Romantisk glemsomhed…

Da jeg skulle anmelde Krigslive VIII prøvede jeg at vurdere det op mod de gamle Krigslives. Det var egentlig ret let når jeg gik et par stykker bagud, men da jeg kom tilbage til I’eren og II’eren gik det op for mig, at jeg ikke var i stand til at vurdere hvor gode oplevelser de egentlig var. Oplevelsen lå simpelthen for langt tilbage.

Når jeg granskede det lidt gik det op for mig, at jeg i høj grad manglede at kunne huske mine kritikpunkter. Jo der var enkelte ting jeg stadig kunne huske – at der var salami til I’eren og information omkring II’eren var mangelfuld langt hen i projektet – men jeg kan ikke huske hvor store irritationsmomenter det egentlig var, og jeg kan ikke huske særlig mange andre kritikpunkter ud over det.

Derimod kan jeg huske mange gode ting. Følelsen af første gang at marchere enheder rundt til Krigslive I, følelsen af at være den vigtige forstærkning i en af de første træfninger til Krigslive II. Hvor fedt det var at holde de første stabsmøder, at se Niende Stirland samlet, at kæmpe det fede tilbagetrækningsslag til I’eren eller min skakdyst med skak-analfabeten Claus Raasted i bakkerne til Krigslive I (det er altså aldrig en god strategi at efterligne sin modstanders træk, og slet ikke i skak hvor man besidder perfekt information om alle elementer i spillet).

Eller sagt meget kort – jeg husker en masse fede episoder, men jeg husker meget få af de dårlige.

Når jeg tog den tanke lidt videre, så fandt jeg, at det galt for mange af de scenarier der ligger langt tilbage. Til Dalens Døtre – som var mit første, større overnatningsscenarie – kan jeg virkelig ikke huske nogle kritikpunkter. Jeg kan derimod huske stemningen, hvor imponeret jeg var over kulisserne og folks kostumer, det kæmpe arbejde alle tydeligvis havde lagt bag og den fede setting.

At det er det jeg kan huske skyldes jo ikke at Dalens Døtre var fejlfrit. Jeg tror det der gør sig gældende er en form for romantisk glemsomhed – med tiden glemmer man de trælse ting men husker alle de gode historier og oplevelser. Et forsigtigt bud på hvorfor det fungerer sådan kunne være, at det er fordi det er de gode historier vi genfortæller gang på gang på gang mens de dårlige historier kun bliver hevet frem i ugerne umiddelbart efter scenariet. Herefter får de enten et twist så de bliver underholdende at fortælle eller også glemmer man dem slet og ret.

Alternativt kan det være en form for overlevelsesredskab. Hvis man ikke har en selektiv hukommelse der virker på denne måde så vil man samle på for mange dårlige oplevelser til at man synes det giver mening at vedblive med at være rollespiller.

Jeg tror nok mere på den første teori af de to.

Claus Raasted – og måske andre før ham jeg ikke har stødt på – er meget begejstret for udtrykket “Alting var bedre i ’98” – som oftest sagt ironisk. Romantisk glemsomhed bærer nok en stor del af æren for at alting huskes som værende bedre i ’98.

Såfremt at det gælder, at jeg ikke er den eneste der husker gamle scenarier sådan – hvad kan man så bruge det til? Det oplagte er at bruge det som en opfordring til at arrangere – for tiden vil male dine scenarier i et godt lys; fortiden fejl vil blive glemt men du vil til gengæld altid blive husket for de gode oplevelser du har skabt for folk. Og det er sgu’ da dejligt positivt!