2017 til 2018…
Så er det tid til det regulære indlæg på bloggen – nemlig overgangen fra et år til et andet hvor jeg evaluerer på året der gik og gør mig nogle tanker om året der kommer rent rollespilsmæssigt.
2017
Ambitionerne for året så således ud som taget fra sidste års indlæg:
- Tage Kingmaker med til Fastaval.
- Få arbejdet mere med Tactile!
- Få malet 3.000 point PHR, få lavet / malet terræn dertil, og få lavet turnering eller lignende aktivitet omkring det i TRoA regi.
- Få taget stilling til 9th age version 1.3 – hvad skal jeg? Og hvis jeg vil mere med det, få lavet noget organiseret i TRoA.
- Deltage i Fastaval.
- Deltage i Krigslive XIII og Pendragons Ære.
- Deltage til sommerskolen.
- Være mere i TRoA.
Hvis vi starter med Kingmaker så gik det markant bedre end ventet. Det var svært for mig, at få arbejdet nok med spillet i foråret – delvist fordi jeg var travl med andre ting, delvist fordi det var blevet rigtig svært for mig at komme igang igen, fordi jeg havde været længe væk fra det. Ikke desto mindre endte jeg med at gøre det færdigt og faktisk få lavet noget jeg var godt tilfreds med. Det var jeg åbenbart ikke den eneste der mente for jeg havde den store ære at blive nomineret til prisen for bedste innovation. Alt i alt er jeg overordentligt tilfreds med resultatet.
Arbejdet med Tactile! blev det ikke til. Jeg havde lidt udfordringer med min 3D printer hen over forsommeren som gjorde at jeg gik lidt i stå med alle projekter der involverer den og nu er det blevet et af den slags projekter der ligger i skuffen hvor gejsten ikke helt er der. Jeg tror det får lov at ligge der lidt. Printerproblemet fik jeg dog løst :-).
Dropfleet har jeg brugt en del kræfter på. Jeg fik ikke helt malet 3.000 point (jeg vil tro jeg har omkring 2.000 eller sådan noget) men det var nok mest fordi jeg samtidig fik malet en flok rumstationer, sectorer og samlet ca. 1.500 point shaltari som jeg har betalt for at få malet. Jeg blev faktisk så bidt af spillet – som jeg stadig synes er rigtig godt – at jeg endte med at blogge lidt om det. Det gør jeg på adressen linkedbroadsides.com. Derudover har jeg fået spillet en del spil – inkl. et spil i Århus hos Einherjerne. Vi har forsøgt at få noget fast stablet på benene i TRoA men udover Aagaard og jeg har det været lidt svært at få folk til at deltage fast af en lang række forskellige årsager. Jeg vil mene vi er en gruppe på omkring en 7-8 stykker, men vi er egentlig kun 4 der har malede rumskibe der er klar til at spille med.
Ifht. 9th age rørte jeg det stort set ikke den første store del af året – udover et par enkelte spil. Jeg var stadig lidt skeptisk for jeg synes de har lavet rigtig mange ændringer. Men der har været en del aktiviteter omkring Søren Haaning som virkelig har gjort et fantastisk stykke arbejde og særligt den sidste turnering fik jeg blod på tanden af og er blevet noget gladere for spillet. Hvis der kommer lidt mere fokus på noget fast (f.eks. en escalation league) så vil jeg rigtig gerne deltage.
Jeg deltog i Fastaval og skrev sågar en anmeldelse. Det var måske mit bedste Fastaval nogensinde og med et klart fokus på brætspil. Jeg har sågar også lagt op til noget i samme dur næste år idet jeg igen er med i brætspilsdesignkonkurrencen med Dungeon Contractor – arbejdet med det er indtil videre gået fint (omend lidt i klumper) og en stor del af det er jo foregået i 2017. Desværre er det spil også en proces jeg laver alene – jeg savner stadig nogen at designe brætspil med heromkring.
Jeg kom til Krigslive XIII og havde en rigtig god oplevelse. Vi havde både en fed fællestur og selve scenariet var en god oplevelse.
Pendragons Ære blev desværre aflyst grundet for få deltagere og der var ikke andre scenarier jeg faldt over der passede tidsmæssigt som faldt i min smag, så det blev ved et Krigslive.
Jeg var til sommerskolen igen. Arrangementet i år bar præg af, at vi havde lært noget af sidste år, og jeg synes det fungerede bedre end sidste år – og det var fedt at se Epos. Jeg mener at Orkerne Kommer er det bedste der er sket i dansk liverollespil siden Bifrost og jeg er glad for at være en del af det gennem sommerskolen.
Slutteligt står der noget om, at være mere i TRoA. Mit eget mål var at kommer der hver uge, og det er ikke helt lykkedes, men jeg har været der markant mere end de sidste par år, og det er dejligt. Vi har nogle fantastiske faciliteter og jeg elsker at bruge tid der.
Alt i alt synes jeg at jeg langt hen ad vejen nåede det jeg satte mig for – og en hel del mere på nogle områder.
2018
Men nok om sidste år. Det er nemlig også tid til at se fremad. Vi starter med det der lige nu fylder mest nemlig…
… brætspilsdesign. Fastaval i 2017 var første gang hvor jeg stod på egne ben (i 2016 var det sammen med Mads Havshøj som er noget mere rutineret end jeg) og jeg fik bevist overfor mig selv at jeg kan lave noget der fungerer og er godt. Og hvad så? For mange er det naturlige næste skridt at forsøge at få det udgivet. Jeg synes på den ene side at det er lidt ærgerligt, at det kommercielle fylder så meget i brætspilsdesignkredse, men omvendt kan jeg godt forstå at der er noget fedt ved at få den anerkendelse det er, at se sit spil på hylderne rundt omkring – både i butikkerne og i hjemmene. I løbet af 2017 kom jeg frem til, at jeg gerne vil gøre en indsats for at forsøge at få et spil udgivet. Jeg mener ikke at et spil skal vurderes på om det kan udgives, men jeg synes det kunne være en sjov oplevelse at give sig i kast med.
Jeg ved dog, at det ikke ikke sker fra den ene dag til den anden. Jeg ville egentlig have pitchet Kingmaker på Essen i år, men jeg kom ikke ud over rampen. Mit største problem (som i så mange andre henseender) at jeg ikke var helt tilfreds med kvaliteten af det jeg havde lavet, men jeg havde rigtig svært ved at komme tilbage til det. Problemet var delvist at finde tid men også i høj grad at vælge at fokusere på det.
For at grave lidt dybere i det så er noget af mit problem, at jeg synes der bliver udgivet nogle vanvittigt gode brætspil og jeg nok grundlæggende har haft en ide om, at jeg ikke har den nødvendige viden / erfaring til at lave noget der kan konkurrere med det. Men særligt efter Essen i år (hvor jeg ikke fandt noget jeg var vildt fascineret af) er jeg blevet klar over, at de spil andre designer ikke nødvendigvis allesammen er så enestående og fantastiske allesammen og at ens spil ikke behøver at være det bedste af det bedste, for at blive udgivet. Min evige kamp mellem min indre perfektionist og værdien af at få færdiggjort noget kæmpes også på denne front.
I 2018 er min målsætning at pitche en eller flere spil til en udgiver og forsøge at finde en, der har lyst til at udgive nogle af dem.
Det andet store element i brætspilsdesign er Dungeon Contractor. Jeg har naturligvis en målsætning om at tage det med til Fastaval i år. Det er et ret overkommeligt mål. Jeg har også en ambition om at levere et spil der er mere færdigpudset end Kingmaker var (bemærk at det ikke er det samme som bedre – blot at jeg er længere i processen). Måske skal det også pitches – hvem ved.
Så runder vi lige brætspilsdesignkategorien af. Jeg vil også gerne lave en pitch eller to til Fastaval 2019. Det giver mig rigtig meget at have en deadline at arbejde hen imod og en forpligtelse overfor noget større end mig selv. Jeg vil stadig rigtig gerne have nogen at designe sammen med og jeg har haft lidt følere ude og håber det er muligt for – som med deadlinen – så betyder den sociale forpligtelse rigtig meget for mit fokus.
Næste punkt kommer egentlig som naturlig forlængelse af Dungeon Contracter snakken – jeg regner naturligvis med at tage på Fastaval. Jeg vil i år starte ud med et stærkt fokus på brætspil. Jeg kigger de øvrige aktiviteter igennem men medmindre jeg falder over et rollespil jeg bare må deltage i, så booker jeg mig kun til brætspilsaktiviteter. Målsætningen i år er at få spillet samtlige designerbrætspil – det er heldigvis ikke helt så krævende som det lyder. For det første er det stort set næsten altid muligt at komme ind fra reservekøen (eller blot ved at holde sig til ved blokstart) og selv hvis man misser et par spil på den konto så kan man for det meste sætte sig ned med dem selv (og et par venner) og prøve dem senere – sådan fik jeg spillet 3-4 af spillene i år. Det hjælper også at de fleste designere i lange perioder holder sig til omkring brætspillene så det er let at fange en af de andre og få spillet deres spil sammen med dem.
Essen Spiel bør næsten også nævnes. Jeg vil i 2018 også gerne deltage i Essen Spiel. Jeg overvejer om jeg skal forsøge at samle et par folk mere fra Aalborg og så gå efter en Airbnb for at holde omkostningerne lidt nede. Hvis vi var 4 personer i en bil og lejede noget på Airbnb kunne vi let skære 1000 kroner af prisen per person – måske endda lidt mere. Men det kan jeg heldigvis vente lidt med at tage stilling til.
Dropfleet har jeg fortsat planer om at dyrke. Jeg har en masse forskellige ambitioner her.
For det første vil jeg gerne vedblive med at skrive på linkedbroadsides – et indlæg om ugen, året ud, er planen. Indlæggene er for det meste ret tidskrævende fordi en del af det jeg skriver er ret nørdet analysearbejde så et indlæg om ugen er rigeligt ambitiøst.
Dernæst vil jeg gerne male lidt mere. Min ambition er først og fremmest at blive færdig med alle “støttetingene” (launch assets tokens, space stations og sectors) og så fokusere på udbygge min PHR flåde med de skibe jeg allerede har. Jeg skal også have bygget lidt flere skibe til min Shaltariflåde og få det malet.
For det tredje vil jeg gerne have lidt mere regulær spilaktivitet i TRoA. Jeg er lidt usikker på hvilken form det skal tage – jeg tror jeg skal have fat i de spillere vi har og høre hvad de gerne vil.
Slutteligt så vil jeg gerne spille med nogle helt andre mennesker også. Min tanke var egentlig at finde en turnering et sted i Sverige, Tyskland eller Holland som jeg kan køre til eller alternativt et sted i UK jeg kan flyve til. Noget der kan gøres på en weekend – for at prøve at spille med nogle andre folk.
Jeg har lige set version 2 af 9th age og jeg synes det ser fedt ud. De har godt nok ændret meget men jeg er efterhånden kommet over den hurdle at det ikke minder så meget om WFB og i stedet for nyde at der er et fedt system med en masse fede muligheder hvor jeg kan spille med mine warhammer dukker. Jeg har ingen konkrete ambitioner med 9th age udover at deltage i de aktiviteter som Søren sætter på banen i TRoA. Måske få malet lidt til det igen – det har stort set ligger stille siden jeg tog fat på Dropfleet.
Så kommer vi til liverollespil. Det er egentlig sigende hvor lidt det fylder på listen og det er nok også temaet i de her år. Jeg nyder for det meste det stadig meget når jeg tager afsted, men jeg må nok også være ærlig overfor mig selv at konkludere, at liverollespil ikke står øverst på prioritetslisten lige nu. Mit problem er nok grundlæggende, at jeg synes at når jeg sammenholder “investeringen” (i form af tid og penge) med udbyttet, så er mange af mine andre aktiviteter mere givende. Det lyder måske lidt spøjst, så jeg forsøger med en uddybning.
Når jeg tager til et liverollespil så er der to ekstreme tilgange (og variationer mellem de to).
Den ene er at bruge rigtig meget tid og mange penge på at forberede mig. Sørge for at jeg har en ekstra feriedag i hver ende, at jeg får lavet eller købt kostume jeg synes passer til, får gjort mig en masse gode overvejelser om rollen og hvordan den passer ind. Det er ret krævende og nogle af aktiviteterne er sjove mens andre knapt så meget. I sidste ende er der en rigtig god chance for at jeg får en god oplevelse, men der er stadig en ikke ubetydelig chance for at noget ikke helt fungerer. Nemefrego var et godt eksempel på et scenarie jeg forberedte mig rigtig meget til og som ikke blev godt – i høj grad båret af en fejlvurdering af hvordan min rolle skulle passe ind og hvad jeg bryder af at spille.
Den anden er at lave et minimum af forberedelse. Købe en billig billet, tage kostume fra skabet og kun bruge meget lidt tid på at forberede mig. Her er stadig en chance for en god oplevelse, men der er en markant større chance for at oplevelsen ikke bliver god. Det er nok sjældent jeg vælger denne ekstrem (jeg tror sidste gang jeg kan huske var til Vinterkroen 3 og her skal det siges at oplevelsen bestemt var investeringen værd) men den tjener som modpol til den anden.
At vælge den første ekstrem (eller tæt derpå) virker utiltalende på mig. Jeg er så bundærgerlig når jeg har brugt X antal tusinde kroner og en håndfuld weekender + tilsvarende feriedage på noget der ender med en dårlig oplevelse. Så kunsten er at trække den tættere på den anden ekstrem og finde den gyldne middelvej. Det har jeg dog ikke haft den store succes med de seneste år og derfor må jeg konstatere at jeg er mere tilbøjelig til at bruge mine kræfter på noget.
Denne meget lange overvejelse er egentlig bare en indledning til at sige, at det eneste jeg umiddelbart planlægger at deltage i i år er Krigslive. Jeg vil gerne have øjnene op for noget andet, men det skal være noget hvor jeg ikke skal bruge en håndfuld tusindekronesedler inden jeg har købt billet og rejse – og skal ligge 10+ ferie- og weekenddage til forberedelse og deltagelse. Jeg tror jeg skal have fokus på flere af de små spil i Danmark. Jeg har mange folk jeg har spillet alt for lidt med og rigtig gerne vil spille lidt mere med (I ved selv hvem I er) men jeg ved ikke hvad det skal være.
Hvad så med Sommerskolen? De sidste to år har været fantastiske og jeg nyder det rigtig meget – og 2017 var uden tvivl bedre end 2016. Umiddelbart vil jeg gerne afsted igen i år men det tager 5 hele feriedage og derfor har jeg brug for at reflektere over om det er den rigtige måde at bruge dem på. De sidste to år har været fede grundet nogle rigtig dejlige mennesker (først og fremmest lærerstaben, men også en masse dejlige elever) og en mulighed for at undervise i projektledelse (og projektledelse er jo min anden store passion). Jeg tror det der skal til for at jeg er med igen i år er at det stadig er nogle dejlige mennesker, at jeg føler at jeg stadig kan bruge det til at lære noget om projektledelse og at Sommerskolen alligevel fornyer sig på en eller anden måde. Jeg ved det ærlig talt ikke helt – jeg tror jeg må afvente det mere konkrete oplæg og så se på det derfra. Udgangspunktet er at jeg gerne vil med.
Det sidste jeg vil omkring er mine ambitioner indenfor bordrollespil.
Jeg spiller lige nu 5th edition D&D med 2-5 ugers mellemrum. Det er en hyggelig gruppe hvor jeg gerne vil blive ved med at spille. Det er ikke de store rollespilsmæssige oplevelser eller præstationer der kommer på bordet men vi morer os utroligt meget og selskabet er godt.
Derudover har jeg et andet projekt i støbeskeen. Det startede egentlig med at jeg faldt over printable scenerys OpenLock modulære dungeon og borg-elementer. Udover at det er sjovt voksenlego at bygge og male så gav det mig lyst til at lave noget bordrollespil hvor man gør lidt mere ud af terrænnet til kampscener mm. Det kulminerende i en ide der lige nu går under arbejdstitlen “Doomstones High Definition”. Ideen er grundlæggende set at tage fat om den gamle WFRP Doomstones kampagne og opdatere den til WFR 2nd edition (eller måske 4th hvis den bliver god – siden de baserer den på 2nd edition synes jeg der er gode muligheder for at det bliver tilfældet) og så lave alle potentielle kampscener med forholdsvis detaljerede landskaber.
Kampagnen er velegnet både fordi der er en del hule-kravleri, fordi det er ret givet hvornår der bliver kamp og fordi jeg kan bruge en god del af de stumper jeg bruger til figurkrigsspil som elementer i spillet. Doomstones var mit første møde med WFRP og selvom det ikke er det bedste der er lavet til WFRP så har den en nostalgisk plads i mit hjerte og derfor ser jeg lidt frem til at hive det frem af gemmerne.
Fordi det bliver en lidt udstyrskrævende omgang så var tanken egentlig at gøre det til et heldagsarrangement så man f.eks. spiller en hel lørdag men at der til gengæld går 4-6 uger mellem man spiller. Det er lidt mere målrettet et segment af ældre spillere for hvem “hver mandag” er en ret krævende plan og passer kampagnens tempo fint.
Det er dog stadig et ambitiøst projekt og med alle de andre planer jeg har, så er jeg langt fra sikker på at jeg får det sat i gang. Alligevel er det så ambitionen for i år – at inden året er omme at have startet spillegange op.
Det tror jeg var slutningen, så jeg vil lige opsummere:
- Pitche et eller flere brætspil for mulige udgivere
- Færdiggøre Dungeon Contractor til Fastaval 2018
- Lave en eller flere brætspilspitches til Fastaval 2019 – meget gerne med en meddesigner
- Deltage til Fastaval 2018 – med fokus på brætspil
- Tage til Essen Spiel – måske som fællestur med andre Aalborgensere
- Dropfleet:
- Skrive et indlæg til linkedbroadsides.com om ugen
- Få malet mine småting færdige og udvide begge flåder lidt
- Få sat noget regulær spilaktivitet op i TRoA
- Deltage i en turnering udenlands
- Få deltaget i nogle 9th age aktiviteter i TRoA
- Deltage i Krigslive
- Finde et andet “let” liverollespil at deltage i
- Undervise på Sommerskolen
- Fortsætte med D&D 5th edition holdet
- Få startet Doomstones High Definition
Når jeg sådan samler det på en liste virker det ret voldsomt, og som så mange gange før er der helt sikkert noget der bliver skåret fra. Omvendt er det ikke så meget forskelligt fra det jeg har gjort det forgangne år, så det er ikke fordi det er urealistisk.
Pingback: Doomstones HD – en intro | …i den mørke skov
Pingback: 2018 til 2019… | …i den mørke skov