Hvem ejer ideer…

Træt efter en lang weekend med arbejde omkring det nye hus (det tapetklister man brugte for 100 år siden er tydeligvis meget bedre end det man bruger nu), faldt jeg i at høre en af Claus’ podcasts. Mere specifikt #33 som handler om hvem der ejer ideer.

Claus stiller mange spørgsmål og kommer med mange eksempler og anekdoter, men ikke så mange svar. Jeg synes dog det er en vigtig debat og noget jeg har tænkt meget over, så jeg kommer med mine umiddelbare tanker om hvad man kan og ikke kan tillade sig herunder.

Der er særligt to områder jeg synes er interessant. Det ene bliver berørt perifært – nemlig spørgsmål omkring hvem der kommer først med en given ide. Det andet er det mere centrale spørgsmål om hvor meget man kan tillade sig at kopiere fra andre.

Hvem kommer først

Det er min opfattelse, at ideer er ikke originale. Ideer fremkommer ikke i vacuum. Ideer består som oftest af et mash-up fra andre inspirationskilder. Nogle gange er det klart hvor de kommer fra og man er meget bevidst om det – f.eks. “Ideen med flydende HP er god, den bruger vi”. Andre gange er det mere uklart og man er måske ikke selv klar over præcist hvor ideen stammer fra. Liverollespil gør utroligt meget i at lade sig inspirere fra andre medier – film og bøger er helt centrale her – og fører historier og historietræk over. Nogle gange sker det, at arrangørgrupper – simultant – henter ideer fra lignende inspirationskilder, og dermed står med lignende koncepter uden i øvrigt at have været i dialog. Jeg har flere år bemærket, at der var scenarier der lignede hinanden rigtig meget hvor begge arrangørgrupper hævdede at de ikke kendte til de andres arrangement da de startede.

Spilteknikker er derimod en mere liverollespilsspecifik ting men heller ikke de opstår ud af ingenting. Godt spildesign består som oftest af et mashup fra andre scenarier med en evolutionsagtigt ændring – små detaljer hist og her som måske går op i en større enhed – eller hvor udførsel og kombinationen af teknikker på en helt særlig måde spiller sammen. Men stadigvæk – man starter som oftest ikke med at opfinde den dybe tallerken. Man tager det kendte og modificerer.

Protoscenarie-teorien er en særligt interessant her. Når jeg kigger ned over listen af proto-scenarier kan jeg ikke mindes et scenarie i nyere tid, der ikke kunne klassificeres under en af dem. Igen – der sker ikke afgørende revolutioner, vi bliver i bund og grund i samme baner.

Slutteligt så er vores dokumentation af scenarier i fortiden rigtig mangelfuld. Man kender de scenarier man selv har deltaget i og måske nogle stykker af dem der har været arrangeret mens man har været aktiv, men derfra er viden mangelfuld. Derfor vil man hele tiden – uvidende – gentage koncepter. Indimellem bilder man sig selv ind at man er original. Når man tror man er original er det i virkeligheden oftere et udtryk for, at man ikke kender sin liverollespilshistorie.

At stjæle andres ideer

For mig gælder der basalt set et princip; credit where credit’s due.

Hvis du låner delelementer mener jeg rimeligt frit man kan låne hvad man vil uden at spørge om lov. Hvis man låner ting ordret, så er det god stil og spørge – og som absolut minimum skal man skrive hvor man har det fra. Ligesom Claus har jeg også oplevet at se sætninger jeg har skrevet være ordret kopieret i materiale hvor forfatterne tog æren for hele teksten. Det blev også til en høflig men bestemt henvendelse om at kreditere hvor de havde taget materialet fra.

Hvis du forsøger at kopiere scenarieoplevelsen helt eller delvist fra et specifikt andet scenarie så mener jeg du skylder at spørge de originale arrangører om lov. Jeg kan ikke forestille mig andet end at de vil være beærede og sige ja – og måske endda deltage (for rigtig mange arrangører laver nemlig de scenarier de gerne selv vil deltage i). Og så naturligvis kreditere de originale arrangører i dit materiale.

Hvis man efterlever ovenstående regler så mener jeg ikke man træder nogle over tæerne, vi kan lære af hinanden og arrangementerne bliver generelt bedre. Alle vinder.

I forbindelse med Udskud havde jeg en sjov oplevelse omkring det med at stjæle hinandens ideer hvor jeg følte mig trådt lidt for nær. Vi synes vi havde et spændende og anderledes koncept i Udskud, som virkelig ville kunne slå igennem hvor vi havde bygget på solide byggesten fra andre og tilsat nogle “nye” ideer som vi mente gik op i en højere enhed. Vi havde holdt kortene tæt ind til kroppen men havde fortalt noget til enkelte af Einherjerne fordi de skulle spille centrale roller i scenariet.

Så nogle uger inden vi offentliggjorde Udskud offentliggjorde de så Todwald – som havde utroligt mange af de samme træk som vi havde i Udskud – forskellen var bare, at de offentliggjorde først! Der må jeg indrømme jeg var rigtig gal i første omgang – nyhedsværdien på vores scenarie ville falde drastisk og vores “originale” ideer ville virke som det rene rip-off fra Todwald. I realiteten gik det hverken værre eller bedre end at begge scenarier blev aflyst, men det var i al fald et eksempel hvor jeg følte at kopiering af mine/vores ideer ikke blev gjort på en ordentlig måde.

Et andet lidt besynderligt eksempel er Krigslive. Det miks af ideer der udgør kernen i Krigslive er originalt i den forstand at der ikke fandtes noget lignende dengang Krigslive I blev afviklet. Der var masser af inspirationskilder, men det Krigslive 1 var et godt eksempel på en blanding af “nye” ideer og mashup af gamle der gik op i en højere enhed.

Derefter begyndte Krigslive så at “gå på omgang”. Og der har nogle år været meget hård konkurrence om at måtte lave Krigslive. Men hvem har egentlig ret til at lave Krigslive? Hvis det kom helt derud hvor nogen sagde “Vi laver et scenarie og kalder det Krigslive-something” – kan nogen så forhindre det?

Det første spørgsmål her er måske “Hvorfor forhindre det?”. Svaret er komplekst, men et element er nummerering, et andet element er at sikre, at Krigslive står for noget bestemt så når folk tager til Krigslive kan det gøres med nogle bestemte forventninger. Et tredje er at undgå, at der bliver flere krigslives tæt på hinanden. Det er en lang debat, så jeg vil ikke komme mere ind på det her og i stedet vende tilbage til det originale spørgsmål.

Det korte svar er, at ingen kan forhindre nogen i at lave et scenarie og kalde det Krigslive seks-og-halvtreds. Men der er to virkemidler som kan bruges i “yderste nødstilfælde” for at sikre, at der er en eller anden form for struktur omkring Krigslive-brandet og genren. Det ene er krigslive.dk som ejes af TRoA. Hvilket scenarie der end optager krigslive.dk vil nok være det folk forventer er det næste Krigslive. Så hvis der pludselig er 3 grupper der alle vil lave Krigslive så kan krigslive.dk bruges til at give et af dem legitimitet overfor de andre – og dermed sikre, at de alle taler sammen og bliver enige om hvem der laver det næste Krigslive og hvem der venter et halvt eller helt år mere. Det andet virkemiddel er reglerne. Reglerne kan som udgangspunkt anvendes af alle, men der er specifikke krav omkring f.eks. anvendelse i forbindelse med kommercielle arrangementer. Så hvis nogen vil bruge Krigslive brandet til at tjene penge, så kræver det særlig tilladelse. På den måde kan man sikre, at hvis nogen lukrerer på brandet, så gøres det på en måde, hvor de giver noget tilbage til det frivillige miljø på en eller anden vis – præcist hvordan vil man nok tage på en case-by-case basis.

Jeg synes det er vigtigt, at ideer kan flyde frit. Jeg synes det er vigtigt, at vi alle kan bygge på hinandens arbejde – til gavn for os allesammen. Men det er også vigtigt at folk får kredit for det arbejde de laver – for det er for mange det der driver værket.