Bilkort…
Såvidt jeg husker blev udtrykket “Bilkort” introduceret til mig af Lars Kjær tilbage til Khypris IV i 2005. Det var i al fald der jeg hørte den første rant fra ham over hvor forfærdelige de er. Men måske skal jeg lige forklare begrebet først.
Et bilkort er, i sin simpleste form, at en rolle har et stykke papir der giver rollen en eller anden form for magt i spillet som folk forventer ikke kan demonstreres i spillet (hvilket som ofte er sandt). Skolebogseksemplet er diplomaten der truer kongen med hans 1000-mands hær der står 2 dagsmarcher herfra og når som helst kan angribe. Navnet bilkort kommer af, at man for det meste ikke kan besvare et bilkort med ingame magt fordi man ved at styrkeprøven aldrig kan komme til at stå (de 20 våbenføre soldater kongen har kan aldrig komme til at slås med de 1000 fiktive soldater 2 dage herfra primært fordi de 1000 soldater er – nå ja – fiktive). Således kan de typisk kun besvares med andre bilkort (andre fiktive hære der står et stykke herfra) og så koger hele konflikten ned til at sammenligne nogle tal på nogle stykker papir – som når man spiller med bilkort.
Andre eksempler på bilkort kan være handelsaftaler, beskyttelses/magtpapirer udstedt af grupperinger der ikke har direkte magt i spillet og næsten alt andet hvor en magtfaktor der ikke findes i den del af spillet som spillerne kan interagere med forsøger at influere magtbalancen i spillet.
Kunst…
Det er jo en gammel diskussion, om rollespil er kunst eller ej. Når folk skal klassificere rollespil lyder budene på alt fra kunst, over medie og underholdning til sport. Personligt tror jeg ikke på at man kan klassificere rollespil som en af delene på bekostning af de andre, men snarere at et givent rollespil kan være en vilkårlig af disse afhængig af spillets karakteristika.
Den diskussion vil jeg dog ikke ind på her. I stedet vil jeg pushe et par nylige arrangementer som hælder til at rollespil er kunst.
Historisk korrekthed…
I diverse fantasy-liverollespil har der alle dage været diskuteret historisk korrekthed. Som oftest ønsker man at lave et middelalderlignende miljø med afgrænsede fantasy-elementer, men det store spørgsmål her er hvor tro mod middelalderhistorien skal vi være? Skal alting være håndsyet? Skal vi lave alting i uld og hør? Er kartoflen opfundet? Er sort en dyr og sjælden farve? Skal vi sige “Eder” eller er “du der” godt nok?
Der er flere facetter i denne diskussion som jeg ønsker at se lidt nærmere på i dette indlæg og komme med mit bud på hvor det er nøglepunkterne ligger i at skabe den gode balance.
Affolkning eller befolkning…
Som jeg allerede har skrevet lidt om mener jeg at miljøet består af en række Omgangskredse der hver især i bund og grund holdes i live af en eller flere Ressourcepersoner.
Hvis byen er tilstrækkeligt lille er der kun en Omgangskreds og måske så lidt som en 1-2 Ressourcepersoner der holder gang i den. Det gør selvsagt Omgangskredsen – og dermed hele byens rollespilsliv – relativt skrøbeligt.
Generationsskifte…
I næsten alle etablerede foreninger er generationsskifte et hot emne på et tidspunkt. Selvom det er fedt at være aktiv i en forening så vil vi alle sammen jo gerne, at det arbejde vi har lagt i foreningen ikke forsvinder i takt med, at vi prioriterer vores tid anderledes.
Det hotteste emne i den sammenhæng er at få nogle nye, unge kræfter ind i foreningen. Men gør vi det på den rigtige måde?
Kommentarer