Det forhadte bondeoprør…

Når arrangører beskriver deres scenarier er det ikke usædvanligt, at der bruges en del kræfter på at beskrive ting man ikke ønsker at se (hvorfor det er tilfældet er en helt anden – og som sådan meget interessant – snak). En af de ting jeg ofte støder på er at “Vi vil ikke have nogle bondeoprør”.

Faktisk er det blevet så almindeligt at høre, at jeg tror der må være det meste af en generation af rollespillere der aldrig har oplevet et bondeoprør. Men hvorfor er det egentlig arrangører har så meget imod bondeoprør?

Hvad er bondeoprøret?

Vi må nok lige starte med en kort definition. Ved et bondeoprør forstås en spilsituation hvor en stor samling roller der har lavstatus gør oprør mod roller med højstatus, typisk med våben i hånd. Klassisk er fantasy-scenarierne hvor der var adelige og borger/bønder hvor sidstnævnte gør oprør mod de adelige og slår dem ihjel. Det hænder også ofte, at det foregår uden en tilpas spilmæssig forstyrrelse (dvs. uden ordentlig grund) og typisk på et tidspunkt, hvor der er meget lidt interessant spil for de roller, som griber til våben.

Hvad er problemet?

Der er flere problemer set fra arrangørside, hvoraf nogle af de mest markante jeg er bekendt med er listet herunder:

• En masse roller dør. Det er altid træls for spillere at deres roller dør, særligt hvis grundlaget er tyndt.
• Fiktionen kastes rundt. Hvis arrangørerne – og spillerne – har bygget en fiktion der skal forestille feudal middelalder så går det hele lidt i stykker, hvis de adelige bliver dræbt. Rammerne for spillet ændres totalt.
• Rollerne har i virkeligheden ofte lille årsag til at lave et bondeoprør. De fleste ville have deres liv for kært og ville ikke vide nok om våben, krigsførsel mm. til rent faktisk at gennemføre det.
• Den argumentation der findes, har ofte en anakronistisk oprindelse. Bønder der pludselig vil have demokrati vil i en feudal middelaldersetting give lige så meget mening, som at en gruppe landmænd på Lolland pludselig besluttede sig for, at det var bedre at være fæstere end at lave i et demokrati, og så bortførte prins Henrik til at være Hertug af Nykøbing Falster.
• Arrangørerne mister kontrol – midt under scenariet.

Set fra de synspunkter forstår jeg godt modstanden mod bondeoprør. Men jeg synes holdningen er ved at være forældet.

Vi er sgu’ blevet klogere

Dengang jeg startede med at spille liverollespil var et af de største problemer, at folk hele tiden blev slået ihjel. Det letteste når man havde nedkæmpet en eller anden gut var lige at slå ham ihjel – og mange regelsystemer dikterede ligefrem at folk døde, hvis nogle ikke aktivt gjorde  noget for at redde dem. Det var jo også meget realistisk og alt det der.

Men i forhold til spillet var det lidt uhensigtmæssigt. Folk døde for let og for tit, og det gavnede ikke historien. Så kom der flere og flere steder med regler der gjorde det sværere at slå folk ihjel. Og med tiden lærte folk det og nu om dage er folk markant bedre til ikke at slå hinanden ihjel. Faktisk synes jeg nogle gange det går den anden vej – til en kampagne som Sidste Søndag (TRoAs største juniorrollespilskampagne) tror jeg antallet af karakterdrab ligger under en håndfuld om året når vi ikke tæller NPC’er og deres handlinger med ind i det. Det er næsten for tamt.

Alt i alt synes jeg dog vi har ramt balancen godt. Til Khypris døde der måske lige vel mange til sidst, men generelt synes jeg scenariet ramte dødeligheden der skulle være til det scenarie, rigtig godt. Og det synes jeg faktisk man kan sige om de fleste scenarier i nyere tid. Selv uden komplicerede regler for det.

Kort sagt; vi har lært noget.

Flere bondeoprør!

Jeg tror kort fortalt det samme gør sig gældende om bondeoprøret. Jeg tror vi har lært hvad problemerne er. Og når vi har lært det og kan bruge det, så er bondeoprøret jo ikke i sig selv dårligt. Tværtimod. Der sker en hulens masse for folk. Der er en helt masse at spille på – for alle. Ja, der dør nogle roller. Ja, fiktionen kastet rundt. Men gøres det på det rigtige tidspunkt af de rigtige mennesker kan det bliver superfedt og spilskabende.

Den gamle far, hvis to unge knægte er løbet op med knive for at hjælpe til i oprøret og som er ved at gå til i bekymring. Diskussionen blandt de tre fraktioner i oprøret som er enige om at være utilfredse, men bestemt ikke enige om hvad der skal ske når hertugen er væk. Når sejren er vundet, men prisen er betalt i brødre og søstre, mødre og fædre og konsekvenserne af hvad der er gjort, rammer folk. Eller det hurtige oprør der bliver til den stædige belejring og gradvist åbner op for forhandlinger da begge parter kan se, at de ikke kan vinde. De illoyale soldater fra overmagten der skifter side undervejs og kæmper sammen med deres familier i stedet for den onde hertug.

Vi behøver ikke at være forskrækkede mere. Bondeoprøret kan faktisk være grundlag for en masse fedt spil. Lad være med at se det som eksemplet på hvad rollespil ikke skal være, men i stedet som en udfordring både som arrangører og spillere.

Jeg tager til det næste scenarie, hvor der er plads til et bondeoprør!