Hvad skete der egentlig i kønsdebatten…
Tilbage midt i august sidste år startede Den Store Kønsdebat i liverollespil med dette indlæg på det nu hedengangne liveforum.
Siden fulgte en hob af indlæg og diskussioner, særligt på liveforum men også andre steder – bl.a. med udgangspunkt i Krigslive VIs holdning. Selvom jeg havde besluttet mig at holde min blog fri af den varme kartoffel, så endte jeg alligevel med ikke at kunne dy mig og skrive dette indlæg hvor jeg postulerer, at der er for meget snak og for få folk, er forsøger at præsentere nogle løsninger.
Men hvor er vi så nu et halvt år efter?
De fleste scenarier i denne sæson har nu en holdning til kønsproblematikken. Udskud, som jeg selv er med til at lave, er totalt kønsneutralt. Todwald, som Einherjerne laver til sommer, er også kønsneutralt. Jeg synes de fleste andre jeg har set på har det på samme måde – men jeg er for doven til at kontrollere lige nu. Det er jo sådan set meget godt, og det kan man ikke være ked af. Det er meget svært at sige om fokus forbliver på disse områder, men jeg tror godt at det rent faktisk kan være en holdningsændring der er varig, og fremtidige scenarier som udgangspunkt vil være kønsneutrale medmindre der er noget i scenariet der kræver kønsforskel.
Men der var også andre problemer, f.eks. at det er svært som kvinde at blive arrangør og der nogle steder er det problem, at kvinder har lavere status end mænd. Er det blevet bedre?
Det er naturligvis meget, meget svært at svare på og sådan en ændring kommer jo ikke på et halvt år. Men jeg har min tvivl om vi rigtig har rykket noget der – nu hvor diskussionen efterhånden er godt og grundigt glemt af alle, så har folk vel en tendens til at falde tilbage tilbage i gamle mønstre.
Foreningen Piger i Panser skulle jo have rykket en masse her. Jeg meldte mig selv ind på Forum09 (som så mange andre), men har siden ingenting hørt – jeg spurgte til projektet en enkelt gang, men fik bare at vide at der var praktiske problemer, men de var igang. Kører projektet? Er det dødt? Første nummer af ROLLE|SPIL havde en artikel om Piger i Panser, men den gav ikke rigtig de svar jeg har brug for. Det tager jo ikke et halvt år at stifte en forening, hvis det er det man brænder for uanset hvor mange praktiske problemer der er.
Så mit spørgsmål går egentlig bredt ud – hvad har vi opnået – og er det nok? Er der flere tiltag på vej? Eller har vi lullet os til ro med devisen “Nu har vi snakket om problemet, så løser det hele nok sig selv derfra”?
3 kommentarer til Hvad skete der egentlig i kønsdebatten…
You must log in to post a comment.