Endnu et nummer af ROLLE|SPIL bliver udgivet…

Som jeg allerede har skrevet om tidligere udgiver Rollespilsakademiet et gratis blad ved navn ROLLE|SPIL. Det udkommer d. 1. juni i en klub/butik/kampagne nær dig. Jeg har været så heldig at få et sneak-preview på nummeret, som jeg har kigget lidt rundt i…

Det du ser her til højre, er forsiden hvor du også – hvis du har bedre øjne end mig – kan læse overskrifterne på nogle af de centrale artikler.

Bladet er af samme størrelse som forgængeren og artiklerne er af samme høje kvalitet og layoutet er flot, lækkert og professionelt. Helt igennem et blad der er 50 DKK værd… det koster det bare ikke, det er (som tidligere nævnt) ganske gratis.

Da jeg læste sidste nummer var jeg lidt skeptisk på om kvaliteten kunne holde til dette nummer, men den skepsis er – i al fald for nu, blevet sat til side. Der er stadig nogle tastefejl og layoutfejl som virker lidt fjollede, men hvis jeg sammenligner med forrige nummer af Alt om DATA jeg købte (som trods alt kostede over 60 DKK) så er ROLLE|SPIL over standard (hvordan de (Alt om DATA, altså) kan erstatte konklusionen på deres feature artikel med konklusionen på forrige nummers er mig en gåde!).

Der er derudover kommet nogle interessante forbedringer. For det første er der en meget fint omfattende kalender indeholdende kampagner. Der mangler helt sikkert nogle stykker, men mon ikke arrangørerne for disse får skrevet ind, så de kan være med på den fine liste. Det er et godt værktøj til at hjælpe forældre – over hele landet – til at finde et sted hvor deres børn kan spille.

Derudover har bordrollespil fået noget plads i det nye blad. Det er både blevet til en artikel omkring Fastaval, et interview og en anmeldelse – og måske nogle andre småting jeg ikke har bemærket. Det er godt, fordi det er med til at bygge bro mellem de to typer af rollespil – noget som der altid er behov for.

Derudover er der nu kommet en form for abonnement. Det koster godt nok 50 DKK per blad for resten af året (der er to numre tilbage) men så får du også sendt numrene lige til døren. Som tidligere nævnt mener jeg at bladet er pengene værd, så hvis man ikke har sin daglige gang et sted hvor man kan samle det op, er det jo superlækkert.

Et andet spændende tiltag er artiklen om sommerens scenarier. Lidt til min skuffelse var det åbenbart rigtig svært for mange af arrangørerne for sommerens scenarier at skrive noget dertil, så der er kun tre artikler – men jeg synes det var en god ide, og havde den været allerede i forrige nummer kunne jeg måske have brugt det til at gøre mig nogle tanker om hvad jeg skulle deltage i (som en note kan det siges at vi i forbindelse med Udskud også skrev ind men de har åbenbart nået at fjerne den da vi valgte at aflyse scenariet).

Anyways – skynd dig ned til din lokale rollespilspusher, kampagne eller forening og saml bladet op – det er på gaden d. 1. juni!

2 kommentarer til Endnu et nummer af ROLLE|SPIL bliver udgivet…

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier