[DEC22] Baron de Licorne-Blanche’s skjold..
Som jeg skrev til gårsdagens kalenderlåge skal vi idag kigge på det skjold som jeg lavede til Krigslive VI – og i samme omgang høre lidt om overvejelserne omkring farve- og designvalg. Selve skjoldet som det tager sig ud ser du til højre – det hænger på billedet (og i skrivende stund) på væggen i stuen umiddelbart over computeren, ved siden af et skjold i samme størrelse.
[DEC21] Riddersværd og skede…
Til Krigslive VI brugte jeg en hulens masse penge på grej. Det gode ved det var, at jeg fik lavet noget rigtig lækkert grej. Derfor vil de sidste fire dage i julekalendere være dedikeret til at vise nogle af de ting. Baron Gerard de Licorne-Blanche (bastard-fransk for “hvid enhjørning”) havde sort og gul som sine primære farver, med en hvid enhjørning og 3 røde, franske liljer som dekoration. Vi vender tilbage til våbenskjoldet og de overvejelser der lå bag, men for idag er det nok at vide, at farverne altså primært er sort og gul – med rød som den tredjemestforekommende (og hvid som en sjælden gæst). Majoriteten af mit lædergrej er derfor lavet med narvsværten mahogni som jeg også brugte til mit navigationsgrej, men de øvrige farver optræder også.
Det vi skal kigge lidt nærmere på idag er sværd, sværdskede og sværdbælte, som ses til højre.
[DEC20] Hellebarden Hilde…
Til Krigslive III (eller IV?) lavede Einherjerne nogle meget flotte hellebarder til deres regiment. Desværre er de lavet med meget solide, hårde, 8-kantede egetræsskafter. Det får dem til at se utroligt fede ud, men det sætter nogle ret hårde begrænsninger for deres anvendelse – man skal passe meget på ikke at komme til at ramme med håndtaget. Ikke nok med at det er tungt og solidt, det er også hårdt og ufleksibelt.
Men hellebarder er fede. Så jeg ville egentlig gerne have en fuldpolstret hellebard. Om det var Thomas Aagaard der spurgte Calimacil om de kunne lave det eller om de kom til os og præsenterede et hoved kan jeg ikke huske, men jeg købte i al fald et så snart jeg havde haft det i hænderne – og ud af det kom hellebarden ved navn Hilde.
[DEC19] Segmenteret brystplade…
Utroligt meget af mit grej er blevet til i forbindelse med Stirland og Krigslive. I takt med at de mere basale kostumedele blev lavet til mere generel anvendelse, har jeg lavet flere og flere ting som basalt set kun kan bruges til stirlandsrelaterede aktiviteter, fordi farver, emblemer, mønstre eller lignende er målrettet mod det. Jeg havde længe ønsket mig at lave en metalbrigandine af art i stirlandsfarver, men af forskellige årsager kom det aldrig rigtig ud over rampen.
Så ved et tilfælde faldt jeg over denne segmenterede (eller lamel- om man vil) brystplade hos tyske Mytholon og en anden plan tog fat, som resulteret i den plade du ser til højre.
[DEC18] Navigationstasken…
For dagens kalender-grej er vi rykket lidt længere frem i tid for at ramme en produktionsdato. Navigationstasken lavede jeg i år til Noget om Helte, omend alt indholdet er af noget ældre dato. Vores heltegruppe var tidligere skibsbesætning og da jeg spillede Navigatør Nord, skulle jeg naturligvis have alle mulige navigationsinstrumenter med – uanset deres øvrige anvendelighed (og mine kompetencer dermed).
Kommentarer