Sex og rollespil…
Nu er der gået et par måneder siden jeg sidst har rørt bloggen. Som ved så mange andre ting er der mange årsager, men kernen i det er egentlig, at jeg ikke var så aktiv i at spille og arrangere liverollespil, og derfor heller ikke gjorde mig så mange tanker.
Jeg har nu tænkt mig – efter venlig henstilling fra Claus ca. en million gange (mange tak for det 🙂 ) og andre rare mennesker, at forsøge at kickstarte det lidt igen.
Så – som et nyt ugeblad på markedet – starter jeg med en lokkende overskrift for at få læsere til… så må du jo vurdere om du synes at indholdet lever op til overskriften…
Jeg kendte – well, jeg kender ham vel stadig men har ikke så meget med ham at gøre længere – en rollespiller, som havde en tendens til at spille en bestemt slags rolle. Lad os kalde ham Peter. Næsten uanset hvad rollen var på papiret synes jeg Peter endte med at spille den i en bestemt retning. Sådan er der utroligt mange spillere der har det, men ved Peter fandt jeg det var meget markant.
Peter havde en tendens til at spille martyr roller, og endte ofte i situationer, hvor han blev offentligt ydmyget. I mange år undrede det mig lidt (og irriterede mig fordi jeg synes det er lidt fjollet at lave en rolle på papiret og så ende tilbage i det man “altid” spiller), men for en 3-4 år siden fik jeg et andet perspektiv på det. Det gik op for mig at Peter havde nogle seksuelle præferencer som tydede på, at han fik noget seksuel tilfredsstillelse – i en eller anden grad – af sådanne situationer.
Det fik mig til at tænke lidt. Er der flere folk der bruger ikke-seksuelt rollespil (altså som i det vi laver i den mørke skov) til at give dem seksuel nydelse eller ophidselse? Når folk vælger at spille slaver eller slaveejere, martyrer eller torturmestre eller såmænd bare skøger (m/k), er der så nogen der gør det fordi de finder noget seksuelt ophidsende eller tilfredsstillende i at gøre det? Og er det egentlig okay?
Personligt er jeg meget i “hvad jeg ikke ved har jeg ikke ondt af”- kategorien, så for mig er det som sådan fint nok. Men det kan jo være der er et perspektiv jeg ikke har set?
Og hvis nogen skulle være i tvivl – Peter hedder naturligvis noget andet, og der er uden tvivl en del af jer der læser det her, der allerede i forvejen ved hvem han er. Jeg synes dog ikke han skal hænges ud her på bloggen så alle indlæg der på nogen måde kan tjene til at identificere ham vil blive slettet uden advarsel.
Leave a Reply