360 grader til kedelige stunder…

360° illusion er den betegnelse der normalvis bruges om at forsøge at lave de perfekte kulisser, kostumer og i det hele taget den perfekte illusion af at man er i midt i en krig på Kejserriget og står med en lang, spids stage i hænderne på vej til at modtage et fjendtligt regiment med samme hensigter og ikke bare er en tilfældig nørd klædt ud i sjovt tøj der står med en træ-og-skum pind i en skov i vestjylland.

360° har i mange år været hyldet som det ultimative mål, og mange scenarier – særligt fra Einherjernes hånd selvom TRoA ikke har forsøgt at holde sig tilbage – har aspireret mod dette og gør det stadig.

Hvis vi et øjeblik ser bort fra, at 360° i sig selv i praksis er uopnåeligt (selvom du naturligvis kan komme rigtig tæt på – særligt hvis det er en nutids-setting) så er det stadig utroligt meget arbejde at aspirere mod det. Afhængig af hvor høje ens krav er kan man bruge hundrede eller tusinde af timer på at håndsy sine underbukser og garve sit læder i autentiske væsker – og mindst lige så meget tid på at diskutere, om det man så gør er korrekt. Jeg har tidligere påpeget at historisk korrekthed er en relativ størrelse baseret på at folks viden om historien er forskellig – for slet ikke at tale om, at vi hele tiden reviderer vores opfattelse af hvordan tingene fungerede dengang.

Så, hvorfor er vi villige til at bruge så lang tid på det? Hvad bidrager det til rollespilsoplevelsen? Det spørgsmål kom op for nogle uger siden i selskab med Lars Kjær og svaret vi kom frem til var egentlig ret simpelt; at illusionen er god betyder kun rigtig noget, når vi keder os i spillet. Så længe der sker noget i spillet og man er fokuseret på sin rolle og de ting der foregår omkring en, er det mindre vigtigt.

Selvfølgelig er der ingen scenarier hvor der sker noget hele tiden hvor vi aldrig nogen sinde keder os. Selv 700%-scenarier der er designet med fokus på 1-3 deltagere har deres kedelige perioder, fordi der i sagens natur ikke kan ske ting hele tiden. Så de kedelige perioder opstår, og det er jo rart at man så ikke falder helt ud af rollen hver gang det sker.

Med dette kunne man fristes til at trække den sammenhæng der hedder, at jo flere “kedelige” perioder der er i spillet, jo større er behovet for at aspirere mod 360°. Og når jeg kigger på de scenarier jeg har deltaget i gennem tiden, jo mere virker det til at være tilfældet. Dermed ikke sagt at action-packed scenarier ikke kan aspirere mod 360°, men de har mindre behov for det.

Men det gælder også lidt den anden vej rundt synes jeg – hvis man bruger mange kræfter på 360° ser det ud som om arrangørerne i flere tilfælde bruger færre kræfter på at sikre, at alle spillerne har noget at give sig til (eller i al fald sikre, at de har mulighed for det). Der opstår “stemningsspillere” der bare kommer for de 360° og ikke for at spille en rolle og som egentlig lige så godt kunne have taget på middelaldermarked som aktører – og mange gør også lige præcis det.

Og jeg synes faktisk, at rent stemningsspil er lidt langt væk fra hvad rollespil – efter min mening – burde være omkring; nemlig det at spille en rolle. Jeg  synes ofte jeg ser at 360° bliver brugt som en sovepude så man smider alle sine kræfter i at lave grej og kulisser og dermed glemmer – måske med vilje – at fokusere på at lave en rolle der kommer til at fungere. Man får “grejspil” – man laver et fedt kostume men man har ingen personlighedstræk, relationer eller konflikter udover måske de mest basale.

Særligt Krigslive er et eksempel på denne slags rollespil. Her sætter arrangørerne heller ikke noget krav om at man har en rolle, men folk har en tendens til  at drukne sig i grejproduktion – i en grad der gør, at folk har svært ved at finde tid og råd til at deltage i andre scenarier. Jeg kan også godt nyde den slags oplevelser, men jeg ved ikke hvor meget det har med rollespil at gøre. Aagaard beskrev på et tidspunkt Krigslive som Warhammer-reenactment og det tror jeg nogle gange er end bedre beskrivelse.

Jeg kan godt lide et grejscenarie indimellem. Men nogle gange savner jeg scenarier i den gamle con-scenarie genre hvor kulisser budgettet var nogle få hundrede kroner og noget der blev lavet på en håndfuld timer mens der blev brugte bunkevis af timer på at lave roller og spændende spildesign. Oplevelsen bestod ikke i at kigge på kulisserne – for det var for meste en skole med nogle få kulisseelementer – men at tolke og spille den rolle man havde fået eller lavet og udforske spillets handling. Og jeg tror det giver en rollespiloplevelse med mere fokus på at spille en rolle – og mindre fokus på at ligne en.

Til Krigslive VI så vi ekstremen på grejfabrikation og brug i TRoA – der var en masse folk som skulle lave ridderkostumer med udgangspunkt i næsten ingenting. Ikke overraskende tog det utroligt meget tid, men vi valgte også bevidst at prioritere noget rolledesign, og det var afgørende for at jeg fik den bedste rollespilsoplevelse jeg nogensinde har haft til at Krigslive.

Til Krigslive VII gik jeg et skridt videre med det. Vi spiller igen Niende Stirland og vi har ikke skruet minimumskravene op (det er min overbevisning at hvis vi vil være en stor flok skal vi sætte nogle overkommelige minimumskrav men lade folk selv bygge på). Det betyder, at rigtig mange folk kunne tage afsted uden at skulle lave noget grej – mig selv inkluderet. Jeg har i sidste ende brugt under 1.000 DKK på grej og det var altsammen ting jeg strengt taget kunne have klaret mig uden. Det betyder, at det var muligt at bruge tid på rolledesign – så os der havde lyst brugte en dag i TRoA på at lave roller og flette dem sammen med relationer på kryds og tværs. Det er dog nogle måneder siden, så vi må se om det hænger ved, men det er et skridt i retning af mindre grej-fokus og mere rollespils-fokus. Og det er den retning jeg gerne vil i…