Think larp…

I forbindelse med Knudepunkt plejer der at blive lavet en bog – i år faktisk hele tre. Selvom jeg ikke deltager i Knudepunkt i år, synes jeg alligevel at jeg ville kigge bøgerne igennem og skrive et par bevingede ord om dem.

Vi tager bøgerne en af gangen og starter i den tunge ende “Think Larp” er titlen på den bog, der indeholder de akademiske artikler, og bevæger os derefter over i “Do Larp” og til sidst “Talk Larp”.

Den akademiske behandling af liverollespil har altid i udpræget grad kedet mig. Ikke fordi jeg som sådan har noget imod akademiske artikler, men fordi de akademiske artikler der som oftest bliver skrevet beskæftiger sig med akademiske felter som jeg ikke har nogen baggrund i – i al fald ikke på det niveau som de er skrevet i. Sådan er det at være produktionsingeniør (Oliver, jeg er sikker på du er god for en lille spydig kommentar her).

Selvom nogle af emnerne der bliver behandlet i den sammenhæng kan have min interesse så er størstedelen af dem jeg har læst indtil videre typisk så prægede af de akademiske område de relaterer til at jeg både kan have lidt svært ved at læse selve teksten (fagudtryk og referencer til litteratur jeg ikke kender) og at jeg kan have svært ved at forstå hvorfor de overhovedet er relevante. Således er mine eneste kvalifikationer viden omkring liverollespil og en over gennemsnitsevne til at foregive indsigt i et område, jeg ikke ved noget som helst om (jeg arbejder som konsulent, okay?).

Med dette enorme handikap går jeg så ind i at tygge mig igenne de over 200 siders liverollespil-akademisering der er blevet begået over 10 artikler til Knudepunkt 2011, og dermed både en god portion skepsis og en lille smule modløshed over opgaven omfang.

Introduktionen var derfor overraskende relevant. For det første forholder den sig til alle de foregående bøger der er blevet begået og hvordan de har udviklet sig på en måde man med næsten en vilkårlig akademisk baggrund kan forholde sig til (og sikkert også til dels uden) og beskriver processen omkring frembringelsen af nærværende bog. Det gav mig noget mere blod på tanden og jeg gik straks i gang med artiklen i den rækkefølge, de er præsenteret i bogen.

From Subculture to Mainstream

Maya Müller beskriver ganske simpelt – med baggrund som historiker – hvordan liverollespil har udviklet sig fra subkultur til mainstream i Danmark. Det er både gjort på et niveau der gjorde at jeg kunne følge med uden at føle at manglende fælles faglig baggrund var et problem, og det var samtidig interessant læsning. For mig helt klart den mest interessante artikel i bogen.

Hvis jeg skal sige noget negativt må det være den relativt store del af artiklen der relaterer til at gøre den indledende akademiske opvarmning og den bærer helt klart præg af, at teksten har været markant større i dens originale form (den er baseret på hendes speciale). Men samtidig er det måske også dem der gør, at jeg forstod tilstrækkeligt meget af det akademiske område til at indholdet og analyserne blev forståelige, og hun er bestemt ikke den i bogen der bruger mest plads på akademisk opvarmning.

Der var særligt en af de afsluttende kommentarer der fangede mig; nemlig at Miljøet (eller dele deraf) ønsker at bevare en følelse af en stærk identitet og at vi er noget specielt som modreaktion til at liverollespil er blevet mainstream. Jeg tror også hun har ret i, at dette ønske på et tidspunkt dør ud, og vi accepterer vores rolle som mainstream hobby på lige med fodbold, spejder og alt sådan noget.

Why Japan does not Larp

Björn-Ole Kamm har her fundet et interessant spørgsmål at grave ned i. Selve artiklen er værd at læse – både fordi den kaster lidt lys over hvordan japansk rollespil har udviklet sig og er – men også fordi han har nogle meget skarpe observationer omkring hvorfor det gjorde det. Særlig synes jeg det er interessant at se sammenhængen mellem de rammer japanske rollespillere har at udøve deres hobby på og de konsekvenser det har for typen af spil, men jeg synes også det var pudsigt at læse, at der åbenbart er et marked for “referater” af rollespilsscenarier i form af bøger.

Björn-Ole mener, at årsagen til at japanerne ikke spiller liverollespil er, at de tror, at det vil være meget svært at få sat op – både de praktiske rammer og spillerkulturen lader til at være potentielle problemer, men han stiller spørgsmål ved hvorvidt det rent faktisk er problemer der er der, eller bare noget japanerne tror. Han fik sat et mindre liverollespil op sammen med et par andre folk, og det gik bedre end deltagerne havde ventet og lader til – i al fald i den Omgangskreds – at have sat processen med at lave liverollespil i gang.

Doing Gender in Larps

Jofrid Regitzesdatter har tidligere et par gange skabt lidt røre i andedammen omkring kønsroller, og har her begået en meget akademiske artikel om emnet. Jeg må indrømme at sprog, fagudtryk og faglig viden om området her kulminerede i en højere enhed der gjorde, at der var lange afsnit jeg kun meget langsomt fik læst igennem og forstået, og det gjorde at jeg til sidst sad med en smule tvivl om hvad det egentlig var hun ville. Det virkede for mig lidt som om, at hun egentlig gerne på akademisk vis ville beskrive problemstillingen at “Vi falder tilbage i de samme kønsroller i liverollespil som i virkeligheden, fordi vi stadig har de samme kroppe og sprog, medmindre vi gør noget aktivt for at omgå det”. Det er som sådan rigtig nok, men jeg føler vejen til at sige det var meget omstændelig, og jeg manglede lidt at komme derfra med mere end en beskrivelse af en problemstilling jeg allerede kendte.

Noget jeg godt kunne tænke mig at vide er, om det så er diskriminerende hvis man som arrangør ikke gør en indsats for at tage stilling til kønsroller? Eller hvis man bevidst vælger “traditionelle” kønsroller?

Jeg går ud fra det var med vilje at der ikke var så mange svar i artiklen, men jeg – som så mange andre gætter jeg på – behøver ikke at få at vide der er et problem. Det ved jeg godt. Jeg vil derimod gerne høre nogle tanker om hvordan man i praksis forholder sig til problemstillingen og nogle meninger om hvad man kan tillade sig og ikke kan.

… og så hjælper det ikke meget, at emnet er blevet diskuteret så heftigt efterhånden, at det er svært at diskutere med folk fordi de allerede har en eller anden fastgroet holdning. Men det er vel ikke Jofrids skyld…

Larp, Theatre and Performance

Her rammer vi så ind i noget, der virkelig har svært ved at vække min interesse. Måske var det aftensmaden og en lang arbejdsdag der snakkede da jeg satte mig ned for at læse den, men jeg kunne simpelthen ikke finde motivationen til at læse det hele, for emnet havde ikke den fjerneste interesse. Jeg er sikker på at Marjukka Lampo er dygtig indenfor sit felt, og når jeg læste konklusionen fik jeg også det indtryk, at artiklen rent faktisk havde relevans for området, men det gjorde det ikke interessant for mig. Sorry Marjukka, jeg er sikker på der er nogen, som er mere interesseret i det område end jeg som vil læse den med interesse.

The Theory and Practice of Larp in Non-Fiction Film

Evan, som Marjukka er du sikkert dygtig på dit felt, men det har simpelthen ikke min interesse. Sorry.

Parasocial Interaction in Pervasive Role-Play

Jaakko og Markus; I har gjort et fantastisk arbejde med Nordic Larp (selvom min forfatterkopi stadig ikke er ankommet, jeg må hellere rykke for den igen) og med Playground Worlds, men I har – som de foregående – formået allerede med titlen at gøre mig ude af stand til at sætte mig ind i hvad artiklen egentlig handler om. Igen, så blev den sprunget over selvom den uden tvivl er værdifuld for den rette læser.

The Dual-Faceted Role

Begrebsdefinition er helt sikkert vigtigt, og “rolle” har været diskuteret til hudløshed på Knudepunkt gennem tiden. Jeg har for længst meldt mig ud af den diskussion, og jeg har ikke tænkt mig at melde mig ind nu. Beklager, Lauri Lukka (har jeg sagt jeg elsker de finske navne for at være så… ja, jeg vil sige fjollede, men hvem er jeg til at pege fingre, så lad os bare kalde dem meget finske).

The Larping that is not Larp

Jeg havde næsten opgivet at finde flere artikler der var interessant og var begyndt at tvivle på om det var artiklernes karakter eller om jeg bare var træt og demotiveret der gjorde, at jeg ikke fandt flere jeg gad læse. Så kom jeg til J. Toumas Harviainens artikel og endelig var der noget, der fangede min interesse.

Artiklen bygger på, at man kan liverollespille (som aktivitet) til andre ting end liverollespil, f.eks. reenactment men også S/M. Jeg må indrømme at artiklen var noget tung læsning og bygger på en del begreber som – fordi de ligger udenfor mit akademiske felt gætter jeg på – jeg ikke har det store kendskab til. Men jeg synes også der var en del interessante observation omkring de relativt mange ligheder der er med disse mere eller mindre beslægtede aktiviteter, og selvom det igen måske ikke er noget jeg har den store praktiske anvendelse af her og nu, kan det måske på sigt lede til noget mere interessant. Måske skulle landsforeningen være baseret på Harviainens defintion af at rollespil og derfor sigte efter en anden medlemsskare 😉 ?

Pre-larp workshops and learning situations

Titlen var umiddelbart lidt fængende, men da jeg kom igang med læsningen måtte jeg igen indrømme at i og med at der refereres meget til begreber jeg ikke er bekendt med, så var det svært at følge artiklens indhold.

Der var dog en tanke jeg fandt interessant jeg ikke tidligere kan huske at have stødt på; “Den totale liverollespilsoplevelse”. Basalt set tanken om at scenariet ikke er hele oplevelsen, men fra det øjeblik man hører om scenariet begynder oplevelsen. Så tilmelding, workshops, møder, forumsnak, osv. er også en del af oplevelsen. Tanken er egentlig ret banal men derfor en man let overser (well, jeg havde i al fald ikke formuleret den så klart i mit hoved før). Der hvor jeg synes det er interessant er i arrangørrollen – at man skal huske sig selv på, at den samlede oplevelse er vigtig og ikke kun det der sker til scenariet – noget man let kan glemme nogle gange.

Så selvom jeg ikke fangede alle de sikkert fine pointer omkring sammenligning med læringssituationer Bruun, så fik jeg noget med fra artiklen.

Playing as a form of nihilism

Den her havde jeg opgivet på forhånd – jeg kendte ganske simpelt ikke den anvendte definition på nihilsme (jeg har altid regnet det lidt i kategori med apati, bare som livssyn, men jeg kunne forstå det åbenbart var lidt dybere end det). Derfor var det også meget, meget svært at forstå hvor han vil hen af – igen en masse begreber jeg ikke helt fangede.

Det jeg forstod fandt jeg dog interessant – tanken om at man sætter nogle forhindringer i vejen og dermed opnår legen – eller rollespillet – en værdi selvom handlinger i sig selv måske virker formålsløse.  Måske er det banalt indenfor det her felt, men det er min viden også så hey – jeg lærte noget.

Ari-Pekka Lappi (igen de dejlige, finske navne) skal dog have stor ros for at vælge nogle utroligt gode eksempler, meget tilgængelig tekst (ellers var jeg aldrig kommet igang med den titel!) og hele tiden at holde formålet for øje. Man skulle tro han var ingeniør så konkret og struktureret det er.

Overordnet

Artiklerne er – uden tvivl – af god akademisk karakter. Indholdet er uden tvivl på et niveau er var en journal eller lignende værdigt. De handler allesammen om rollespil, og det viser utroligt meget om hvor meget rollespil har udviklet sig som akademiske felt og hvor meget der er opnået. Engang kunne man læse alt i KP bogen / bøgerne. Idag kræver det en stor indsigt og forståelse for et – eller flere – specialiserede områder at kunne læse og forstå det hele.

Det er godt set fra et akademisk synspunkt. Men det stiller mig også en smule tøvende overfor tanken om hvor Knudepunkt er på vej hen af. At blive ved med at favne både dem der arbejder med rollespil på et akademisk plan og de mere praktiske udøvere – som f.eks. undertegnede – tror jeg ikke kan blive ved.

Når det er sagt er det her klart den tungeste af de tre bøger. Jeg vil også tygge mig igennem de to andre og skrive om dem herinde. Stay tuned, næste tager forhåbentligt ikke næsten 2 uger at læse så anmeldelsen burde kunne komme i næste indlæg…