City of Cities trækker nye folk ud….
Scenarier kan opdeles i to kategorier. Okay, de kan opdeles i en helt masse kategorier, men lige nu er der specifikt en opdeling jeg er interesseret i. Et scenarie holder sig enten indenfor miljøet, eller også trækker det en masse nye folk ind. Ikke nødvendigvis permanent, men i al fald for det scenarie.
Langt de fleste scenarier holder sig indenfor miljøet. Det betyder noget i stil med, at 90% af deltagerne er “aktive liverollespillere”, der har spillet en del før, typisk har de været aktive indenfor det seneste år eller sådan noget. Jeg har ikke lige en klokkeklar definition.
Og så er der nogle scenarier, som rækker ud over miljøet. Første scenarie jeg er bevidst omkring havde held med det, var System Danmarc. Det skyldes en helt masse ting som jeg ikke kender System Danmarc godt nok til at kunne sige med sikkerhed hvad var, ej heller kender jeg fordelingen af liverollespillere og “andre”, men ud fra hvad jeg ved er det mit klare indtryk, at der var en del, som ikke havde baggrund i liverollespil.
Det er min påstand, at City of Cities er det første scenarie i nyere tid (måske endda siden System Danmarc) der gør det samme.
Dovenskab er udbredt…
Jeg vil ønske der var mindre dovenskab i dansk rollespil.
For vi er utroligt dovne. Ja vi er. Også dig. Og mig.
Jeg skal være den første til at anerkende, at der bliver lavet utroligt meget arbejde rundt omkring – jeg har selv fornøjelsen af at lave en lille smule af det, og at kende mange der også hver laver deres lille bid. Der bliver startet og vedligeholdt utroligt mange projekter og foreninger og miljøet er, som helhed betragtet, ret arbejdsomt (omend vi er markant bedre til at definere opgaver vi gerne så løst end løse dem ordentligt).
Men når det kommer til at lave noget nyt, til at udfordre de kendte rammer og til at kaste os ud i noget andet end vi er vant til, så er vi ikke særlig gode til det.
Hvorfor er der så lidt kvalitet…
Jeg vil påstå, at der er alt for få kvalitetsscenarier i Danmark.
Min definition er her et scenarie hvor jeg kan være sikker på:
- Logistikken fungerer upåklageligt.
- Administration og styring fra arrangørernes side fungerer upåklageligt.
- Scenariet er designet således, at jeg kan finde en rolle, hvor der er stor chance for at jeg får en god oplevelse.
Eller med andre ord – at jeg kan stole på at arrangørerne laver deres arbejde upåklageligt i overensstemmelse med det de siger de vil lave, at det arbejde resulterer i noget jeg tror kan være underholdende, og at det er tydeligt for mig hvilke opgaver jeg har som deltager.
Der skal være plads til alle…
Vi er i bund og grund ikke særligt mange rollespillere.
Jojo, vi er 100.000 børn eller sådan noget – det er meget fint – men den gruppe der deltager i “de store scenarier”, er aktive rollespillere – har rollespil som en livsstil – dem er der ikke mange af.
Jeg blev for nyligt tvunget til at komme med et estimat for en udenforstående om hvor mange “voksne” rollespillere vi var. Efter lidt tid skød jeg på omkring 1000 alt i alt i hele Danmark.
Det skal ikke altid være sjovt…
En af mine venner, Jonas, studerer noget computerspils-designs-halløj på Aalborg Universitet. Herigennem har han noget spilteori. Her i julen faldt jeg i snak med ham efter vi havde spillet noget brætspil omkring de dispositioner vi havde gjort undervejs i spillet, og det satte (vanen tro) et par tanker igang.
Spillet vi havde spillet hedder Shadows over Camelot. Det er et af de spil, hvor spillerne samarbejder mod spillet – med det twist at der kan være en af spillerne, som er forræder. En del af spillet går på at lure hvem der kan være forræder og vurderingen af hvem det er bygger i høj grad på om man synes de andre spillere spiller optimalt – altså gør deres bedste for at vinde spillet.
Kommentarer