Fonde er ikke løsningen på alt…

Jeg hader fonde. Rigtig meget. Jeg føler altid sådan et svagt udslæt brede sig ud over min hud når ordet “fonde” bliver hevet ind i en snak omkring arrangørarbejde.

Det er ikke fordi jeg har noget imod folk, der gerne vil dele penge ud, ej heller vil jeg underkende, at fonde har bidraget til at gøre nogle ting mulige, som ellers ikke ville være det. System Danmarc, Babylon, Uskyldighedens Melodi – og meget andet – var ikke blevet til uden fonde.

Det skyldes heller ikke, selvom det er nærliggende at tro, TRoAs bygning af prefab huse støttet af Initiativstøtten tilbage i 2005 – selvom det på mange måder står for mig som et projekt hvor præmissen hvor horribel (hvilket er en lang historie som ikke har noget med Initiativstøtten at gøre og som jeg ikke vil trætte nogen med nu), og jeg stadig er set som “den skyldige” i at de fine huse er så besværlige at sætte sammen (jeg udfordrer hermed enhver der har læst kravspecifikationen og set budgettet til at lave noget der var bedre).

Anyways, mit antipati mod fonde komme af den måde hvorpå det bliver set på som Løsningen på alle økonomiske problemer. Hvis jeg havde calimacilsværd for hver gang jeg har hørt en (kommende) arrangør få et fantasifoster af et budget til at hænge sammen ved at sige at “Så søger vi bare penge til X og Y fra fonde, så bliver alting godt.” så var jeg ansvarlig for at Canada som det eneste land var kommet sig over den økonomiske recession fuldstændigt.

Kendetegnet for disse udtalelser er typisk at fondene er ikke specificeret nærmere og X og Y er typisk noget som fonde ikke gider støtte – f.eks. transport af ting eller mad til folk. Altså at folk ikke ved særligt meget om fonde andet end at de har penge, og de åbenbart deler dem ud til højre og venstre.

Jeg skal blankt erkende, at jeg ikke ved alt omkring fonde. Men jeg ved, at søge penge fra en fond er ikke lige så let som at skrive en check. Jeg ved også at de typisk har nogle krav til projektet, f.eks. at der skal være unge involverede, at det skal være innovativt, at det skal involvere andre fra norden/europa, at det skal være udviklende for deltagere og arrangører og sådan noget. Tillige sætter de ofte nogle krav til hvad pengene må bruges til, hvad der ellers må afsættes penge til i budgettet, om der må være overskud og hvor meget, hvor lang tid skal gå inden projektet er færdigt, at der skal dokumenteres nogle ting og typisk skrives en afrapportering af en art.

Eller sagt med andre ord – der er ganske meget arbejde med at søge fonde. Derfor er fonde ikke en genvej til at lukke hullet i budgettet der opstod 3 måneder før afviklingen. Fristen er typisk for kort og man risikerer, at man ikke opfylder kritiske krav for mange fonde eller er tvunget til at ændre kritiske dele af arrangementet for at opfylde disse krav.

Det betyder, at som jeg ser der er to (gode) tilgange til fonde; enten så bruger man slet ikke kræfter på fonde, eller også baserer man sit projekt på fonde. Jeg siger ikke man ikke kan få noget ud af at søge en enkelt eller to fonde til et projekt, men den optimale udnyttelse af ens arbejdskraft får man, hvis man gør enten-eller.

Fordelen ved dette er, at der er en del overlappende arbejdsopgaver og sammenfaldende krav i fondssøgning. Så hvis man først opfylder kravene til at søge en fond der opfordrer til samarbejde på tværs i EU,  så er der nok ikke ret langt til den næste og den næste igen. Derudover kan der sikkert genbruges en del af ordlyden i (eller i det mindste tankerne bag) ansøgningen fra den første fond til de næste. Og hvis de alle skal have dokumentation, kan man stadig nøjes med at skrive den en gang (eller i lettere varierende versioner). Tilsvarende med projektet der ikke søger fonde; man bruger ikke noget tid, men får heller ingen penge. Søgte man derimod blot en enkelt fond, ville man få en stor del af arbejdsopgaverne.

Dernæst er der en anden fordel – hvis man fra starten af projektet indarbejder fondene, er der meget lettere at sikre, at man opfylder deres krav. Hvis man f.eks. skal være mindst 1/3 deltagere under 18, ja så kan man allerede tidligt i processen fastlægge, at man er nødt til at sætte en aldersgrænse lavere end 18. Og hvis man skal henvende sig til folk fra fem EU-lande så ligger det også ret meget i kortene, at man nok er nødt til at kommunikere på engelsk på sin hjemmeside. At få den slags tænkt ind fra start er kritisk – og kan også bruges som kreative benspænd.

Så derfor; drop fonden som genvej til at lukke hullet i budgettet. Lav enten et fondsbaseret projekt, eller gå helt udenom. Så kan jeg også blive fri for at få mit udslæt hver gang nogen snakker om fonde…