Det er kun fantasien der sætter grænser…

Det er et af mine hadeudtryk. Nu må du ikke tro jeg er sådan en der generelt går og hader en masse ting, men lige præcis “Det er kun fantasien der sætter grænser” har en særlig plads i min bevidsthed og vækker altid øjeblikkeligt trangen til at svare igen og forklare præcis hvilke grænser jeg kan tænke på, der findes i virkeligheden.

Dette lå også i min bevidsthed da jeg begyndte at læse første nummer af ROLLE|SPIL. På side 11 kommer jeg til en artikel om Østerskov hvor der, i forbindelse med at beskrive hvad eleverne kan spille, står den famøse sætning “Kun fantasien sætter grænsen”.

Min hjerne gearede øjeblikkeligt op og begyndte at tænke nogle fjollede situationer op, som eleverne ikke kunne spille, for at bevise overfor mig selv at udtrykket er ganske forfærdeligt.

Sådan kørte den i højeste gear et stykke tid. Jeg vil ikke kommentere om det som sådan skulle være noget særligt, men hvis vi nu for en kort stund leger, at det ikke er betragteligt under middel, så kom manglen af resultat efter en små 10-15 sekunder lidt bag på mig.

Jeg kunne faktisk ikke komme på noget man ikke kan rollespille, så længe man er villig til at acceptere, at man må hive nogle abstraktionsregler i brug. Det må være definitionen på, at at det kun er fantasien der sætter grænser.

Dernæst blev jeg helt i tvivl – hvorfor er det, jeg ikke kan lide udtrykket? Det tog mig også et øjeblik at finde ud af (men nu havde jeg jo også lige overbelastet øverste etage i 15 sekunder, så jeg er vel undskyldt).

Det er nemlig et udtryk der altid bliver misbrugt. Helt vildt. Man bruger det typisk til at gøre folk klart at de må/kan en masse forskellige ting, men i praksis er der altid noget andet der sætter grænser.

F.eks. hvis arrangørene til et fantasy-scenarie siger, at jeg kan spille lige den rolle jeg vil – kun fantasien sætter grænser – så vil jeg nok alligevel få afslag på min rolle som “Loppen, der spredte pest i Hovedstaden”. For i et traditionelt fantasy-scenarie kan jeg, af fysiske årsager, ikke spille en loppe. Jeg vejer f.eks. ca. 1. million gange for meget. Jeg er nok også lidt for høj. Og jeg tror ikke de passer ind i spillets abstraktionsgrad at jeg kan gå rundt med et skilt hvor der står “Jeg er en loppe” uden at de andre spillere bliver utilfredse. Find selv på dit eget mere fjollede eksempel.

Så når der først er sat nogle rammer så er der allerede noget andet der sætter grænser end fantasien. Mange gange er det f.eks. penge, andre gange fysiske love, andre gange igen tid eller de valgte abstraktionsregler. Eller noget helt femte. Men der er altid grænser – fordi der er sat nogle rammer op.

Det er egentlig derfor jeg ikke kan lide udtrykket. Fordi det hele tiden blive misbrugt. Hold lige op med det derude, tak!

Men jeg fandt ud af en anden god ting. At udtrykket faktisk kan bruges, og at det kan bruges om min hobby. Det var lidt af en eye-opener…

Den glæde holdt helt til side 22 hvor udtrykket misbruges på traditionel vis… Troels Palm altså…