Arrangører der siger nej…

I al den tid jeg har spillet liverollespil, har det været et diskussionsemne om spillere skal være taknemmelige for at arrangørerne laver scenarier eller om arrangørerne skal være taknemmelige for, at spillerne vil være med til at realisere deres vision.

Intet sted er denne magtkamp mere tydeligt end omkring det punkt, hvor “kontrakten” mellem spiller og arrangør indgåes, altså ved tilmeldingen.

Hvis arrangørerne ved, at de har et populært arrangement med få pladser kan de være meget krævende overfor deres spillere, og hvis spillerne ved (eller fornemmer) at der er få tilmeldte til et arrangement, kan (og vil) de forsøge at presse arrangørerne til noget, som de måske ellers ikke fik lov til.

Fra spillernes side kommer det naturligvis af, at der til et givent arrangement næsten altid er noget man er utilfreds med (krav til udstyr, roller, engagement, gebyr for at betale for sent, osv.). Eller noget man gerne vil have lov til, som alle ikke kan få lov til (bestemte roller, komme for sent, undgå at betale gebyr for sen tilmelding). Set fra et isoleret synspunkt (som den ene spiller) er det derfor ønskværdigt, om man kan komme afsted med at få tingene arrangeret, så man kan få en “lidt bedre deal” – også selvom man godt kan indse, at hvis alle får den samme deal, så er det nok ikke gavnligt (hvad er det fede ved hemmeligt at være en 4. generationsvampyr hvis alle andre også er det?).

Fra arrangørernes synspunkt er der en anden balancegang. Hvis vi for en kort overgang antager, at man som arrangør forstår den svære kunst at balancere roller, rolletyper og spildynamik op mod den vision man har for scenariet, så står man stadig overfor den udfordring at, på høflig vis, dirigere spillerne i retningen af roller, der støtter denne balancegang. “På høflig vis” er kodeordet her, for man ønsker (som udgangspunkt) ikke at miste spillere der laver et oplæg der ikke passer ind, men på den anden side vil man hellere være dem foruden end at godkende et oplæg, der er modstrid med den overordnede vision.

Men her har arrangørerne deres første, interne, svære balancegang. Nemlig at sikre et tilstrækkeligt antal spillere (for de er som oftest i underskud) og samtidig holde visionen. Det svære her består i at med sikker hånd at dirigere folk på rette spor (hvis de ikke allerede er der) uden at jage dem væk – og uden at give efter i sidste øjeblik, af frygt for at miste dem. Det er her – lige her – at det bliver spændende. Har arrangørerne tilstrækkeligt med is i maven til at afvise folk, hvis de vitterligt ikke kan lave et koncept der passer ind? Eller bøjer de af, og godkender et uldent koncept de frygter ikke dur – eller ender med helt at bukke under og acceptere et koncept de ved, der er i konflikt med den overordnede vision?

Det er nemlig i min bog et af de træk der adskiller den dygtige arrangør fra den mindre dygtige. At kunne forstå hvordan de enkelte koncepter og roller påvirker spillet i forhold til visionen, at kunne dirigere folk i den rigtige retning og, ikke mindst, turde afvise folk hvis de virkelig ikke kan lave noget, der passer ind. At acceptere at det i sidste ende kan betyde færre deltagere – eller et aflyst arrangement. At tro så meget på sin vision, at man hellere vil droppe den, end realisere den halvt.

Det er så uhyre vigtigt fordi hvis man godkender noget der er uldent, så  kan man risikere at ødelægge oplevelsen for alle spillere. Det allerhelligste opgave for en arrangør er, at sikre at den vision der er skabt (uanset hvordan den er skabt) gennemsyrer hele projektet og at alting passer ind i den, for det er kun arrangørerne, der besidder tilstrækkeligt med overblik til at sikre at den opgave bliver udført.

Derfor tænder jeg på arrangører der kan sige nej til det der ikke passer ind – fordi så ved jeg, at det gør de til alle, og de har deres vision for øje. Faktisk kan det at være helt klar omkring ens vision og stå fast på den være så stærkt, at det kan have den modsatte effekt – til Krigslive V forventede vi kun 300 spillere, fordi vi vidste at vi ville noget helt bestemt og vi var villig til at takke nej til folk, der ikke ville det samme. Men i sidste ende fik vi over 450 – og mange af dem der fik et endeligt nej på et koncept (altid efter grundig forklaring og om muligt forsøg på at vende konceptet til noget brugbart) vendte tilbage med andre koncepter der passede ind.

Så udover jeg godt kan lide en stærk ide kan jeg også godt lide folk der tør holde fast ved den. Jeg tror på det skaber et bedre arrangement.