Forberedelse…

Til Krigslive VI lovede jeg mig selv tidligt i processen, at jeg ikke gad stresse i sidste øjeblik over at lave de sidste ting. Jeg lovede mig selv at få en god nats søvn og have alle mine ting ordnet i god tid.

Klokken er lige nu 01:17 d. 1. april. Imorgen klokken 8.30 skal jeg køre bil til Krigslive VI.

Jeg har pakket alting og det står i min entre. Jeg mangler at lave en enkelt, lille-bitte ting og så er alt det jeg skal have med klart. Jeg har en urimeligt lang liste over ting jeg har skåret fra indenfor de sidste tre uger – lave hjelmfigur, tilpasning af slagkofte, skrive skøder på de forskellige len under mig, osv.

Jeg regner mig selv for at være ret kapabel til at planlægge min tid. Hvad går der galt?

Mit svar er Grej. Jeg har allerede været efter det flere steder. Det er i TRoA blevet omtalt som Koldkrigen. En eller anden laver noget fedt – de andre tænker “Det skal jeg også have”. Der røg lige en eftermiddag mere.

I starten havde jeg et ambitiøst projekt, men jeg gik også gang i nogenlunde fornuftig tid. Jeg startede tilbage i oktober med de første forberedelser og i januar tog det for alvor fat. I starten af marts var jeg klar nok til, at jeg kunne være bekendt at tage afsted.

Alligevel sidder jeg aftenen før og laver “de sidste ting”.

Jeg regner – som tidligere nævnt – ikke mig selv for at være dårlig til at planlægge. Det synes jeg også at kunne bekræfte når jeg kan se hvor meget dem jeg snakker med mangler/manglede sidst jeg snakkede med dem. Men jeg bliver altså også fanget i Grejfælden.

Jeg tror simpelthen den er svær at undgå. Uanset hvor god man er til at vurdere så bliver man ved med at læsse på indtil man tror man har nok – og så er der lige et par ting der tager længere tid end forventet (det er der altid) og så falder læsset derfra – og så kommer man afsted med halvdelen af det man havde planlagt eller alting halvt færdigt.

Jeg synes faktisk også grej er fedt. Men jeg bryder mig ikke om processen det bliver frembragt på. Jeg gider ikke være træt og stresset inden et scenarie fordi jeg lige skal se lidt smartere ud – men alligevel ender jeg i fælden.

Jeg har ikke løsningen på problemet. Har du?

… mens du tænker vil jeg lige printe nogle etiketter til mine vinflasker – og så vil jeg sove små 6 timer inden turen går sydover imorgen.

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier