Generationsskifte…

I næsten alle etablerede foreninger er generationsskifte et hot emne på et tidspunkt. Selvom det er fedt at være aktiv i en forening så vil vi alle sammen jo gerne, at det arbejde vi har lagt i foreningen ikke forsvinder i takt med, at vi prioriterer vores tid anderledes.

Det hotteste emne i den sammenhæng er at få nogle nye, unge kræfter ind i foreningen. Men gør vi det på den rigtige måde?

Jeg har – i al den tid jeg har været aktiv i TRoA – altid haft generationsskifte på min agenda i en eller anden grad. Meget af det arbejde jeg har lagt i foreningen har været med tanke på at “uddanne” og “skabe” den kommende generation så der var nogle til at lave scenarier til mig, når jeg var for doven eller gammel til at gøre det.

Men set i retrospekt er jeg efterhånden blevet i tvivl om hvorvidt vi griber det an på den rigtige måde.

Den typiske model er nogenlunde sådan her. Der laves nogle arrangementer med fokus på de unge (i TRoA er det Aktiv Tirsdag, diverse ungdomsbordrollespilshold og Sidste Søndag). Her holder vi øje med dem vi synes viser potentiale og engagement. Når de har gjort det længe nok så inviterer vi dem typisk med på en tur med “de voksne” til et voksenscenarie. Måske hiver vi dem også med ind på sidelinien i diverse arrangørgrupper. Herefter håber vi, at vi i en tidlig alder kan både præge deres holdninger til liverollespil så de ligner vores og give dem de erfaringer der gør, at de ikke behøver at lave alle de fejl, vi selv har lavet. Jeg kunne forestille mig det har nogle paralleller til børneopdragelse (som jeg endnu har til gode at have praktiske erfaringer med).

Men der er en række problemer med denne tilgang.

Det første problem fik jeg forklaret på et landsforeningskursus engang for mange år siden af en Einherjer (om det var Rune Lippert eller Tue B. Olling kan jeg ikke huske lige nu). Der sker nemlig det, at den unge knytter sig til den ældre generation. Når de så trækker sig ud af klubben trækker den unge sig med i stedet for at blive tilbage. Eller sagt på en anden måde – den unge bliver en del af samme Omgangskreds i foreningen som de ældre, og generationsskiftet har fejlet.

Selvom jeg ikke er helt så pessimistisk så tror jeg der et gran af sandhed i det. Den generation jeg har været en del af i TRoA har endnu ikke trukket sig fra foreningen, så det er meget svært at sige, om de unge vi har forsøgt at trække ind forsvinder sammen med os. Men det er egentlig heller ikke mit største problem med den tilgang – nej, mit problem er meget tættere på.

De unge der bliver taget ind på den måde ender nemlig meget let med at blive møgforkælede. På ingen tid bliver de løftet i status fra “tilfældig ung spiller” til at være en af “de seje gamle spillere” – men uden at have knoklet særlig meget for det. Man ser ovenikøbet nogle gange at Omgangskredse kan finde på at konkurrere (stilfærdigt) om de lovende unge talenter, hvilket blot er med til at pudse deres ego endnu mere!

Resultatet er så, at de ender med ikke rigtig at udvikle nogle kompetencer – fordi de bliver hjulpet igennem alting fordi vi jo gerne vil have dem med – men de får et ego som havde de været med til at stifte foreningen. Når ego og kvalifikationer ikke stemmer overens bliver de upopulære og kommer ud på et sidespor i Omgangskredsen – uden måske helt at kunne forstå hvad der foregår.

Jeg siger ikke det her sker ved alle de unge, håbefulde talenter der bliver taget ind. Jeg har set en del, der er gået godt. Men en stor del af dem der bliver taget “lidt for unge” ender desværre sådan. Det har jeg rigeligt med praktiske eksempler på og har selv været ophavsmand på et par stykker.

Der er heldigvis også nogle måder jeg tror vi kan komme udenom det ved. Foreningen Helios har igang i et interessant projekt hvor alle de “gamle” tager et ungt føl med ind. Jeg kender ikke alle detaljerne men hvis disse unge føl ellers føres sammen og man forsøger at bruge dem til at skabe deres egen generation (og projekter!) udenom de gamle, tror jeg det kan være en succes.

En alternativ tilgang jeg selv har overvejet er, at vi skal vente lidt med at trække dem ind. De “unge” folk vi har haft mest succes med at trække permanent ind er dem, der har været lidt ældre – gerne en 14-15-16 år. Der har de lidt flere kompetencer, er lidt mere modne og er sandsynligvis ret sikre i, at de gerne vil vedblive med at være aktive i rollespilsregi.

Jeg ved godt, at når der er en ung spiller der viser sig at være rigtig dygtig har vi lyst til at skynde os at “plukke frugten” og få vedkommende ind i kurven inden en anden plukker den. Men jeg tror vi gør os selv en bjørnetjeneste (i gammel forstand) ved ikke at vente lidt. Ideelt set tror jeg vi skal vente så længe, at vedkommende selv begynder at fatte interesse for at lave noget sammen med “de gamle” og selv spørge til det – for så er den initierende præmisse nemlig lidt mere ydmyg i forhold til at deltage med “de gamle”, og den unge forventer ikke at de gamle gør alting for ham eller hende.

Det er ikke fordi jeg gerne vil skabe en masse status-skel mellem gamle og unge. Men jeg tror det er vigtigt at vi giver de unge muligheden for at bevise noget på egne ben inden vi tager dem ind og fortæller dem hvordan vi synes de skal gøre. Det kan godt være de ikke ender med at være helt enige med os omkring hvad de synes er det fedeste rollespil, og det kan godt være, at de ender med at lave en masse af de samme fejl som vi lavede i sin tid. Men de lærer en masse, og de tilkæmper sig respekt gennem deres handlinger og ikke fordi de bliver “opdaget” og “groomet”. Og det tror jeg er sundt.