Ingen er uundværlige…

Alle der har været aktive indenfor frivillige arbejde kender problematikken omkring at finde ud af hvordan – og hvorvidt – man skal sanktionere overfor dem, der ikke udfører deres arbejde til tiden i den rette kvalitet og mængde.

Der er en lang række krøller på den problematik. For det første har man ikke rigtig så meget at sanktionere med andet end at arbejdsopgaven kan tages fra vedkommende. For det meste er der meget få – eller ingen – fordele ved at udføre opgaven for den der har fået den tildelt hvis vedkommende ikke har fået den udført. Og når man ved at opgaven ikke bliver udført som ønsket er man som regel allerede meget presset for at finde en anden der kan nå at udføre opgaven som ønsket.

For det andet er det ofte ens venner som man arbejder sammen med. En kritik af dem bliver automatisk lidt personlig – man kan ikke holde et rent professionelt forhold til sine venner når man laver frivillige projekter sammen. At kritisere en kollega – eller en ansat – kan lettere gøres fordi man typisk ikke har samme sociale relationer, så selvom man bliver uvenner over kritikken så går det ofte ikke en på i samme grad.

For det tredje er der ofte en mangel på arbejdskraft i de frivillige foreninger. Kritiserer man for meget og enten sætter personen fra opgaven eller skræmmer vedkommende væk mangler man arbejdskraften. Det er meget godt i de tilfælde med personer der aldrig laver deres opgaver, men hvis personen nu laver 75% af sine opgaver pissegodt og fejler groft på de sidste 25% – hvad så?

Selvom der naturligvis findes frivillige organisationer hvor dette kun sker i meget ringe grad er der langt imellem dem. I praksis vil de fleste frivillige organisationer støde på dette i større eller mindre grad.

Det her er i virkeligheden den største udfordring ved frivillig foreningsdrift som jeg ser det – den korrekte motivation af dem der arbejder frivilligt og muligheden for at sanktionere på en måde der opfordrer til at blive bedre til at løse de opgaver man får i stedet for at skræmme folk væk.

Jeg påstår ikke have løsningen på den her problematik, men jeg har tænkt en del over det. Nogle af de tanker jeg gjorde mig snakkede jeg om på Knudepunkt i 2008 i Finland, og det jeg skriver her er en viderebygning på nogle af de tanker.

For det første skal vi acceptere, at der er forskel på folk. Nogle folk kan udføre alle mulige opgaver, kan motivere sig selv uanset hvor træls det og overholder altid deres aftaler hvis de først har lovet noget, men langt de fleste folk er ikke sådanne super-mennesker. Det er heldigvis ikke et problem, man skal bare forstå hvor folks stærke og svage sider er, og give dem opgaver derefter. Er de dårlige til at motivere sig selv, skal de nok ikke have opgaver de skal sidde hjemme og lave. Er de dårlige til at udføre en given opgave, er det nok ikke dem der skal have den eller også skal de have noget hjælp til at lave den. Er de dårlige til at overholde deres deadlines, skal man sørge for at minde dem om dem eller sætte deres deadlines så man kan nå at sætte nogle andre til at løse opgaven.

Hvis man mestrer det mener jeg det næste skridt er motivation management. Folks kompetencer er svære at gøre noget ved – men folks motivation kan man godt arbejde med.

Startskuddet i dette er at undersøge deres årsag for at være aktiv i arbejdet. Indenfor rollespil har jeg identificeret følgende årsager – men jeg påstår ikke listen er udtømmende:

  • Magt – Ønsket om at have indflydelse på hvad der bliver lavet enten fordi man har en vision eller fordi man godt kan lide at bestemme.
  • Sociale relationer – Enten er ens sociale omgangskreds engageret i arbejdet eller også ønsker man at opbygge sociale relationer til de mennesker som er aktive i arbejdet.
  • Berømmelse – Man vil gerne være kendt eller kendt for at have lavet det pågældende stykke arbejde.
  • C.V. – Man laver arbejdet for at pynte på sit C.V. med henblik på jobsøgning – enten udelukkende for at det skal se pænt ud på papiret eller også fordi man rent faktuelt vil lære noget.
  • Erfaring – Ønsket om at lære noget om hvordan man udfører disse opgaver, måske med henblik på at bruge det i andre projekter, enten på frivillig eller professionel basis (sidstnævnte relaterer til C.V.-årsagen).
  • Bevise noget / udfordre sig selv – Man ønsker at bevise overfor sig selv eller andre man kan gøre det her.
  • Skabertrang – Ønsket om at skabe noget som andre kan deltage i, iagttage eller drage nytte af. Det kan både være kreativt men det kan også være rent praktisk.
  • Flytte grænser – Man vil gerne flytte de gængse opfattelser for hvordan en given opgave kan udføres, f.eks. omdefinere hvad man kan med rollespil eller hæve baren for hvor mange fondspenge man kan hive ind til et scenarie.

Det er vigtigt at notere at det er meget sjældent at man kun har een årsag til at være engageret i et projekt – de fleste er motiveret af en række forskellige faktorer og er måske ikke selv helt bevidst omkring hvad de er motiverede af. Tilsvarende vil folk heller ikke altid indrømme hvorfor de er engagerede i et projekt – nogle årsager er ilde set, f.eks. berømmelse og visse varianter af magt.

Årsagen påvirker ens loyalitet overfor projektet. Jo højere grad man får mulighed for – eller tror man får mulighed for – at udføre opgaver der gør at man får mulighed for at opnå de ting man ville da man sluttede sig til projektet – jo større er ens loyalitet. Personlighed er dog også en vigtig faktor her, da nogle folk er naturligt mere loyale overfor et projekt når de første har sluttet sig til det, men siden det er lidt svært at tage hensyn til vil jeg ikke kommentere på det her.

Og så begynder vi at komme til det centrale. For loyaliteten påvirker det vi i virkeligheden gerne vil have fat i nemlig hvor højt arbejdet bliver prioriteret. Jo højere det bliver prioriteret jo mere tid er man villig til at bruge på det, og jo større er chancen for at man kan udføre de opgaver man står med.

Så med dette for øje kan man som ansvarlig være proaktiv – i stedet for at stå og skulle tage stilling til hvordan man skal sanktionere kan man nu arbejde med at forsøge at undgå, at man havner i den situation.

Naturligvis er det ikke den gyldne løsning der løser alting. Men det er et værktøj man kan anvende som i nogen grad kan være med til at afhjælpe problemet.

Og husk… der er ingen der uundværlige. Der er nogle der er trælse at miste, men ingen man ikke kan klare sig uden.

2 kommentarer til Ingen er uundværlige…

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier