Du er også dig selv…
Når man spiller rollespil ville det på mange måder være ideelt, at der var total distance mellem rollespiller og rolle set udefra. Om de andre deltagere kun kunne se den rolle de spiller overfor og på ingen måde kunne ane spilleren bagved (bemærk dog at set indefra mener jeg det omvendte er uhyre vigtigt – rollespilleren skal være i tæt kontakt med sin rolle, ellers bliver oplevelsen superringe).
Faktum er dog, at det ikke er tilfældet. Der er meget, meget få mennesker der forstår at give den illusion, og langt de fleste vil – i en eller anden grad – lade deres egen personlighed, tanker, holdninger, opførsel, osv. skinne igennem. Og det er som sådan ikke nogen katastrofe, så længe man vælger sine roller med det i baghovedet, så rollen stadig virker overbevisende.
Der er dog en af konsekvenserne af dette, jeg særligt ikke bryder mig om. Det er i forhold til gennemslagskraft.
Simple regler…
Regler har gennemgået en vis udvikling i liverollespil. Vores udgangspunkt for liverollespil var – i al fald i Danmark – bordrollespil og derfor var de første regler (såvidt jeg er orienteret) inspireret deraf. Man ser stadig spor af det rundt omkring og tydeligst i fantasykampagnen – og typisk i form af spiltekniske regler.
I USA leger de også…
I forbindelse med mit arbejde har jeg en del udenlandsrejse, og hvis jeg har lidt tid på egen hånd i et andet land så forsøger jeg altid at opdrive de lokale rollespilsjoints – hvis de eksisterer – og finde ud af hvordan tingene foregår på de kanter.
Nye og gamle settings…
I forbindelse med at vi besluttede at aflyse Udskud var der nogle der kommenterede på rollespil.dk, at en af de ting der gjorde at de ikke havde meldt sig til var fordi settingen var Warhammer. Ikke fordi de havde noget imod Warhammer som sådan, men fordi de ikke havde lyst til at deltage i et scenarie hvor settingen var så gammel i liverollespilssammenhænge.
Tanken havde ikke slået mig før diskussionen men da emnet først blev bragt op blev jeg klar over at jeg har det på samme med “Mellem Kansler og Krone” som anvender den – i livesammenhænge – gamle setting Niraham. Jeg følte mig også lidt intimideret ved tanken om at deltage i et scenarie hvor jeg føler jeg burde gøre en masse for at sætte mig ind i settingen først, vel vidende det var en stor opgave – uanfægtet af at scenariet ellers lød spændende.
Workshops er ikke løsningen på alt…
Kommunikation i liverollespil er centralt og forfejlet kommunikation er en hyppig kilde til dårlige oplevelser. Arrangørerne har typisk en masse information de gerne vil formidle – eller de vil facilitere at spillerne formidler information til hinanden. At gøre det på skrift – gennem flyers, hjemmesider og lignende – er den traditionelle model, men den har nogle indbyggede svagheder som relaterer til, at det er envejskommunikation.
Dette har givet workshopmodellen en storhedstid. Nu om dage snakkes der ikke i så høj grad om hvorvidt man skal lave workshops til sit scenarie, men snarere hvornår og hvilke. Man kan lave workshops om alt muligt; det kan både være næsten undervisnings-agtig seance fra arrangører til spiller over diskussioner til en fælles skaberproces for scenariet. Alt kan næsten lade sig gøre.
Selvom jeg skal være den første til at anerkende at workshops har en række fordele, er der bestemt også nogle ulemper, og jeg synes nogle gange de bliver overset.
Kommentarer