Jeg taber altid krigslive…

Jeg er en del af en meget lille flok – en flok som i år blev endnu en mand mindre. Det er flokken af folk, der har deltaget i samtlige Krigslives. Faktisk bilder jeg mig ind at vi lige nu er nede på 3 personer, men jeg er åben overfor, at jeg har glemt en eller to – særligt Krigslive I og III er jeg lidt usikker på præcist hvem det sorterer fra.

Hvis jeg skal tillade mig at bryde med janteloven et kort øjeblik, så anser jeg mig selv for at være nogenlunde ferm ud i Krigslive strategi. Jeg har i majoriteten af de Krigslive jeg har deltaget i været officer med kommando – også ofte over flere regimenter – har været med til at lægge planer og har lært på den hårde måde hvilke ting der overhovedet ikke virker, og hvilke der gør (jeg vil gerne fortælle lidt om begge dele ved en senere lejlighed).

Alligevel har jeg en lettere blakket krigslive-sejrs-statistik:

• Krigslive I – Sejr! De Kejserlige vandt det sidste slag med nød og næppe – jeg tror faktisk vores placering gav os tilstrækkelig terrænmæssig fordel.
• Krigslive II – Nederlag! De Kejserlige fik tæv i sidste kamp primært grundet en passiv plan der ikke passede med styrkefordelingen.
• Krigslive III – Nederlag! “De Gode” fik tæv, til en vis grad grundet stort enhedsundertal og mange “special enheder” på “De Onde”s side.
• Krigslive IV – Nederlag! Vores plan i sidste slag var egentlig god nok, men de andres var bedre (jeg sad dog på skadestuen under den sidste del, så havde meget lidt indflydelse her).
• Krigslive V – Nederlag! Men okay, jeg var arrangør og min “side” havde jeg intet taktisk forhold til.
• Krigslive VI – Nederlag! Vi lagde to planer og valgte den der var mest kompliceret at udføre. Dumt.
• Krigslive VII – Nederlag! Jeg havde ingen kommando her – og nederlaget skyldes også i høj grad at en stor enhed skiftede side lige inden sidste slag.
• Krigslive VIII – Nederlag! Vores plan til sidste slag var egentlig fin nok, men eksekveringen dårlig og det samme var vores generelle kommando.

Så hvad viser det? Udover mine dårlige undskyldninger så er faktum, at jeg gang på gang har formået at placere mig på den tabende side – og forbløffende mange gange har haft mulighed for at have indflydelse på hvorvidt det skulle ende sådan.

For det første viser det, at Krigslive kamp er svært. Det drejer sig ikke bare om hvor mange “skill points” de enkelte soldater har i at slås eller hvor meget rustning de har på. Terræn betyder voldsomt meget. Det samme gør initiativ og god kommando undervejs. Antallet af enheder er langt vigtigere end antallet af soldater. Lette enheder er at foretrække på åbent terræn mens tunge enheder er at foretrække i lukket terræn. Der er en hel masse faktorer og det kan være uhyre svært at overskue dem allesammen.

For det andet skal man være opmærksom på, at “resultatet” er udfaldet af sidste kamp. Men til intet Krigslive har den ene side vundet alle træfninger – der har altid været sejre til begge dele. Så selvom man har været på “den tabende side” så kan man sagtens have vundet den ene sejr efter den anden undervejs. Der sker dog ofte det, at arrangører såvel som stab løbende prøver at justere hvis de føler at den ene side er overlegen – f.eks. ved at lave taktisk dumme beslutninger eller på anden vis forsøge at balancere vægtskålen i en eller anden retning.

For det tredje – mit succeskriterie har bestemt ikke altid været “at vinde”. Niende Stirlands motto er “Vi dør flottest” og kom fra det første Krigslive hvor vores ambition var at lave en flot spydenhed og vælge en kampstil vi mente der passede til det og så ellers acceptere, at vi ville få grusomme tæv (at det ikke gik helt så galt er så en anden historie). En af vores fedesteoplevelse i de tidlige Krigslives var til Krigslive II hvor i det sidste slag hvor vi blev nedkæmpet som sidste regiment – og lå døde oveni hinanden næsten på linie. Det var fedt, fordi det viste disciplinen holdt og at vi stod sammen og holdt ud – at vi blev nedkæmpet var sådan set ligegyldigt for vores oplevelse!

Og sidst men ikke mindst – jeg har tabt ikke mindre end 7 krigslives og jeg synes stadig det er sjovt. Det kan godt være at der er et konkurrenceelement i Krigslive, men det er tydeligvis ikke det eneste der er at komme efter – ellers var jeg nok kommet til fornuft og havde fundet noget andet at bruge min tid på!