Krigslive VIII…

Så er jeg hjemme fra Krigslive VIII i et stykke. Overordnet havde jeg en god oplevelse, der adskilte sig fra de øvrige Krigslives på flere områder. Til dem som læste mit forventningsindlæg kan jeg allerede nu sige, at mine negative forventninger i høj grad måtte gå uindfriede hen – og stor ros for det. Mere om det i de enkelte punkter.

Jeg starter med et (kort) oprids af scenariet og herefter gennemgang af de punkter, som jeg synes er interessante.

Kort oprids af scenariet

Jeg spillede Ridder Eskil Hvide, fætter til Absalon, på den kristne side som medlem af Staben.

Fredag aften startede med en briefing og en løs træfning i Offermosen, som jeg ikke selv deltog i. Derefter lagde vi i staben to planer – en for Duerne og en for Høgene som blev præsenteret på et stabsmøde for resten af hærens chefer og hvem der ellers mødte op, og Duernes plan blev valgt til det første slag. Den bestod i korte træk i at forsøge at lokke vikingerne frem til flaskehalsen mellem de to søer og lokke dem gennem den så de kom til at kæmpe lige på den anden side hvor de ville skulle kæmpe i lokalt undertal.

Derefter var der lidt løst spil rundt i lejren med forskellige regimenter, særligt Næstveds stridsmænd var rigtig fede at spille med.

Lørdag morgen startede med march med en andagt og march ud mod fjenden til første slag næsten uden for vores lejr. Det blev lidt vente-leg hvor begge sider ventede på hinanden mens vi blev beskudt. Det var den klassiske “vi har begge lagt en snedig plan de andre skal gå i” situation hvor man afventede de andres fremmarch. Til sidste endte vi med at mødes, slaget bølgede lidt frem og tilbage, og vi sejrede, omend vi ikke fulgte planen helt som tiltænkt.

Der fulgte en kort pause hvor vi fik lidt vand og lagde en ny plan for hvordan vi skulle kæmpe samme sted. Denne plan var mere offensivt rettet og involverede vi skulle avancere og forsøge at fremtvinge lokalt overtal venstre om den lille sø (længst fra vores lejr) og det lykkedes ikke helt så godt, og jeg tror slaget blev meget kaotisk.

Så gik vi tilbage til lejren og lagde planer for 3. slag. Jeg mener vi her endte med en reel plan og som vi så fremlagde med to forskellige vinkler så det lignede to forskellige planer, fordi vi reelt kun så en mulig plan. Jeg husker ikke præcist detaljerne i denne plan udover den involverede reserver. Jeg husker heller ikke udfaldet. Det viser nok bare hvor meget jeg interesserer mig for hvem der vinder. 4. slag fulgte kort efter og her lavede staben bare en simpel plan baseret på planen for 3. slag. Her gik det i al fald modsat af forrige slag, for efter dette slag stod der 2-2.

Så var det retur til lejren og en smule afslapning og planlægning. Til 5. og afgørende slag lagde vi også kun en reel plan, og den anden plan vi lagde, blev bevidst beskrevet så kedelig og ugennemtænkt at den ikke virkede realistisk (troede vi). Planen til 5. slag krævede noget koordinering men var baseret på lokalt overtal i ekstremen. Ideen var at lave et solidt center og holde næsten halvdelen af hæren i reserve. Ud af dem var et regiment dedikeret til flankedækning af linien på den ene flanke, mens de øvrige regimenter var dedikeret til at lave lokalt overtalt på den anden flanke og bryde igennem der for at trevle hele deres linie op.  Fordelingen af flanker blev afgjort af at vi ville sætte vores styrke ind mod deres svageste flanke.

Denne plan synes jeg til dels vi formåede at realisere, men vi fik stadig stryg – bl.a. fordi stagerne (som var vores primære offensive enhed i denne plan) ikke klarede sig så godt som de havde gjort i de øvrige slag. Og så var krigen afgjort – Vikingerne vandt.

Krigsleg eller krigslive?

Fredag var der mulighed for at spille rollespil. Lørdag var der – i al fald for mig – for meget tryk på til at der var overskud til at spille andet end pro-forma rollespil. Det er jo en designbeslutning men jeg ved at mange af dem jeg plejer at spille med (som ikke deltog) ikke ville have været begejstret for den model. Selv vil jeg nok også gerne have bare lidt mindre kamp hver dag så der er lidt mere tid til at spille rollespil. Som det var nu kunne man næsten lige så godt have kæmpet 6 eller 7 slag med endnu mindre pauser imellem for rollespil var der alligevel ikke overskud til.

Jeg vil nok foretrække at disponere kampene således at der var lidt mere tid – og kræfter – til lejrspil. Hvis man stadig gerne vil have 5 kampe så kan man f.eks. lægge de første tre kampe meget tæt tidsmæssigt i en udmarch så der var en 3-4 sammenhængende timer i lejren.

Buer

Der har været snakket meget om reglerne for buer på forum. Grundliggende synes jeg de giver en fed stemning, men jeg mangler at finde en måde hvorpå det er sjovt at spille bueskytte, hvor det har en effekt på spillet og hvor det ikke ødelægger det sjove ved at spille nærkampsenhed. De regler der var valgt i år kombineret med de omstændigheder der blev kæmpet under gjorde at buerne dominerede for meget, og vi endte basalt set med at ignorere dem i vores planlægning fordi vi ikke kunne gøre særlig meget ved dem.

Jeg vil nok gerne tilbage til noget der minder om reglerne fra KLVII.

Balance?

Var der balance mellem de to sider? De fleste mener at det var tilfældet, og resultatet synes også at tale for det. Det var ikke så meget min opfattelse;

Vikingerne havde 3 enheder mere end kristne. Enhedsantal er vigtigere en personantal – det er gammel krigslivelærdom.

Vikingerne var generelt lettere pansret end de kristne. I “lukket terræn” (skov, små slagmarker, etc.) er tunge enheder en fordel. I “åbent terræn” (Lejre, Krigslive IV sidste slag, etc.) er lette enheder bedre fordi de giver flankeringsmuligheder og gør, at man kan tage initiativet.

De to ting gjorde, at jeg havde det indtryk, at vi hele tiden var reaktive i stedet for at være dem, der tog initiativet, og vi havde svært mulighed for at ændre det.

Når det er sagt så mener jeg det vigtigste er, at spillerne har følt der var balance – så er det lidt ligegyldigt at vi rev os i håret i staben til det sidste slag for at finde en taktik indenfor de rammer vi stod med. Jeg tror grundlæggende ikke arrangørerne kunne have gjort det ret meget bedre eller anderledes, for krigslive-hær-balancering er pisse-hamrende-svært.

Lejre

Lejre er flot. Det kommer med træk-og-slip toiletter og bad. Og et industrikøkken (det var det lækreste udendørs-liverollespilsmad jeg kan huske jeg har spist!). Og strøm. Og alle mulige bekvemmeligheder.

Det kommer også med græs af glas og halvkedelige slagmarker. Og en masse blokerede områder. Og en masse “skrappe” krav til kostume som i sidste ende ikke rigtig blev fulgt op på (i forhold til hvor meget det fyldte i min bevidsthed at skulle leve op til kravene synes jeg der blev fulgt forbløffende lidt op på det fra arrangørside til scenariet).

Jeg er lidt ambivalent hvad Lejre angår. Jeg tror det var velegnet til det her Krigslive, og på den logistiske side bliver det svært at leve op til den standard kommende år. Jeg tror til et ikke-krigslive vil det være helt fantastisk. Til Krigslive VIII var det OK – men det ville være kedeligt at spille Krigslive der igen, og de ting jeg vil med Krigslive har jeg svært ved at se Lejre kan åbne op for.

Stab

Nu var jeg – igen – i staben. Det var overvejende en god oplevelse. Jeg synes off-game koordineringen de to stabe imellem var rigtig god, og jeg kan se vigtigheden af at de holder tæt kontakt i løbet af scenariet. Og har ure på sig hele tiden.

Vores stabsmøder synes jeg var rigtig sjove – at lave to planer, invitere alle til at deltage i diskussionen af planerne og herefter lade generalen vælge den ene af dem var godt for rollespillet og effektivt fordi vi ikke behøvede at diskutere tusinde detaljer med alle. Der var dog ikke tid og overskud til at gøre det for alle slag, desværre.

I forhold til offgame ansvar synes ikke der var et problem. Der kom – som forventet – et par ting vi var nødt til at forholde os til, men der var også folk der ville gøre det, så det var ikke et stort problem.

At kæmpe som en enhed i stedet for at fungere som kampgruppechefer var ikke så klogt, og jeg tror det havde gjort en stor forskel om vi have fungeret som kampgruppechefer i stedet. Jeg vil nok fremadrettet altid anbefale at der er 2-4 kampgruppechefer per hær, specielt hvis man ønsker at lave planer der involverer spændende taktiske manøvrer.

Sikkerhed

Jeg var nervøs for at manglende fokus på sikkerhed ville give problemer med dette. Det var bestemt ikke tilfældet. Jeg forstår ikke hvorfor, men måske har den gennemsnitlige krigslivedeltager lært noget om at kæmpe sikkert. Der var nogle få episoder (folk skal forstå at selvom træ-mod-træ er tilladt er det ikke en undskyldning for at skubbe til folk), men ingen alvorlige skader jeg kender til.

Måske er der ikke behov for så stort fokus på sikkerhed længere som jeg troede.

Brok

Der var forbløffende lidt brok. Generelt er folk blevet bedre til at lege pænt med hinanden. Arrangørerne synes jeg også fortjener et skulderklap her for at påpege det rigtig mange gange i den sidste kommunikation, at vi skal lege pænt.

Logistik

Det var jo en leg. Af alle de ting jeg forventede kunne  fejle, er det eneste spilstart og det var sådan set ligemeget. Maden var ikke forsinket på kritisk vis, rigelig og lækker, tidsplanen blev rimeligvis overholdt, alle de praktiske ting jeg var klar over arrangørerne havde lovet virkede (sækkevogne bør jo bare være et must ved lejrene – så er det da ligemeget at bilerne ikke kan køre det sidste stykke), drikkevarer var iorden, toiletforhold var iorden (i al fald for os på den kristne side) og generelt synes jeg bare tingene gled. Stor ros til arrangørerne og en del af min skepsis overfor Claus Raasted (og dem han omgiver sig med) og deres evne til at lave logistik har taget et hit.

Lejre gjorde naturligvis en del ting noget kun lettere men det er jo som sådan ligemeget. Faktum var at tingene var iorden, og det er grundlaget for en god oplevelse.

Søndagsslag

Jeg kan godt lide ideen om at vi slås lidt om søndagen og leger med nogle ting. Men det kræver en klar plan, og det kræver spillere. For at der er spillere til det kræver det, at de tror på, at det bliver til noget og er tiden værd (folk har jo tømmermænd og/eller vil hjem på det tidspunkt). Det var simpelthen ikke nok i fokus tidligt nok og derfor faldt det til jorden. Jeg tog hjem tidligt søndag morgen fordi da jeg skulle planlægge min rejse lignede det, at det ikke var værd at blive for slagene. Jeg ved mange havde det som jeg.

Lidt mere information og plan omkring slagene og klar information om dem tidligere tror jeg havde gjort at flere var blevet, og der var rent faktisk blevet nogle slag.

Regelændringer

Jeg havde to regelændringer jeg var spændt på; to-håndsvåben reglerne og at døde folk skal ud til siden.

Det første virkede OK for mig – dog kun i kombination med at skuldre ikke var torso. Siden jeg dog ikke er så stor fan af det, så tror jeg ikke det er en regel jeg vil føre videre. Men til Krigslive VIII virkede det okay, når torso-reglen nu engang var som den var.

De døde folk ud til siden virkede ikke. Det er ellers en ting jeg selv meget gerne vil mere op og stå på. Min tanke var dog at tage det et skridt videre – at inden kampen udpeges et punkt som markeres med en fane og når man er død SKAL man søge hen til denne og ikke bare “væk”. Måske vil det virke. Det vil jeg i al fald gerne lege med til Krigslive IX, for døde folk der står overalt gør det svært at overskue slagmarken.

Så var der et lille glitch med rustningspoint som måtte rettes under scenariet. Jeg synes arrangørerne gjorde det rigtige – og svære – ved at korrigere det, også selvom nogen synes det var lidt tåbeligt. Jeg synes de nye regler var gode (delvist fordi de for 80% vedkommende blev lavet af mig fredag aften/nat). De nye rustningspoint synes jeg selvsagt var passende.

Informationsniveauet

Var stærkt kritisabelt før scenariet. Det har vi vist jokket nok rundt i og det er helt klart mit største kritikpunkt på arrangørernes arbejde. Jeg er af den opfattelse at min oplevelse som helhed havde været bedre havde informationsniveauet været højere. Nok om det.

Offgame lejr

Jeg var lidt bekymret for om det ville virke. Det er svært at sige på den kristne side, for jeg tror ikke nogen brugte den (eller også var det en enhed – men jeg synes vi kunne finde alle i lejren, så jeg kan ikke se hvem det skulle være). På vikingesiden hørte jeg ikke noget brok for den. Så jeg tillader mig at konkludere at det virkede fint.

Jeg tror hvis man gerne vil lave et action-packed Krigslive som det her er den fin. Hvis man gerne vil lave et, hvor lejrspil er et centralt element, så vil den enten være ligegyldig eller trække enheder ud af spillet, så der tror jeg ikke det er så værdifuldt.

Journalister og tilskuere

De gik måske lige lovligt meget i vejen til tider – men omvendt synes jeg begge dele er lidt fedt, særligt når det giver så meget publicity som det gør. Spillerne og deres underholdning må komme før mediedækning og tilskuere, men når det ikke generer mere end det gjorde her, så synes jeg det er et fair trade-off. Jeg har i al fald fået på to-do-listen til Krigslive IX at vi skal gøre lidt mere ud af presse end jeg egentlig havde tiltænkt.

Ikke alle vil være tilfreds

Jeg har vist erfaret det før, men jeg blev bekræftet i det nu. Når der er 400 deltagere til Krigslive er der sted mellem 350 og 450 meninger om hvad der er vigtigst. Det er umuligt at gøre alle glade. Meget af min kritik ovenover går netop på præferencer – jeg bryder mig ikke om skuldrer ikke hører til torso, jeg bryder mig ikke om at vi skal okse så meget rundt at lejrspillet dør, jeg bryder mig ikke om de bueregler der var til KLVIII. Men det er præferencespørgsmål. Derfor mener jeg det er et succeskriterie som Krigslive arrangør når den primære kritik går på beslutninger man har taget med fuldt overlæg vel vidende, at ikke alle var enige, og som man har kommunikeret klart ud.

Det er også en lektie jeg vil forsøge at tage med til Krigslive IX.

Takkelisten

Krigslive VIII var ikke blevet til det det var, hvis ikke det var for alle de folk der har knoklet for at skabe det – det værende spillere såvel som arrangører. Der er dog nogle, som jeg skylder særlig tak.

Arrangørerne; for de har uden tvivl knoklet for det.

De øvrige medlemmer af den kristne stab; I var sjove at spille med og jeg er glad for, at jeg kastede mig ud i at prøve at spille med nogle andre, og at de andre var jer. Tak.

Skt. Ansgars, Lazarus-ordenen, Alferne og Krimheims; fordi I var rigtig fede at se på og tydeligvis havde gjort noget ekstra for det.

De Sidste Dages Disciple; fordi I virkelig gav den gas med at spille jeres roller, særligt til stabsmøderne.

Lahrmann og Ann; for nogle fede koordineringsmøder og for at tage ansvaret omkring det at være stab alvorligt.

Sidst men ikke mindst til samtlige deltagere – fordi I knokler for at skabe det her så gennemført og så lækkert, der bare er så rockerfedt. Det er et smukt syn.

Afslutningsvis

Krigslive VIII var et af mine bedre Krigslives. Det ligger helt sikkert over Krigslive III og Krigslive VII. Det er lidt svært at sammenligne med I’eren og II’eren fordi de er så langt tilbage at de er badet i et romantisk skær og V’eren fordi jeg var arrangør. Krigslive VI og IV var begge bedre i deres helhed, primært grundet at de var tættere på mine krigslivepræferencer.

Skulle jeg sammenholde scenariet med mine forventninger er der ingen tvivl om, at det langt overgik dem – hvilket jo er rigtig dejligt.

Og så er jeg jo selv med til at løfte arven til næste år med Krigslive IX – Kejserriget mod Mørkegobliner. Forvent flere Krigslive-orienterede indlæg i fremtiden…