Sov til du er…
Et af de klassiske problemstillinger problemer omkring (live)rollespil kan bedst forklares med sætningen “1-2-3 – så er du ingame! Spil!”.
Det virker ikke vanvittigt godt. Selvom der er en del som relativt ubesværet på personligt plan kan gå ind og ud af rollen, er det for de fleste en gradvis proces. Når du så ovenikøbet har en 50-100 – eller flere – folk som skal gå ingame på samme tid mens de lige skal have deres sidste grej klar og lagt soveposen ind i teltet så betyder det, at mange scenarier har en død-periode fra det officielle spilstart til spillet rigtig er startet.
Arrangørernes døde periode…
Jeg har en teori om, at den findes i alle arrangørgrupper. Jeg har endnu ikke medvirket til eller haft kendskab til arbejdet bag et scenarie hvor den ikke har været der. Måske findes der et sted (i Narnia!) en gruppe arrangører, som sniger sig udenom… men jeg tillader mig at tvivle. Vi må alle igennem den, den uundgåelige del af arrangørarbejdet… (indsæt passende dramatisk lydeffekt) Den Døde Periode!
Det er kun fantasien der sætter grænser…
Det er et af mine hadeudtryk. Nu må du ikke tro jeg er sådan en der generelt går og hader en masse ting, men lige præcis “Det er kun fantasien der sætter grænser” har en særlig plads i min bevidsthed og vækker altid øjeblikkeligt trangen til at svare igen og forklare præcis hvilke grænser jeg kan tænke på, der findes i virkeligheden.
Dette lå også i min bevidsthed da jeg begyndte at læse første nummer af ROLLE|SPIL. På side 11 kommer jeg til en artikel om Østerskov hvor der, i forbindelse med at beskrive hvad eleverne kan spille, står den famøse sætning “Kun fantasien sætter grænsen”.
Krigslive dominerer…
Krigslive har, siden det startede i 2006, gået frem med stormskridt. Det er den eneste scenarierække der, mig bekendt, i den grad har vandret mellem arrangørgrupper, foreninger og geografi. De to sidste krigslives (IV og V) har været de to største jyske scenarier, og Krigslive VI tyder også på at blive stort.
Med så mange deltagere har Krigslive også kunnet influere spillestilen mange forskellige steder – det mest markante nok værende 60×90 skjoldenes indtog i mange foreninger på bekostning af de større skjolde. Det har skabt mere fælles grund mellem foreninger og deres spillestile og gjort arbejdet med at deltage et andet sted mindre (eller i al fald fået det til at virke mindre). Dertil kommer de utroligt mange gennemført og lækre kostumer der er blevet lavet rundt omkring.
Ingen tvivl om at Krigslive er noget specielt, og det har givet mange gode oplevelser til de mange deltagere, og også har givet noget til miljøet generelt. Men der er også en bagside af projektet.
Grej eller rollespil…
Grej. Kilde til beundring, timevis af arbejde og tusindevis af kroner. Sved, blod og tårer…
Grej som helhed er et stort emne, og et emne jeg længe har kredset omkring fordi jeg har så mange ting jeg gerne vil sige omkring det. Jeg tror jeg vil forsøge at tage hul på bylden nu.
Kommentarer