2023 til 2024…
Bloggen her er – som du kan se – efterhånden der hvor den alene rummer Det Årlige Indlæg. Der var mange ting der kunne være spændende at skrive om, men nu om dage er det brætspil og brætspilsdesign der fylder mest, og stedet her er født og tænkt som en liverollespilsblog.
Men det er også der hvor jeg nu samler den årlige log over mit nørdeår, og det er det jo endnu en gang blevet tid til.
2023
Lad os som altid starte med en status. Listen over ambitioner så således ud:
- Spillerummet
- At lave lampen færdig.
- Nyt spillebord afventer der er et mere konkret behov og tid til at lave det.
- Figurspil
- At få malet noget – terræn, figurer eller lignende.
- Liverollespil
- Måske et mega-game i TRoA men ellers ikke på prioritetslisten.
- Bordrollespil
- At få spillet noget bordrollespil i 2023.
- Måske starte en af de andre bordrollespilsprojekter op, hvis der er tid blandt alt det andet.
- Doomstones HD er lagt på is på ubestemt tid.
- Brætspil
- Bruge mindst 200 timer på spildesign og mindst 10 timer om måneden.
- Afholde test-aftener løbende hen over hele året.
- At tage til Essen Spiel for at pitche med mindst 2 spildesigns i tasken klar til at blive pitchet.
- At deltage i Fastaval 2023.
- Få spillet 40 nye brætspil med andre mennesker og spille 10 forskellige spil 10 gange hver.
Lad os se, hvordan det er gået.
Spillerummet – her er stort set intet sket. Lampen er ikke færdig og nyt spillebord har ikke været i fokus. Det sidste virker mindre relevant og udover at mit eksisterende er lidt slidt, så er behovet for nye funktioner der ikke rigtig.
Lampen vil jeg virkelig gerne have færdig, men det meste af 2023 har været præget af, at der har været meget lidt tid til ting i hjemmet, og det har været helt slemt i efteråret. Det er blevet bedre her først på vinteren, men lampen er nok først rigtigt et projekt til når det er så meget bedre vejr udenfor, at jeg kan lave noget udenfor.
Jeg har til gengæld fået malet noget. Ikke vildt meget, men noget. Mest i starten af året og mest sammen med datteren. Jeg nyder det som afslapning, men det er som om der er andre projekter der virker mere relevante når der er lidt ledig tid.
Liverollespil gik overraskende “bedre” end ventet – jeg har nemlig spillet noget! I juni spillede jeg Kongemord som var et endagsscenarie på Forlev i konflikt/magtspils kategorien.
Jeg kunne sige rigtig meget om turen – den fortjente nok en egentlig anmeldelse, men det bliver for langt til det her indlæg. Hvis jeg skal opsummere kort var den en middelmådig oplevelse som i høj grad var mit / vores egen fortjeneste. Vores egen forberedelse var OK, men ikke fantastisk. Min egen rolle var et nogenlunde fit, men den kom ikke helt op og ringe som hvis jeg havde brugt mere energi på den. Vi havde nok brugt lidt for lidt tid på forberedelse alt i alt. Jeg oplevede der var nogle ting vi gjorde rigtig godt – blandt andet skarpe og tidlige konflikter – og andre hvor vi ikke var helt gode – konkurrencen om de forskellige poster hos hoffet eksempelvis. Vi kørte det lidt meget på rutinen og var lidt for meget ude af form. Jeg oplevede også lidt for mange grupper der spillede lidt for meget intrigespil efter min opfattelse. Arrangørarbejdet oplevede jeg generelt som grundigt og kompetent med nogle få smuttere indimellem.
Alter i alt en OK oplevelse men det var i høj grad båret af det sociale / at mødes med folk jeg ikke ser så tit og jeg blev nok bekræftet i, at jeg skal have ordentlig tid og overskud hvis jeg skal få en decideret god oplevelse.
Bordrollespil har været fint. At få spillet noget skete nærmest i 11. time hvor Migal startede en kampagne med Ruins of Symbaroum op med spillegangn med 3-6 ugers mellemrum en lørdag hjemme hos mig. Det er en blanding af nye og gamle ansigter og en spændende setting. Det var rigtig meget noget jeg havde lyst til og jeg er vildt glad for holdet. Mit gammelmandshold – som indimellem har spillet bordrollespil – har spillet Star Wars Imperial Assault i år og så var lidt i low-maintenance modus de sidste måneder hvor vi har manglet en spillet og derfor ikke startet noget nyt op. Næste projekt bliver næppe bordrollespil som det ser ud nu.
Brætspil er stadig det er der fylder. Jeg havde en ambition om 200 timers brætspilsdesign og mindst 10 timer om måneden hen over året og det er så rigeligt lykkedes. Efter en lidt sløv start hvor januar og februar lå lige på kanten har jeg registreret over 400 timer med typisk 20-30 timer om måneden og så enkelte måneder med større udsving af den ene eller den anden art. Næsten alt design jeg laver nu om dage er sammen med Mads Fløe – vi arbejder godt sammen og det fungerer bedre og bedre som tiden går.
Jeg fik lavet testaftener løbende, med enkelte huller. I sidste halvdel af året er det blevet til en månedlig testaften og vi har været 6-7 folk når vi har været flest – vildt fedt. Jeg tænker det bliver modellen i det kommende år også, det er dejligt vi er blevet lidt flere i Aalborg.
Essen var også rigtig vellykket. Jeg var igen afsted med Mads og vi havde 8 spil med vi kunne pitche hvoraf jeg havde anpart i de 4. Vi havde næsten 30 møder, så der blev travlt. Vi har fået kontrakttilbud på et af spillene allerede men der er noget færre leads på de andre som det ser ud nu. Vi har dog endelig fået kontrakt i hus på vores spil hos KOSMOS til 2025, vi har en anden kontrakt vi forhandler (på et spil som Mads oprindeligt har lavet alene som vi nu arbejder på sammen) og Shake That City udkommer på tysk i det nye år – og også på spansk / portugisisk lader det til.
Shake That City har fyldt en del i år. Vi tog på en lille tour på en håndfuld brætspilscafeer over et par dage og har brugt en del kræfter på at promovere det. Det har ikke helt fået det fokus vi kunne håbe på, men vi er spændt på det tyske marked – og så kommer det i Barnes & Nobles i USA i næste år også (en stor boghandlerkæde). Så måske kommer det til at rykke lidt.
Jeg deltog til Fastaval 2023. Det var egentlig fint at være afsted uden at være arrangør eller spildesigner. Jeg var dommer på Game Rush i stedet hvilket også var en rigtig god oplevelse. Jeg savnede dog virkelig Family for det er lang tid at lade Majken være græsenke.
At få spillet 40 nye brætspil gik ret let. Det var derimod noget sværere at spille 10 spil 10 gange. Der ligger nemlig et andet implicit krav; det skal være spil mod andre spillere. Der var kun 6 spil mod andre spillere der nåede 10 spil eller mere; Heat, Shake That City, Splendor Duel, Mlem, Min Første Frugthave og The Crew. De øvrige er alle nogle jeg har solospillet, ofte på tablet eller telefon (ja, hvis det er et brætspil så tæller jeg det med. Jeg behøver ikke at have skubbet til pap rent fysisk for at gøre det). Der var mange der nåede 8 og der var ikke mange ting jeg skulle have gjort anderledes for at nå de 10. Men det virkede aldrig rigtig attraktivt at jagte de sidste spil. Til gengæld har jeg spillet flere lidt længere spil.
Alt i alt synes jeg det har været et godt nørdeår. Det er tydeligt at mellem et arbejde der indimellem fylder meget, familieliv, et hjem der skal passes og noget ansvar i TRoA er der markant mindre tid til at nørde. Til gengæld synes jeg, at jeg er blevet bedre til at fokusere min nørdetid på det der er vigtigt, og jeg oplever faktisk, at mit øvrige liv taget i betragtning har jeg rigtig meget frihed til at nørde igennem.
2024
Hvad så med det kommende år?
Jeg tror nok jeg endnu engang skruer lidt ned for ambitionerne. Jeg kunne mærke i år, at de formulerede ambitioner var ikke særligt formende for mine valg af aktiviteter, og jeg har mindre behov for at “holde fast” i bestemte ideer, ønsker eller tanker. Jeg har den tid jeg har og jeg bruger den på det jeg synes er sjovt og/eller vigtigt.
Så min liste til 2024 er faktisk lidt mindre ambitiøs og jeg lægger lidt flere ting til side på ubestemt tid end jeg kunne for et par år siden.
Hvis vi starter i den praktiske ende, så vil jeg virkelig gerne have den lampe færdig. Så er det heller ikke mere krævende end det. Jeg tænker der er et par dages arbejde hen over sommerferien. Bordet er fjernet fra listen – det er ikke relevant som det er nu.
Jeg sætter mig ikke nogle male eller figurspilsambitioner. Det er hyggeligt og afslappende, men der er ting jeg hellere vil prioritere og det kommer jeg alligevel til i praksis. Maling sker nok kun, hvis der er noget konkret jeg skal bruge. Figurspil virker lidt langt nede på listen – så skal det være nogle andre som står for alt det praktiske og jeg skal bare skubbe dukkerne.
Liverollespil har jeg heller ingen planer om. Et megagame kunne være fint, men hvis det er noget der kræver en indsats fra min side så skal jeg være helt sikker på, at jeg har tid til at lægge den indsats, ellers bliver oplevelsen middelmådig og så vil jeg hellere lave noget andet.
Hvad angår bordrollespil gad jeg godt spille noget mere end det jeg gør nu. Men hånden på hjertet – jeg ved ikke hvornår jeg skulle klemme det ind. Min hverdag er godt besat og der er ikke behov for at klemme flere aktiviteter ind som det er nu. Weekenderne er egentlig det samme. Så den eneste måde hvorpå der ville blive tid til mere rollespil, er hvis en af de to grupper jeg har der primært spiller brætspil skifter over til noget rollespil. Jeg ser det ikke ske i 2024.
Jeg vil gerne holde fast i Symbaroum. Det er mit eneste rollespil lige nu og jeg oplever det er af god kvalitet og kampagnen er spændende. Jeg ved ikke hvor lang den kampagne ender med at blive og om der er spil til hele året, men hvis ikke, så kan det være vi skal spille noget andet bagefter, hvis folk har lyst. Kemien i gruppen er god og alle spillerne er gode og dedikerede.
Så kommer vi til den store del – brætspil. Den kommer til at fylde lidt mere, fordi jeg kommer til at sætte ord på lidt flere af de ting jeg gør som ikke har været ambitioner før.
Først og fremmest så vil jeg gerne rykke min ambition for tid investeret i brætspilsdesign. Mindst 10 timer om måneden er stadig den der sikrer løbende fokus, men mindst 300 hen over året bør både være muligt og hensigtsmæssigt. Det er vigtigt, hvis vi skal opbygge en portefølje og kunne skrive kontrakt på 2+ nye spil om året gående fremad og være involveret i development arbejde på dem.
En månedlig testaften i Aalborg er også fortsat ambitionen. Det er blevet rigtig godt og der kommer altid noget godt ud af de testaftener, synes jeg.
Ifht. mængden af spillede spil tænker jeg en gentagelse af 40 nye spil for 2024 er en fin ambition. Det er nok til at presse mig til at spille noget nyt, men ikke så meget at det bliver urealistisk. At spille nye spil er vigtigt som designer fordi det giver inspiration. Jeg vil dog droppe de 10 x 10. I stedet vil jeg prøve noget andet; 20 spil med andre spillere der spilles mindst 5 gange hver. Det passer bedre til hvad jeg gør i praksis og bygger også mere på at få prøvet noget nyt. Der er mange spil jeg spiller 2-3 gange og med den her ambition vil jeg måske være mere tilbøjelig til at tage de sidste 2-3 spil med.
Essen er næste kandidat til en ambition. Jeg vil naturligvis deltage igen og målet er at komme afsted med mindst 6 designs jeg er involveret i. Vi skal også et stykke tid før sommerferien begynde at “låse” listen af spil, så vi når at blive klar. Jeg tænker det arbejde skal begynde umiddelbart efter Fastaval.
Målet er i forlængelse heraf at skrive kontrakt på mindst 3 nye spil i 2024. De to kontrakter er undervejs og bør være en formalitet, så den tredje er det der giver mig noget at stræbe efter resten af året.
Jeg bør nok også nævne min Kings Dilemma gruppe. Den startede egentlig i 2022 hvor vi mødtes 5 mennesker for at spille Kings Dilemma men da vi var færdige besluttede de fire af os at fortsætte med lidt andre spil. Vi mødes hver anden uge og spiller typisk lidt tungere spil et par gange inden vi går videre til noget nyt. Den gruppe vil jeg gerne fortsætte med – og vi har masser af spil på programmet.
Selvom jeg ikke helt ved om det er brætspil, så skal jeg også nævne Gammelmandsholdet her. Jeg kalder det gammelmandsholdet fordi jeg er den yngste – men spændet er vist ikke mere end et par år. Vi har spillet i knapt 10 år med en række forskellige spil; Warhammer Quest, Warhammer Fantasy Roleplay, D&D 5th Edition, Imperial Assault og en række mindre brætspil. Jeg tror det kommende år bliver med Warhammer Quest igen, men der er også et par andre planer på bordet. Vi mødes irregulært (for mange har kalendere der gør noget regulært svært) ca. 10-14 gange om året. Jeg er glad for holdet og vil meget gerne fortsætte og vi plejer som regel at finde noget der er en god ramme om at have det sjovt – om det er brætspil eller rollespil.
Jeg havde en anden aktivitet i 2023 som jeg var glad for – jeg havde en lørdag hvor jeg mødtes med Mads og Allan – som er mine nærmeste følgesvende på Essen – for at spille en masse brætspil. Vi fik spillet et par håndfulde spil den dag, deriblandt et par stykker fra Essen. Det blev både til tunge og lette spil. Det gad jeg godt gøre igen i år. Både med de to, men måske også åbne en dag eller to mere til andre deltagere.
Så har jeg en ny kategori der hedder nørde-events. Mange af dem er brætspilsrelateret, men ikke udelukkende, så jeg tænker det giver mening at lave det som ny kategori.
Først på listen er at deltage til TRoA Vinterlejr. En forlænget weekend i et luksussommerhus med en masse nørderi. Mest brætspil, men også rollespil, figurspil og lidt andre assorterede aktiviteter. Både Majken og jeg er tilmeldt, så medmindre det bliver aflyst eller vi bliver syge så kan den krydses af. I år har jeg også en ambition om, at have mindst en prototype med – historisk set har jeg ikke medbragt prototyper men koncentreret mig om at spille.
Den næste på listen af Århus Brætspilsfestival. Som de tidligere år deltager jeg kun fredag til Designers Night. Også her er jeg tilmeldt så der skal ske noget dramatisk for at jeg ikke deltager.
Så kommer vi til Fastaval. Mads og jeg har et spil med på Fastaval – Railforge hedder det lige nu – som vi naturligvis skal lave færdigt og se folk spille. Jeg kunne godt drømme om en nominering – alle spil jeg har haft på Fastaval har fået en nominering så der er jo lidt pres der – men konkurrencen er blevet markant hårdere og vi er ikke helt så langt som vi gerne ville have været i år da Essen forberedelse åd meget af vores tid. Men deltage skal jeg, og Railforge er på programmet.
Jeg ved ikke om jeg / vi skal pitche til Fastaval 2025. Processen i år er blevet for stresset og det er uhensigtsmæssigt – både for Mads og jeg. Hvis vi skal pitche til Fastaval 2025 så skal vi have en spilbar prototype vi synes kan noget når vi pitcher – og ikke kun en meget overordnet ide, som vi havde i år.
Så er der Designer Retreat. Det plejede at ligge hhv. Kristi Himmelfart og Store Bededag og placeringen i 2024 er lidt usikker. Mads påtænker at bruge den (gamle) Store Bededag, men jeg tror det koster en del deltagere da det for mange vil kræve en fridag. Vi må se hvad det ender med. Min plan er at deltage en enkelt dag som de andre år, så det er ikke helt så vigtigt for mig.
Det sidste event er TRoA Udvalgstur. Den er egentlig meget lig Vinterlejr, men er kun for de frivillige kræfter i TRoA – og til gengæld gratis. Den er i år flyttet til efteråret og en ny location og jeg har meldt mig til at være med til at arrangere den, da jeg er en af dem, der har talt for det nye tidspunkt og sted. Også her vil jeg nok fortrinsvis spille noget brætspil men siden jeg også har en arrangørhat på, vil jeg nok have lidt mindre tid til det.
Så – det er vist tid til at forsøge at opsummere det på listeforum.
- Spillerummet
- At få den lampe gjort færdig.
- Figurspil
- Ingen ambitioner.
- Liverollespil
- Ingen ambtioner.
- Bordrollespil
- Fortsætte med Ruins of Symbaroum – og hvis kampagnen slutter, spille noget andet bordrollespil med de samme folk.
- Hvis der kommer en ny mulighed for mere bordrollespil vil jeg overveje den, men jeg har svært ved at få mere ind i kalenderen, så det vil kræve noget andet forsvinder.
- Brætspil
- Mindst 300 timers design, mindst 10 timer hver måned.
- En månedlig testaften i Aalborg.
- 40 nye spil med andre spillere. Mindst 20 spil der er spillet mindst 5 gange hver, også med andre spillere.
- Deltage til Essen Spiel med mindst 6 designs i tasken jeg har en anpart i.
- Skrive kontrakt på mindst 3 spil.
- Fortsætte brætspilsgruppen (Kings Dilemma gruppen).
- Fortsætte med gammelmandsholdet.
- Mindst en spilledag med Mads og Allan, måske et par mere med andre folk.
- Nørde-events
- Deltage til TRoA Vinterlejr og have mindst en prototype med.
- Deltage fredag til Århus brætspilsfestival.
- Deltage til Fastaval 2024 med Railforge og meget gerne få en nominering.
- Kun pitche et spil til Fastaval 2025 hvis vi på pitch-tidspunktet har en spilbar, fornuftig prototype.
- Deltage til Designer retreat en enkelt dag.
- Deltage til TRoAs udvalgstur.
Listen virker engelig lang, men langt hen ad vejen er listen kortere end de ting jeg har gjort i år. Så det drejer sig nok mest om at blive lidt mere eksplicit om alle de ting jeg gør som jeg er glad for og gerne vil blive ved med.
Leave a Reply