Kapo eller ej…

Jeg kan ikke lide Kapo. Delirium var aldrig et scenarie for mig. System Danmarc er jeg kun ked af at jeg ikke deltog i, fordi det var så utroligt imponerende logistisk, praktisk og i samarbejde med myndighederne. Jeg så ikke fascinationen i at tage til Norge og spille homoseksuel i 70’erne.

Altså, forstå mig ret. Jeg synes det er megafedt at scenarierne bliver lavet fordi det er med til at udvikle liverollespil, og vise hvad man kan med det. De tjener som inspiration til andre arrangører, og der er også kommet ting ud af de scenarier som andre arrangører har haft direkte gavn af (f.eks. Workshophåndbogen).

Men det er ikke min type scenarier.

Normalvis vil jeg mene det er en ærlig sag at sige der er noget man ikke har lyst til, men lige hvad angår disse “avant garde” scenarier virker det som om det er lidt tabubelagt at sige, at man ikke har lyst til at deltage. Pludselig er man i kategori med dem der kommer til deres månedlige kampagne og spiller “orken jimmy” hver gang og bliver sur, hvis arrangørerne piller ved reglerne for hit points. Eller i kategori med dem der synes at sex altid skal være i missionærstillingen og kun om onsdagen. Man er er tryghedssøgende og kedelig på den ikke-socialt accepterede måde.

Så hvorfor er det, at jeg ikke gider scenarierne? Først og fremmest er det jo udenfor de vante rammer rent genremæssigt, og det er sjældent der er valgt genrer der appelerer til mig i særlig grad. Men det er ikke den tungest vejende årsag. For mig drejer det sig primært om, at det ikke appelerer til mig at deltage i scenarier, hvor et væsentligt element er at udfordre og belaste mine fysiske og psykiske grænser – uanset om der er et højere formål med denne udfordring eller om det bare er for at gøre det (jeg antager at Kapo mm. ligger i den første kategori).

Det er ikke fordi jeg som sådan er bange for at jeg “ikke kan klare det”. Det er mere end magelighedsvinkel; jeg kan ikke forestille mig, at det gør oplevelsen så meget federe at være fysisk eller psykisk ukomfortabel, at jeg synes det er det værd. Og slet ikke når et central element i scenariet er at udfordre disse ting. Jeg kan godt se pointen med at udfordre mig selv engang i mellem, men jeg vælger mine udfordringer på andre fronter (f.eks. ved at flytte onsdag til torsdag og sådan noget ;-)).

Altså bevares, det er ikke sort/hvidt det her. Jeg behøver ikke at sove på tre madrasser (uden ært, tak!) med edderdunsdyner hver nat og spise friskfanget laks til morgenmad (jeg kan faktisk slet ikke lide laks, så stryg det). Jeg kan godt sove i et telt i en sovepose, skide i en spand, blive råbt af og skubbet til og spise kold rødbedesuppe, hvis det er vigtigt for at leve sig ind scenariet. Men ikke som et centralt element, og ikke for at udfordre mine grænser.

Jeg ser forskellen på mine scenariepræferencer og disse scenarier lidt ligesom forskellen på danske socialrealistiske film og hollywood film. Jeg vil hellere sgu’ hellere se Ringenes Herre end en socialrealistisk dansk film om en afdanket pusher der er i “deep shit” og som ender med at begå selvmod mens hans datter ser det. Sådan har jeg det også med scenarier. Hellere Krigslive end Kapo. Ja, jeg tager mainstream håndværket over kunsten!

Og når så folk kommer hjem fra disse scenarier og fortæller om dem, så er de allesammen helt derude hvor de ikke ved hvad de skal sige. De kæmper på facebook i at finde en måde at overgå hinanden i at udtrykke, at de ikke kan udtrykke, hvor fedt scenariet har været. Altså… jeg anerkender at en god scenarieoplevelse kan tage pippet lidt fra en, men jeg synes noget af det virker en smule som massehysteri. Jeg tror gerne på at godt scenarie kan være med til at åbne folks øjne for nogle ting, at de kan bleede til højre og venstre og at de gror tættere sammen med de folk, de har spillet med. Men jeg køber ikke rigtig, at det er så omfattende og at ingen har nogle alvorlige kritikpunkter, og at det er grænsende til umuligt at sætte ord på. I er alle begavede, veltalende/skrivende unge mennesker, så svært kan det da ikke være at sætte ord på!

Måske er jeg virkelig gået glip af den hellige gral, og sidder her i bedste “rønnebærerne er sure” stil og hidser mig op over noget, som jeg i bund og grund ikke har noget belæg for at udtale mig kvalificeret om. Måske er Kapo mv. virkelig en oplevelse af en art, hvor det er umuligt at beskrive hvordan det ændrer ens liv. Med vanlig jysk skepsis tillader jeg mig at tvivle.

Jeg tror, at sandheden ligger et sted midt i mellem. Jeg tror ikke i bund og grund det ændrer så voldsomt ved folks liv, som mange påstår. Men jeg tror gerne, at det for nogle mennesker gør stort indtryk. Men jeg køber ikke den nærmest tilbedelsesagtige feedback mange af de scenarier får – jeg tror der er nogle får der bræger med i flokken, og det kan godt irriterre mig lidt.

Jeg håber, at der på et tidspunkt kommer et af de scenarier, som appelerer så meget til mig, at jeg ender med at melde mig til, så jeg enten kan blive be- eller afkræftet i mine holdninger. Det vil nok være sundt for mig. Indtil da vil jeg tillade mig at være skeptisk og gå til bekendelse;

Kapo er ikke for mig, men det gør mig ikke til en ringere rollespiller. Sgu!