Kunsten at vælge fra…

Når jeg overvejer at deltage i et scenarie forsøger jeg altid at vurdere, om det er realistisk at scenariet bliver realiseret som arrangørerne beskriver det – ofte også før jeg overhovedet tager stilling til om scenariet er interessant for mig. Jeg tror det bunder i, at jeg hader at køre mig selv op til at skulle deltage i noget som efterfølgende bliver aflyst eller bare ikke bliver som beskrevet. Så hellere starte med et “reality-check” og så efterfølgende finde ud af, om jeg har lyst til at spille det.

Det primære værktøj her er at vurdere arrangørernes kompetencer (tidligere beviste eller, i mangel på bedre, vurderet baseret på det arbejde de allerede har lavet på det pågældende arrangement, f.eks. hjemmeside og kommunikation) op mod de arbejdsopgaver de definerer for sig selv med den plan de har for scenariet.

I mange tilfælde betyder det, at man skal vurdere arrangørerne på den smule de allerede har lavet omkring scenariet – hvilket typisk er at sætte nogle rammer op for scenariet og kommunikere dem ud. Så hvordan vurderer man arrangørerne på de rammer de har sat op? Det letteste at gøre som arrangør, er jo at fortælle alle de ting ens scenarie opfylder og kan. At scenariet både har plads til den ene og den anden spiltype, at det skal være stort og underholdende for alle, at det skal være billigt og man vil få alting, og at arbejdet allerede er halvt færdiggjort. Så hvis man skriver, at man opfylder alting, så bliver det vel pissegodt – hvordan kan man blive vurderet på det?

Problemet med det er bare, at man sætter sig selv en enorm opgave. Faktum er nemlig, at man kan ikke alting på en gang. Man kan ikke både have 500 deltagere og 24-7 underholdning leveret fra arrangørerne til alle deltagere. Man kan ikke både sælge deltagelse for 200 DKK og give mad, lækre boliger og gode skideforhold til alle deltagerne. Eller… selvfølgelig kan man det – men det kræver helt exceptionelt meget fra arrangørernes side, og er derfor ikke vanvittigt realistisk. Den slags scenarier kan der snildt gå et årti – eller mere – imellem, og når de kommer er du ikke i tvivl, for de folk der står bag det ved du allerede godt er hammerkompetente.

Derfor tænder jeg rigtig meget at arrangørerne tør fortælle hvad de ikke kan – og står ved det. For det er nemlig det der viser erfaring og forståelse for opgaven.

For det første gør de projektet realistisk når de siger at “scenariet er pisse-billigt, men du får heller ikke mad og bolig for pengene”,  og for det andet så viser det, at de forstår at begrænse deres egne arbejdsopgaver, så det er realistisk at de får dem udført. Det samme gælder koncepter – hvis man siger man vil tilfredsstille dem der vil spille roligt byspil og dem der vil slås hele tiden så er der en overhængende risiko for at en af grupperne bliver skuffet. Det er bedre kun at lave den ene ting, og så acceptere at det betyder, at nogle folk ikke deltager i stedet for at forsøge at behage begge men i sidste ende ikke behage nogen.

Derudover kræver det mod, at turde vælge noget fra. Det kræver mod at sige nej til deltagere og koncepter, fordi de ikke passer ind i det man gerne vil med scenariet. Det kræver mod at holde fast på ens originale ideer og tanker når deltagerne forsøger at rokke ved dem, og det viser selvsikkerhed og at (man mener at) scenariet er gennemtænkt. Man skal naturligvis ikke være stejl og uimodtagelig, men det er vigtigt at man har en klar ide om hvad man vil, og at man viser man tør stå ved det.

Så derfor betyder det meget at arrangørerne tør vælge fra – og derfor kigger jeg ofte på hvad et scenarie ikke er frem for hvad det er. For hvis de siger de vil alting så ved jeg at det sandsynligvis ikke bliver nogen af delene. Men hvis de kun vil få ting, kan det bliver rigtig stærkt og gennemført.

Hvis jeg kun måtte give et tip til førstgangsarrangører så var det det – beslut hvad jeres scenarie er men så sandelig også hvad det ikke er, og stå fast ved det. Forsøger man at behage alle, behager man i sidste ende ingen. Det gælder både i livet som helhed, og også når man arrangerer scenarier…