Fonde er ikke løsningen på alt…
Jeg hader fonde. Rigtig meget. Jeg føler altid sådan et svagt udslæt brede sig ud over min hud når ordet “fonde” bliver hevet ind i en snak omkring arrangørarbejde.
Det er ikke fordi jeg har noget imod folk, der gerne vil dele penge ud, ej heller vil jeg underkende, at fonde har bidraget til at gøre nogle ting mulige, som ellers ikke ville være det. System Danmarc, Babylon, Uskyldighedens Melodi – og meget andet – var ikke blevet til uden fonde.
NPC-maskerade…
Ideen bag NPC-maskerade er, at man tager en eller flere NPCer og giver dem “almindelige roller” fra starten af spillet. Som oftest er man også nødt til at skjule inden spillet, at de er NPCer, da mange af spillerne ofte omgås hinanden privat – så de skal både i og udenfor spillet maskerere som almindelige spillere.
Kort inde i spillet vil de så bliver slået ihjel eller gå en anden grusom skæbne i møde, som vil betyde de ikke kan spille deres rolle længere. Det bliver typisk brugt til at statuere et eksempel, f.eks. at det er farligt at gå ud i skoven, at Det Onde slår folk ihjel men det kan også bare være en spændende gimmick, der kan være med til at skabe lidt liv. Grunden til at det er vigtigt at de øvrige spillere tror de var spillere er, at så kan det også have en offgame opdragende / belærende effekt.
Flerkantede konflikter
Det kan vel næppe være et diskussionsemne, at i et velfungerende rollespil er konflikten central for underholdningen. I rollespil med mange spillere betyder dette typisk, at folk slutter sig sammen i grupper (sider) der er i konflikt med hinanden.
Den simpleste model er her en 2-sidet konflikt. Det er den konflikttype der er lettest at forstå for de involverede (“det er os mod dem”) og den der er lettest at forklare (“de onde mod de gode”). Jeg gætter på det er årsagen til, at de fleste problemstillinger man ser i pressen som regel kun er to-sidede, hvis de er mere nuancerede end det er de svære at forklare og for de involverede bliver de også meget let til tosidede konflikter (mere om det senere).
Arrangører der siger nej…
I al den tid jeg har spillet liverollespil, har det været et diskussionsemne om spillere skal være taknemmelige for at arrangørerne laver scenarier eller om arrangørerne skal være taknemmelige for, at spillerne vil være med til at realisere deres vision.
Intet sted er denne magtkamp mere tydeligt end omkring det punkt, hvor “kontrakten” mellem spiller og arrangør indgåes, altså ved tilmeldingen.
Blade overalt…
Vupti – så kom der lige en renæssance for danske rollespilsblade!
Eidolons blad Hareposten (populært kaldet Haren) kører godt, og leverer nu til andre foreninger end Eidolon. TRoAs klubblad Xenoglossia er for nyligt kommet igen efter et par års pause og distribueres nu til alle medlemmer. Rollespilsbladet Æra er lige dukket op, og det er vel ingen hemmelighed at bladet ROLLE|SPIL er lige på trapperne (okay, måske var det en hemmelighed – nu har jeg røbet det). For bare et år siden havde vi kun Haren, og selv den kørte lidt trægt (som den periodevis har gjort). Hvad skyldes den pludselig opblomstring?
Kommentarer