du?