Hvad kan man forvente…
Jeg har engang postuleret – hvilket jeg i øvrigt fastholder – at forventningsafstemning er uhyre vigtigt.
Når det er sagt kan vi vel alle anerkende, at der er så mange aspekter af et rollespil, at man ikke kan beskrive dem allesammen explicit i sit informationsmateriale. Man er simpelthen nødt til at bero på at der er nogle ting man altid kan regne med arrangørerne sørger for er iorden, medmindre de siger andet. Hvad er det så?
Firkantede regler…
Det tager vel næppe meget diskussion at blive enige om, at regler i sig ikke er vigtige bare fordi de er regler, men de er vigtige i kraft af, at de er med til at forme spillet i en bestemt retning og sikre en fælles ramme at lege indenfor. Regler er et redskab til at nå et mål, de er ikke et mål i sig selv.
Til rigtig mange liverollespilsscenarier er regler alligevel en meget firkantet størrelse, og man føler nogle gange at man følger reglerne snarere end tanken bag ved, fordi det får man at vide man skal. Hvorfor skal det være så firkantet?
Nye og gamle settings…
I forbindelse med at vi besluttede at aflyse Udskud var der nogle der kommenterede på rollespil.dk, at en af de ting der gjorde at de ikke havde meldt sig til var fordi settingen var Warhammer. Ikke fordi de havde noget imod Warhammer som sådan, men fordi de ikke havde lyst til at deltage i et scenarie hvor settingen var så gammel i liverollespilssammenhænge.
Tanken havde ikke slået mig før diskussionen men da emnet først blev bragt op blev jeg klar over at jeg har det på samme med “Mellem Kansler og Krone” som anvender den – i livesammenhænge – gamle setting Niraham. Jeg følte mig også lidt intimideret ved tanken om at deltage i et scenarie hvor jeg føler jeg burde gøre en masse for at sætte mig ind i settingen først, vel vidende det var en stor opgave – uanfægtet af at scenariet ellers lød spændende.
Workshops er ikke løsningen på alt…
Kommunikation i liverollespil er centralt og forfejlet kommunikation er en hyppig kilde til dårlige oplevelser. Arrangørerne har typisk en masse information de gerne vil formidle – eller de vil facilitere at spillerne formidler information til hinanden. At gøre det på skrift – gennem flyers, hjemmesider og lignende – er den traditionelle model, men den har nogle indbyggede svagheder som relaterer til, at det er envejskommunikation.
Dette har givet workshopmodellen en storhedstid. Nu om dage snakkes der ikke i så høj grad om hvorvidt man skal lave workshops til sit scenarie, men snarere hvornår og hvilke. Man kan lave workshops om alt muligt; det kan både være næsten undervisnings-agtig seance fra arrangører til spiller over diskussioner til en fælles skaberproces for scenariet. Alt kan næsten lade sig gøre.
Selvom jeg skal være den første til at anerkende at workshops har en række fordele, er der bestemt også nogle ulemper, og jeg synes nogle gange de bliver overset.
Danglish…
Det er næppe nogen hemmelighed, at liverollespil stammer fra bordrollespil som for det meste var – og er – skrevet på engelsk. Det betyder at bordrollespillere typisk – ligesom det i nogen grad f.eks. er tilfældet blandt programmører – har en lingo som er en underlig blanding af engelsk og dansk fordi der er en masse fagudtryk som de originalt har lært på engelsk og som alle de omgås også bruger på engelsk og derfor har de ingen årsag til at lære (eller i det hele taget forsøge at oversætte) dem på/til dansk.
Det er det der f.eks. leder til udtryk som “Mageren kaster sin fireball efter den der black dragon så jeg kan komme til at loote den magiske chainmail der er i dens hoard” i stedet for “Troldmanden sender en ildkugle efter den sorte drage så jeg kan komme til at plyndre den magiske ringbrynje der er i dens skat”.
Til bordrollespil er det som sådan ikke et stort problem (i al fald ikke for mig). Det er bare sådan lingo er. Men til liverollespil duer det ikke rigtig for mig.
Kommentarer