Flere ansøgninger…

Til mange scenarier er der nogle roller og/eller grupper, der er begrænset i antal. Det kan godt være man vil have et troldmandstårn i byen, men det nytter ikke hvis 85% af deltagerne spiller troldmænd.

Så sådanne roller skal besættes på en eller anden måde. Til rigtig mange scenarier foregår det efter en af to metoder; den ene er, at man giver den slags roller til venner og/eller folk man tror er dygtige til at spille dem, og den anden er “first come, first served” (herfra FCFS) – de første der skriver og siger de har lyst til at spille rollen, og udtrykker tilstrækkelig med kompetence omkring den, får den.

Ingen af metoderne er optimale.

Den første type har der været en del diskussion omkring. At give roller til venner udelukkende baseret på venskab er naturligvis ikke en god ting, men at give den til folk på baggrund af deres kompetencer kan være en god måde at besætte den slags roller på – så sikrer man, at man får kompetente folk til at spille den slags roller, som ofte har en del indflydelse på spiloplevelsen for mange af de øvrige spillere.

Den klare ulempe ved den metode er dog, at man ikke rigtig får “udvidet sin horisont” hvad angår spillere. Nye, dygtige folk risikerer aldrig at blive “opdaget” fordi de aldrig får chancen. Dygtige folk fra andre spillegrupper kan også have meget svært ved at få chancen, fordi man ikke kender dem. Resultatet er, at det er den samme kreds af folk der spiller disse centrale roller, og det er selvsagt lidt ærgeligt i det lange løb.

FCFS er dog bestemt ikke løsningen på dette problem. De fleste nogenlunde kompetente rollespillere kan beskrive hvorledes de vil spille et bestemt koncept og, groft sagt, snakke arrangørerne nok efter munden og have tilstrækkeligt med gode ideer til, at arrangørerne kan have svært ved at argumentere imod, at de skal have lov at spille en given rolle uden at virke ubehøvlede.

Kombineret med, at de fleste arrangører altid er lidt bekymrede for om de kan få deltagere nok betyder det, at såsnart der er nogen der henvender sig med interesse om et givent koncept og de virker sådan nogenlunde kompetente, så er det meget svært at sige nej, hvis man ikke har et bedre kort på hånden.

Det betyder, at med FCFS princippet vil det i praksis blive den eller de som er hurtigst til at kontakte arrangørerne, der får de mest “interessante roller” – ret uafhængigt af om der er andre der var interesseret og bedre til at varetage dem – og det er scenariet som helhed ikke nødvendigvis tjent med. At udarbejde en god plan for et givent koncept, at skaffe de rigtige folk, være sikker på at de har tid og lyst tager tid – og i mellemtiden kan dem med den halve plan og ide have kontaktet arrangørerne og fået lovning på at de måtte spille konceptet.

Da vi i sin tid gjorde de første overvejelser omkring Udskud gjorde vi således op med begge disse koncepter og overvejede i stedet en ansøgningsmodel som f.eks. til jobsamtaler. Alle grupper var prædefineret i et eller andet omfang, og der var en ansøgningsfrist og før denne ville ingen gruppe være besatte. Således kunne alle med interesse i en bestemt gruppe nå at udarbejde en ordentlig ansøgning, og de kunne blive holdt op mod hinanden, og dem der virkede mest kompetente valgt – og efter det var der så FCFS.

Der er naturligvis nogle problemer ved en sådan model. Det skaber en masse usikkerhed blandt spillerne, så det nytter ikke noget at denne ansøgningsfrist ligger for tæt på selve scenariet, for de har naturligvis ikke lyst til at bruge alt for lang tid på planlægning før de har lovning på, at de kan få lov at deltage som en given gruppe.

Derudover kan man risikere, at ellers kompetente spillere vælger det fra, fordi de føler det “ydmygende” at skulle ansøge om en rolle, eller fordi de ikke kan få skrevet en ansøgning. Man kan diskutere om det er et stort tab, men jeg tror man vil blive overrasket over hvor mange kunne finde på at vælge det fra på den bekostning.

I sidste ende gik vi væk fra modellen til Udskud da vi endte med kun at have 2 prædefinerede grupper som vi søgte spillere til, men jeg kunne stadig godt tænke mig at se konceptet anvendt. Eller rettere, vi er ikke gået helt væk fra det, vi forbeholder os stadig ret til at tygge lidt på når der kommer en ansøgning til disse grupper, men det er ikke som sådan et gennemgribende koncept i vores tilmeldingshåndtering.

I takt med at jeg sidder og skriver slår det mig også, at ideen ikke er helt ny og unik. Jeg kan komme i tanke om to arrangementer der har brugt “ansøgninger”. Mange af de gamle Einherjer scenarier kaldte en tilmelding for en ansøgning, men det var primært en holdningsting – praksis var den nu klassiske model med at der rent faktisk ikke var nogle prædefinerede grupper, og grupperne blev defineret ud fra hvad folk ansøgte om at spille – det minder i al fald ikke om ovenstående koncept. Senere blev det mere FCFS.

Til Uskyldighedens Melodi skulle man også ansøge. Det var dog ikke til en bestemt rolle, men om at deltage i scenariet overhovedet, og så blev rollerne fordelt på baggrund af disse ansøgninger. En vigtig forskel mellem det koncept og det jeg tænker på var, at her var det et spørgsmål om hvorvidt man overhovedet kunne deltage – min tanke var udelukkende at bruge det til at besætte centrale roller, og ikke at udelukke deltagelse.

Jeg tror konceptet med ansøgningsfrist og ingen besatte roller før denne kunne være en god balance mellem at få rollerne besat med de mest kompetente spillere og samtidig give plads til at nye spillere, kunne få en chance. Nu mangler jeg bare et godt scenarie at afprøve den på…