Større er bedre…

Det er nok en af mine yndlingsmisforståelser og den har utroligt godt fat i folks bevidsthed.

Når man skal fortælle at man har lavet et scenarie er det f.eks. et “400-personers scenarie” eller “vi havde et budget på 300.000 DKK” eller “Vi spillede i 10 dage”. Hvis jeg havde en 5’er for hver gang jeg til en efterfest havde hørt en halvfuld rollespiller sige “Jeg har fået den her ide til et 1000-mands scenarie som bliver vildt fedt…” ville jeg ikke have nogen studiegæld længere.

Det er som om at rollespillere tænker kvantitet = kvalitet. Det er desværre langt fra rigtigt – i mange tilfælde er det omvendt.

Stort har da nogle fordele. Mange penge betyder mere frihed – eller flere muligheder. Mange deltagere betyder naturligvis at man kan bruge nogle settings, som ikke er mulige med få. 50 mennesker der skal udgøre en hovedstad virker jo bare ikke rigtig og krigslive var ikke det samme hvis der var 2 enheder på hver side a 10 spillere hver. Og alle arrangører ved, at hvis man har et scenarie der varer 2 dage så er det ikke ret meget mere praktisk arbejde og udgifter ved at lave det 1 dag længere.

Men størrelse har også sine ulemper, som ofte bliver overset.

Mange penge kræver arbejde. Fonde kræver afrapportering og sætter måske krav til hvordan pengene kan bruges. Høje deltagerbetalinger kan sortere ellers gode spillere fra og gør at deltagerne sætter højere krav. Og at røve banker er ikke en holdbar løsning i længden, medmindre man er virkelig god. Derudover forpligter et stort budget – spillere bliver skuffet hvis de ved der er et stort budget, og scenariet hverken er værre eller bedre end det plejer – også selvom arrangørerne har brugt pengene fornuftigt (f.eks. på at reducere deres eget arbejde så det var sjovere at arrangere).

Mange deltagere giver også mere arbejde. Logistikken er desværre ikke ligefrem proportional med deltagerantallet – når man når visse deltagerantal begynder ellers negligerbare opgaver at dukke op og kræve ressourcer. Hvis man er 20 mennesker behøver man ikke gøre sig en masse overvejelser omkring førsthjælp – men når man er 400 kan man ikke ignorere det længere, og det kan pludselig tage 1-2 folk fuldtid under arrangementet!

Derudover er der blandt en gruppe deltagere naturligvis altid nogen som er dygtigere, mere engagerede og brænder mere for scenariet end andre. Jo flere folk man tager ind, jo færre vil procentvis høre til den meget engagerede gruppe. Man kan, med det rette netværk, uden problemer finder 20 dygtige og engagerede spillere, men hvis man skal bruge 1000 så siger det sig selv, at der er nogen som er mindre dygtige og engagerede end “top 20”. Kombineret med, at nogle få “dårlige” rollespillere kan ødelægge det for mange andre, er dette en uheldig kombination.

Tidsdimensionen er endnu en fælde. Hvis man har et afslappet scenarie hvor fokus ligger på indlevelse sker der ikke så meget ved at gøre scenariet en dag længere (selvom det ikke automatisk betyder at scenariet bliver bedre). Men hvis scenariet er et action-packed scenarie om en gruppe flygtninge der løber gennem en skov forfulgt af mutanter så betyder en dag mere eller mindre utroligt meget for handlingen. I mange tilfælde kan man med sådanne scenarier med fordel overveje at afvikle flere gange i stedet for at gøre det længere – så er der også flere der får gavn af arbejdet. Jeg har selv deltaget i et par scenarier hvor jeg følte at oplevelsen ville være bedre hvis scenariet var kortere og jeg var ikke den eneste.

Alt i alt – større er ikke bedre. Så hvorfor gør vi det så?

I bund og grund tror jeg behovet for store scenarier kommer fra, at det er det der imponerer. Når man bruger 100+ timer (måske ligefrem 1000+) på at lave et scenarie så vil man gerne bruge dem på at lave noget der er imponerende, og så bliver man fristet til at gøre det lidt større fordi det er lidt mere imponerende. Ikke underligt, men lidt ærgeligt.

Så jeg vil egentlig bare gerne opfordre arrangører til at overveje, når de arrangerer, om scenariet var bedre hvis det var kortere. Kan I underholde spillerne så længe som scenariet varer? Kan I administrere så mange spillere succesfuldt? Hvis svarene er “nej” eller “måske” så kig på at reducere det – det vil give et bedre scenarie og dermed en både oplevelse både for arrangører og spillere… og vi er vel enige om at få spillere der får en god oplevelse er bedre end mange spillere der får en dårlig?

4 kommentarer til Større er bedre…

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier