Historien er bedre end oplevelsen…
Buddene på hvorfor vi spiller liverollespil er mange. Jeg er sikker på der er nogle humaniora folk der har analyseret det helt i stykker, og har en masse fine bud og modeller. Det har de sikkert bedre styr på end jeg.
Men en ting jeg er ret sikker på; der er rigtig mange scenarier som er sjovere at fortælle warstories fra, end det var da man oplevede scenariet. Og for mig er det en stor del af årsagen til at jeg spiller.
360 grader til kedelige stunder…
360° illusion er den betegnelse der normalvis bruges om at forsøge at lave de perfekte kulisser, kostumer og i det hele taget den perfekte illusion af at man er i midt i en krig på Kejserriget og står med en lang, spids stage i hænderne på vej til at modtage et fjendtligt regiment med samme hensigter og ikke bare er en tilfældig nørd klædt ud i sjovt tøj der står med en træ-og-skum pind i en skov i vestjylland.
360° har i mange år været hyldet som det ultimative mål, og mange scenarier – særligt fra Einherjernes hånd selvom TRoA ikke har forsøgt at holde sig tilbage – har aspireret mod dette og gør det stadig.
Hvorfor stoppede Mafia Big Time…
Som jeg nævnte tidligere synes jeg, at Mafia Big Time havde en masse gode elementer som liverollespil-brætspils hybrid. Alligevel er det snart 7 år siden, at det sidst blev afholdt – og 6 år siden arrangørerne sidst forsøgte at afholde det. Hvordan det? Hvorfor stoppede Mafia Big Time? Spildesignet var godt og spillerne var glade for det, så hvad gik galt?
Spiller mod spillet…
Lidt affødt af mine tanker omkring liverollespils-brætspils-hybrider, kom jeg til at tænke i en anden retning omkring det. Hvordan kan man lave sådanne spil, så spillerne spiller mod spillet?
Krigslive VII…
Krigslive VII har taget lidt tid at fordøje. For mig var det en lidt blandet oplevelse med ting der trak i både den ene og den anden retning, og derfor er det svært for mig sådan lige at sige sådan entydigt at det var en god eller en dårlig oplevelse.
Som ved sidste års Krigslive anmeldelse vil jeg starte med et oprids af handlingen (så godt som jeg husker den, det har en tendens til at flyde lidt sammen) og derefter tage de enkelte “områder” hvor jeg føler jeg har noget at sige, i den rækkefølge det nu falder mig ind.
Kommentarer