Politikere der leger…
Det slog mig at jeg aldrig fik fulgt op på mit indlæg om politikere der stillede op til kommunalvalget.
Kort fortalt; Peter Thiele (SF) blev valgt i København (ikke underligt med deres enorme fremgang). Hurra for det!
Niels Christian Selchau-Mark (C) blev lige akkurat ikke valgt i Århus. Jeg tror det var 10 personlige stemmer eller sådan noget der afgjorde det for ham. Rigtigt ærgeligt.
Monica Hjort Traxl kom ikke ind – Nihilistisk Folkeparti er nok ikke de store stemmeslugere, trods alt.
Den stærke ide er bedre…
Det her indlæg er egentlig inspireret lidt af City of Cities og deres måde at definere scenariet på. Men også lidt af de kloge ord som Bjarke sagde på Forum 09 omkring kollektivt arrangerede scenarier.
For det slår City of Cities mig lidt som værende. Kollektivt arrangeret. Eller måske snarere kollektivt defineret.
Okay, de har en location og de har en grov ide til hvad scenariet skal handle om (80’er kulturer efter “katastrofen” mødes for at fordele ressourcer) men der er utroligt mange ting de ikke har taget stilling til. Så mange, at deres spørgsmålsforum er pumpet med spørgsmål og det efterhånden er lidt svært at følge med i.
Konsekvensen af dette er, at scenariet i praksis i høj grad bliver kollektivt arrangeret.
Flere ansøgninger…
Til mange scenarier er der nogle roller og/eller grupper, der er begrænset i antal. Det kan godt være man vil have et troldmandstårn i byen, men det nytter ikke hvis 85% af deltagerne spiller troldmænd.
Så sådanne roller skal besættes på en eller anden måde. Til rigtig mange scenarier foregår det efter en af to metoder; den ene er, at man giver den slags roller til venner og/eller folk man tror er dygtige til at spille dem, og den anden er “first come, first served” (herfra FCFS) – de første der skriver og siger de har lyst til at spille rollen, og udtrykker tilstrækkelig med kompetence omkring den, får den.
Ingen af metoderne er optimale.
Uskyldighedens Melodi
Dette er, tillige med et par øvrige artikler, en del af mit løbende projekt med at få alle mine gamle anmeldelser af scenarier jeg har deltaget i ind i bloggen. Det bliver langt fra alle da mange af dem har ligget på fora der ikke længere findes, men de af dem jeg har kunnet finde kommer her.
Nedenstående anmeldelse skiller sig dog ud på et væsentlig punkt – jeg har originalt aldrig færdigskrevet det. Jeg har således redigeret i det ved kun at bevare de noter jeg nåede at skrive dengang og modstået fristelsen til at skrive noget til – for det er uden tvivl farvet af de næsten 3 år der er gået i mellemtiden.
Det har egentlig hele tiden været min mening at skrive en anmeldelse af scenariet. Jeg skriver anmeldelser af langt de fleste scenarier jeg deltager i, og for det meste falder det mig ret let at sige min mening. Men af en eller anden grund har det været meget svært for mig at få hul på den her anmeldelse – jeg tror jeg har lidt svært ved at finde ud af hvor jeg skal starte og hvordan jeg skal strukturere det.
Derfor bliver det hele lidt i punktforum og markant mindre struktureret end jeg ellers har for vane. Punkterne kommer i semikronologisk rækkefølge som jeg nu kommer i tanke om dem.
Nogle af punkterne er i mindre grad evaluering af arrangørernes arbejde men også af mit eget – så har læseren en ide om hvilket udgangspunkt jeg har for min kritik. Og jeg bliver lidt klogere på mig selv.
Kunsten at vælge fra…
Når jeg overvejer at deltage i et scenarie forsøger jeg altid at vurdere, om det er realistisk at scenariet bliver realiseret som arrangørerne beskriver det – ofte også før jeg overhovedet tager stilling til om scenariet er interessant for mig. Jeg tror det bunder i, at jeg hader at køre mig selv op til at skulle deltage i noget som efterfølgende bliver aflyst eller bare ikke bliver som beskrevet. Så hellere starte med et “reality-check” og så efterfølgende finde ud af, om jeg har lyst til at spille det.
Det primære værktøj her er at vurdere arrangørernes kompetencer (tidligere beviste eller, i mangel på bedre, vurderet baseret på det arbejde de allerede har lavet på det pågældende arrangement, f.eks. hjemmeside og kommunikation) op mod de arbejdsopgaver de definerer for sig selv med den plan de har for scenariet.
I mange tilfælde betyder det, at man skal vurdere arrangørerne på den smule de allerede har lavet omkring scenariet – hvilket typisk er at sætte nogle rammer op for scenariet og kommunikere dem ud. Så hvordan vurderer man arrangørerne på de rammer de har sat op? Det letteste at gøre som arrangør, er jo at fortælle alle de ting ens scenarie opfylder og kan. At scenariet både har plads til den ene og den anden spiltype, at det skal være stort og underholdende for alle, at det skal være billigt og man vil få alting, og at arbejdet allerede er halvt færdiggjort. Så hvis man skriver, at man opfylder alting, så bliver det vel pissegodt – hvordan kan man blive vurderet på det?
Kommentarer