10 historier fra rollespilsdanmark…

Tilbage i 2009 forsøgte landsforeningen at udgive en antologi over de sidste 20 års (levende) rollespil. Det kan man f.eks. læse lidt om her. Det blev imidlertidig droppet af en lang række årsager som jeg ikke skal komme ind på her, men Claus Raasted besluttede selv at fortsætte med projektet og formåede at samle 10 af historierne, smide dem sammen i en bog og udgive dem gennem hans firma, Rollespilsakademiet. Den bog hedder “10 historier fra rollespilsdanmark” og det er den jeg vil skrive et par bevingede ord om nu.

Overordnet set

Først og fremmest mener jeg det her er en bog for folk som allerede er aktive i miljøet i en eller anden grad. Den indeholder utroligt mange spændende beretninger om hvordan de enkelte foreninger eller grupperinger opstod og hvilke trængsler (og gode ting) de gik igennem i løbet af disse 20 år (eller hvor meget af dem de nu har oplevet), men hvis man slet ikke kender nogen personer eller grupperinger overhovedet kan historierne virke lidt meningsløse. Sådan havde jeg det selv med en enkelt af dem og gjorde historien en smule kedelig.

Når det er sagt er den så fyldt med rollespilshistorie, at enhver der er aktiv rollespiller nu om dage, kan få noget ud af at læse den på lige fod med, at man altid kan få noget ud af at læse historie. For det første bliver man klar over at vi faktisk har det ret godt nu om dage, for det andet finder man ud af, at man i bund og grund ikke altid er så original som man tror, fordi mange ting allerede har været lavet i en eller anden form og slutteligt finder man ud af, at miljøet altid har været fyldt til bristetpunktet med intriger og fjendskaber, og at nu om dage vel nærmest må betragtes som en slags “efter berlinmurens fald” sammenlignet med gamle dage.

Jeg vil ikke gennemgå alle artiklerne her, men jeg vil knytte et par kommentarer til nogle af de mere interessante observationer jeg gjorde mig da jeg læste bogen.

Einherjerne dissekeret

Tue Beck Olling er hudløst ærlig i hans skriverier om Einherjerne (om han har ret i hans analyser er så en anden sag, men jeg er umiddelbart tilbøjelig til at tro det). Jeg synes han har nogle gode og interessante pointer om Einherjernes foreningskultur, som jeg tror alle der har har en holdning til Einherjerne kunne få noget ud af at læse.

Københavnsk rollespil

Over fire artikler, med lidt forskellige fokus, skriver Jesper Heebøll, Daniel Benjamin Clausen, Marie Louise Herløvsen & Jacob Worm samt et par folk fra Opus netværket, den københavnske rollespilshistorie i grove træk. For mig som kender en del af personerne men meget få af historierne var det meget interessant at høre lidt mere konkret om hvad forskellige folk havde været engageret i og hvorfor de er der i miljøet hvor de ernu, og hvorfor nogle folk til tider har et anstrengt forhold til hverandre. For mig har det betydet, at der er en del personer jeg ser i et noget anderledes lys, for det meste mere positivt end før.

Ripen

Jeg har – ligesom så mange andre – mine fordomme når det kommer til Ripen. De fleste bygger på manglen på kontakt med foreningen kombineret med at de få kontaktoplevelser jeg har haft med folk derfra primært har bestået i, at jeg har følt de var utilfredse med noget andre lavede eller ville lave, og sjældent virkede særligt konstruktive eller samarbejdsvillige i deres tilgang til andre foreninger.

Disse oplevelser ændrer bogen ikke på, men den giver et godt indblik i hvordan Ripen fungere i lokalmiljøet og hvordan den har udviklet sig. Selvom der lige lovligt meget fokus på beskrivelser af diverse settings – som er mig ekstremt uinteressant – så var det meget spændende at læse hvor tæt integreret og engageret de er i lokalmiljøet, og høre noget af deres argumentation for deres modstand overfor landsforeningen (selvom jeg ikke er enig, er det altid rart at forstå deres holdninger).

Den artikel har faktisk givet mig en smule blod på tanden til igen at genoverveje at deltage i nogle af deres mange arrangementer, for det har jeg endnu til gode.

Opus’ manglende respekt

Mit forhold til Opus har altid været lidt tosidet, og deres artikel i bogen trækker egentlig bare dette endnu tydeligere op. De er ekstremt dygtige til det de laver og har lavet nogle ganske fantastiske ting, men de opfører sig som om de har ekstremt lidt til overs for andres arbejde, og det er en egenskab jeg har meget svært ved at synes om.

Særligt tydeligt er det når man sammenholder deres skriverier i bogen om episoden omkring “De grimme livere” tråden på liveforum med samme historie beskrevet fra Thyrfs side i en anden artikel (hvis du ikke kender historier så vil jeg anbefale dig at læse den i bogen, jeg vil ikke bringe den frem her). Jeg synes meget godt det illustrerer hvordan Opus ikke altid har opført sig særligt hensynsfuldt og dermed fremstår som både nogle der har givet utroligt meget, men også bevidst og uden særlig dybfølt fortrydelse (om nogen), ødelagt.

Opsummering

Når jeg kigger på de ting jeg har fremhævet ovenover så er der særligt to ting jeg tænker på som positive. Det ene er, at majoriteten af artiklerne har givet mig et mere positivt syn på nogle andre rollespillere, og det andet er, at vi nu ikke længere er afhængige af mund-til-mund metoden for at fortælle hvordan tingene engang er foregået rundt omkring. Som Claus fremhæver til sidst – vi skal blive bedre til at dokumentere det, og den har bog er et godt skridt på vejen til at dokumentere noget rollespilshistorie.

Der er mange interessante ting i antologien jeg ikke er kommet ind på. Jeg vil overlade det til dig selv at læse den, det er bestemt anbefalelsesværdig læsning.

Bogen kan erhverves gennem Rollespilsakademiet som har udgivet den og ellers tænker jeg at den med tiden vil finde vej i små klumper til diverse arrangementer og butikker, som det nu engang ofte er tilfældet men den her slags bøger.

En kommentar til 10 historier fra rollespilsdanmark…

Abonner på blog via e-mail

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Arkiver
Kategorier